Hop til hovedindhold

Gode råd ved længerevarende forsyningssvigt

Rudersdal Kommune planlægger sammen med forsyningsselskaberne og andre myndigheder, hvordan ekstreme hændelser, som fx en længerevarende strømafbrydelse og dermed også afbrydelse af bl.a. vandforsyning og rensning af spildevand, håndteres, så generne for dig som borger bliver begrænset mest muligt.

Styrelsen for Samfundssikkerhed opfordrer alle borgere til at være selvhjulpne i minimum tre dage. Det vil sige, at hver husstand bør opbygge nødlagre af vand og mad og forberede sig på manglende strøm og varme. Læs mere her:

Når du kan klare dig selv, hjælper du dem, der ikke kan

Herunder kan du læse nærmere om, hvad du kan forvente i tilfælde af et længerevarende forsyningssvigt.

Læs om vand, afløb, strøm og kommunikation

  • Kapaciteten i vandforsyningen vil være markant forringet, hvorfor du opfordres til at bruge så lidt vand som muligt og prioritere de vandreserver, du selv har etableret.

    Novafos oplyser, at vandforsyningen ikke vil blive påvirket ved strømafbrydelser op til fire timer.

    Du kan dog opleve et lavere tryk, som først normaliseres, når strømmen er tilbage.

    Det er Birkerød Vandforsyning hhv. Novafos, der står for vandforsyningen i Rudersdal Kommune. Se mere hos Novafos:

    Sådan forsyner vi dig under en krise

  • Spildevandspumper og renseanlæg vil sandsynligvis sætte ud, ligesom kapaciteten på renseanlæggenes sparebassiner risikerer at blive opbrugt – ikke mindst hvis det samtidig regner.

    For at undgå overløb til naturen og evt. tilbageløb til privat beboelse opfordres du til ikke at skylle ud – hverken fra toiletter eller som almindeligt brugsvand.

    Hvis du ikke kan bruge toilettet, kan du blive nødt til at opsamle affald fra toiletbesøg i en solid pose, som bindes forsvarligt og sorteres som restaffald. Bor du i hus med have, kan du grave et hul som nødtoilet.

    Det er også en mulighed at bruge en spand, som du forer med en kraftig pose.

    Det er Novafos, der står for spildevandshåndtering i Rudersdal Kommune. Se mere hos Novafos:

    Sådan forsyner vi dig under en krise

  • Radius står for elforsyningen i Rudersdal Kommune. Det er derfor Radius, du skal henvende dig til ved spørgsmål om strøm og herunder prognoser for retableringen af denne.

    Rudersdal Kommune disponerer over få nødstrømsgeneratorer. De anvendes udelukkende til at sikre sårbare borgere, hvor fortsat strømforsyning er nødvendigt, samt til at opretholde kommunens kriseberedskab.

    Rudersdal Kommune har herudover ingen mulighed for at hjælpe private borgere. Læs mere hos Radius:

    https://radiuselnet.dk/

    Eller hos Energistyrelsen

    Vær forberedt, hvis energiforsyningen svigter

  • Under en længerevarende strømafbrydelse vil der ikke længere være adgang til inter- og mobilnet.

    Du vil kunne finde information fra Rudersdal Kommune i form af fysiske opslag ni forskellige steder i kommunen; et i hvert af de ni bycentre i kommunen.

    Du vil også kunne høre regional information på DR P4 (FM 96,50).