Hop til hovedindhold

Sådan gør du ved dødsfald

På denne side kan du se, hvilke takster der gælder for kirkegårdene i 2024, og hvordan du skal forholde dig ved dødsfald og bisættelse / begravelse.

Information i tilfælde af dødsfald

  • Hvis du er pårørende til en afdød og skal tage stilling til, om afdøde skal begraves eller brændes (kremeres), skal du gøre dette ved at udfylde en anmodning om begravelse eller ligbrænding.

    Det sker på borger.dk, og du skal bruge MitID:

    Anmod om begravelse eller ligbrænding

    Vær opmærksom på, at du skal underskrive med MitID til sidst i din ansøgning.

    Hvis den afdøde ikke har et cpr-nummer, eller du selv ikke har MitID, kan du i stedet bruge denne blanket:

    Anmodning om begravelse eller ligbrænding på blanket (pdf)

    Bedemanden kan også sende anmodningen

    Hvis du i stedet ønsker, at en bedemand skal sende en anmodning digitalt, skal du udfylde og udlevere en fuldmagt til bedemanden:

    Fuldmagt til bedemandens digitale anmodning (pdf)

    Bedemand skal benytte MitID for Erhverv.

  • Ved begravelse bliver afdøde lagt i en kiste og begravet på kirkegården.

    Ved bisættelse bliver afdøde brændt på et krematorium, og asken lægges i en urne, der nedsættes i jorden på kirkegården. Det er også tilladt at sprede asken over havet.

    Hvis afdøde har ønsket enten begravelse eller kremering samt eventuel askespredning, vil dette blive fulgt. Ellers skal du vælge dette i anmodningen.

    Hvis sognepræsten kan godkende anmodningen, der er lavet digitalt, sendes den godkendte anmodning til anmelders Digitale Post, Skifteretten og evt. krematorium og kirkegård.

    Den afdøde må hverken begraves eller brændes, før anmodningen er godkendt.

    Find dit sogn

    Du kan som pårørende vælge selv at stå for alle de praktiske forhold omkring en begravelse, eller du kan aftale med en bedemand, hvilke ting han skal tage sig af. Jo mere du selv tager dig af, jo billigere bliver begravelsen.

    På Kirkeministeriets hjemmeside kan du finde råd, inden du vælger bedemand.

    Når nogen dør - Kirkeministeriets praktiske råd til pårørende ved dødsfald

  • Når anmodning om begravelse eller bisættelse er godkendt, kan du enten selv bestille begravelse eller bisættelse, eller du kan vælge at lade bedemanden klare opgaven.

    Er der tale om en bisættelse, skal urnen afleveres på kirkegårdskontoret. Aftal med bedemanden hvem der gør hvad.

    I alle tilfælde skal anvendes denne side på Rudersdal Kommunes hjemmeside:

    Bestil bisættelse eller begravelse

  • Når du skal vælge et gravsted til afdøde, kan du vælge mellem fem kirkegårde, se herunder. Har du i forvejen et gravsted, skal du huske at skrive det i bestillingen.

    Du skal finde ud af, hvilken kirkegård du ønsker. Der er fem:

    • Assistens/Søholm Kirkegård
    • Birkerød Kirkegård
    • Høsterkøb Kirkegård
    • Søllerød kirkegård
    • Vedbæk Kirkegård

    På kortet herunder kan du se de forskellige typer gravsteder, og hvor du finder dem på de enkelte kirkegårde. Klik for at få vist kortet i fuld skærm, her får du det bedste overblik.

    Urnegrav, kistegrav eller fællesgrav

    Herefter skal du bestemme, om det skal være en urnegrav, en kistegrav eller en fællesgrav.

    Dette valg hænger naturligvis sammen med, om du har bestilt en begravelse eller en bisættelse.

    Et kistegravsted skal mindst have et areal på tre m2 (1,25 m i bredden og 2,4 i længden).

    I et kistegravsted kan der efter en kistenedsættelse yderligere nedsættes op til seks urner.

    Et urnegravsted skal mindst have et areal på 0,5 m2 – som regel vil de være en eller 1,5 m2.

    Læs om de forskellige typer og priserne på dem i takstregulativet:

    Rudersdal kirkegårde – takstregulativ 2024  

    Du kan også vælge at forhåndsbestille et gravsted, hvis pladsforholdene tillader det.

    Sådan erhverver du et gravsted

    Du erhverver brugsretten til et gravsted ved at henvende dig til Kirkegårdskontoret.

    Her kan du aftale tid for en fremvisning af ledige gravsteder, og en medarbejder fra kontoret fortæller om evt. særlige bestemmelser og priser for det valgte gravsted.

    Du kan vælge et tidspunkt mellem kl. 8-14 mandag - torsdag og kl. 8-13 fredag. Dette koordineres med kirkegårdskontoret.

  • Når du har købt brugsretten til et gravsted, er det vigtigt at vide, at der knytter sig en såkaldt ”fredningstid” til nedsættelse af både kister og urner.

    Det betyder, at når du i et gravsted nedsætter enten en kiste eller en urne, forpligter du dig til at have det i et bestemt antal år.

    I Rudersdal Kommune er fredningstiden denne:

    • Ti år for urner
    • 20 år for urner indsat i gravkamre
    • 20 år for kister (40 år på Birkerød Kirkegård)

    Så hvis du har nedsat en kiste i et kistegravsted, kan du ikke opsige dette før 20 år efter den seneste begravelse.

    Hvis du derimod gerne vil bevare gravstedet ud over disse tidsrum, kan brugsretten som regel forlænges med fem, ti eller 20 år ad gangen.

    Forlængelsen kan ske, efter indehaveren af brugsretten har ansøgt Kirkegårdskontoret.

    Du kan naturligvis også vælge at nedlægge gravstedet, når fredningstiden er udløbet, eller du kan overdrage brugsretten til en anden.

  • Når urnen eller kisten er nedsat, modtager du et gravstedsbrev, og du er hermed blevet indehaver af brugsretten til gravstedet.

    I brevet kan du læse om den nøjagtige placering af kisten / urnen samt tidspunkt for erhvervelse og udløb.

    Herefter kan du anlægge gravstedet på den måde, du ønsker, det skal være. Du skal dog være opmærksom på, at der gælder særlige regler for udsmykning og beplantning af visse gravstedstyper. Du har to muligheder:

    Du kan selv anlægge gravstedet, eller kirkegårdens anlægsgartnere kan udføre opgaven.

    Den endelige udformning skal godkendes af Kirkegårdskontoret før udførelse.

    Godkendelsen kan ske på baggrund af en beskrivelse eller en tegning. Du skal huske, at anlægget skal udføres, så det ikke forhindrer renholdelsen på kirkegården.

    Læs mere om renholdelse og vedligehold herunder.

  • Et gravsted kan være omfattet af obligatorisk ren- og vedligeholdelse.

    Konkret betyder det, at du skal forudbetale et beløb til kirkegården, når du erhverver et sådant gravsted. Herefter sørger kirkegården for den løbende ren- og vedligeholdelse.

    Ydelsen dækker fjernelse af visne buketter, ukrudt, blade og gravlys. Dertil kommer mindre beskæring af beplantning samt gødning af roser og rhododendron.

    Den obligatoriske ren- og vedligeholdelse betales forud for hele den periode, som brugsretten gælder, og gælder følgende:

    • Alle urnegravsteder
    • Alle reserverede gravsteder
    • Specifikke afdelinger og gravsteder

    For øvrige gravsteder kan du vælge selv at stå for ren- og vedligeholdelse. Du kan også vælge, at kirkegården ren- og vedligeholder gravstedet mod betaling.

    Ren- og vedligeholdelse af fællesarealer

    Når du erhverver eller fornyer et gravsted, er du med til at betale for ren- og vedligeholdelse af fællesarealer på kirkegården dvs. stier, græsarealer, hække og træer.

    Hækkene rundt om de enkelte gravsteder ejes af kirkegården. De klippes, udskiftes og vedligeholdes af kirkegårdens gartnere.

    Alle større træer på fællesarealer bliver også passet af kirkegården.

  • Kirkegården tilbyder at levere blomster som tilkøb til gravstedet. Det gælder forårs-, sommer- og efterårsblomster samt julepyntning inkl. gran.

    Blomsterne kan købes til dagspris og kan variere, men sortimentet består hovedsageligt af følgende:

    • Påskeliljer
    • Forglemmigej
    • Hornvioler
    • Isbegonier
    • Efterårslyng
    • Juletulipaner
    • Granpyntning

    Omkostningerne betales årligt af indehaver af brugsretten til gravstedet. Man kan også vælge at forudbetale for hele perioden.

    Gravmonumenter

    Gravmonumenter omfatter store gravsten fx skulpturer, statuer o.l.

    Generelt gælder, at opretstående gravmonumenter skal funderes forsvarligt, og store gravmonumenter over en meter skal godkendes af kirkegårdskontoret.

    Regler for udsmykning af gravsted

    For alle kirkegårde i Rudersdal gælder, at du ikke må anvende udsmykning som fx indgangssøjler, bænke, knuste stenmaterialer, stole, skulpturer, glas til buketter, lyskæder og solenergilamper uden forudgående aftale med Kirkegårdskontoret.

    Er du i tvivl om, hvad der må placeres på gravstedet, skal du kontakte Kirkegårdskontoret.

    På alle kirkegårde med undtagelse af Høsterkøb Kirkegård er det tilladt at opsætte og efterlade levende lys. Men lysene skal være specielt fremstillet og beregnet til udendørsbrug, og flammen skal være indkapslet på grund af brandfare.

    Spørg eventuelt på Kirkegårdskontoret.

    Udsmykning, som ikke overholder kirkegårdenes bestemmelser, vil blive fjernet af kirkegården.

  • Årets gang og årstidernes skift sætter også sit præg på kommunens kirkegårde.

    Herunder kan du se, hvordan et typisk år ser ud, og hvad der sker i de forskellige årstider.

    • Når foråret begynder, fjernes eventuel gran fra gravstederne, og kirkegården gøres forårsklar.
    • I ugen op til påske udplantes hornvioler, forglemmigej og påskeliljer.
    • I starten af juni udplantes isbegonier og andre sommerblomster.
    • I september plantes efterårslyng.
    • I november og december bliver der gjort juleklar med granpyntninger og mospuder. Granpyntningerne er klar inden 15. december.
    • I ugen op til jul sætter gartnerne de små røde juletulipaner ud.

    Vi gør opmærksom på, at mange rådyr spiser de friske hornvioler i foråret. De spiser også gerne friske tulipaner og lignende.

    OBS: Mus spiser juletulipaner, mens skaderne også hapser hornviolerne.

    Alle hækkene bliver klippet i sommermånederne, og dette arbejde fortsætter hen i september.

    I oktober maskinklipper vi de store bøgehække.

    Anlæg af gravsteder udføres normalt i foråret og sensommeren.