Tilmeld navne- og adressebeskyttelse
Du kan beskytte dig mod, at dit navn og din adresse bliver givet videre til privatpersoner, til den lokale vejviser og til virksomheder til brug for markedsføring (Robinsonlisten).
Du skal søge digitalt – og kan gøre det hele samtidig.
Sådan beskytter du dit navn og din adresse
-
Navne- og adressebeskyttelsen gælder for et år ad gangen. Hvis du herefter ønsker at få din adressebeskyttelse forlænget, kan du igen søge digitalt via borger.dk's selvbetjening, som du finder her på siden. Du skal selv huske at søge.
Hvis du er tilmeldt digital post på borger.dk, kan du i løsningen bede om at blive påmindet via digital post, når adressebeskyttelsen er ved at udløbe.
Beskyttelsen bliver automatisk bevaret, selv om du flytter til en anden kommune, da beskyttelsen følger dit CPR-nummer.
-
Ønsker du ikke at blive ringet op af telefonsælgere eller at have hemmeligt telefonnummer, skal du kontakte dit teleselskab.
Selv om du har navne- og adressebeskyttelse, så har teleselskaberne pligt til at videregive telefonnumre, med mindre du gør opmærksom på, at du ikke ønsker det.
-
Hvis du ikke ønsker at modtage reklamer og telefonopkald fra virksomheder, skal du tilmelde dig markedsføringsbeskyttelse - populært kaldet Robinsonlisten. Det er gratis, og du gør det på selvbetjeningsknappen her på siden.
Hvis du allerede har registreret navne- og adressebeskyttelse, behøver du ikke komme på Robinsonlisten, fordi du allerede har tilkendegivet, at du ikke ønsker dit navn og adresse udleveret til private firmaer.
Der kan gå tre måneder før din registrering træder i kraft, da Robinsonlisten kun bliver opdateret en gang i kvartalet.
Firmaer og organisationer har pligt til at undersøge, om du står på listen, før de afsender adresserede reklamer.
-
Analyseinstitutter og godgørende foreninger må stadig kontakte dig, selvom du er registreret på Robinsonlisten, som sikrer dig beskyttelse mod markedsføring.
Vil du også beskytte dig mod deres henvendelser, skal du kontakte de enkelte analyseinstitutter og foreninger og bede dem om at lade være med at kontakte dig. Virksomheden må ikke tage betaling for at notere, at du ikke vil have flere henvendelser.
Det skal gælde straks, uanset om du står på Robinsonlisten eller ej, og du kan klage til Forbrugerombudsmanden, hvis du alligevel får opkald fra virksomheden.
Hvis du vil klage til Forbrugerombudsmanden, kan det være nødvendigt, at du også sender en e-mail eller et brev til virksomheden, så du kan dokumentere, at du har frabedt dig reklamer og opkald.
Åbningstider
Telefontider
NB! Du skal bestille tid på forhånd. Ring til tlf. 46 11 14 50 (kontaktcenter).