Hop til hovedindhold

Skoleindskrivning

Rudersdal Kommunes skoler glæder sig til at byde nye skolebørn og deres forældre velkomne.

Hvis dit barn skal starte i skole august 2025, skal du indskrive dit barn mellem den 1. og 15. november 2024. 

Vi linker til indskrivningen her på siden i indskrivningsperioden. 

Bor du i Rudersdal Kommune, modtager du information og vejledning om skoleindskrivningen i e-Boks, inden skoleindskrivningen åbner. 

Om skoleindskrivning

  • I Rudersdal Kommune ligger otte skoler fordelt på seks skoledistrikter: 

    • Holte Skole
    • Ravnholm Skole
    • Skovlyskolen
    • Trørødskolen
    • Vedbæk Skole
    • Birkerød Skole, Rude Skov Skole og Søholmskolen

    Birkerød Skole, Rude Skov Skole og Søholmskolen er som en femårig forsøgsordning samlet som et skoledistrikt. Læs mere om dette længere nede på siden. 

    Uanset om du vælger en folkeskole eller en privatskole til dit barn, er det vigtigt, at dit valg bliver registreret i den digitale indskrivning.

    Frit skolevalg

    Jeres adresse afgør, hvilken distriktsskole, dit barn tilhører. Dit barn har krav på at blive optaget på distriktsskolen, men da vi i Danmark har frit skolevalg, kan du også søge om indskrivning på en anden skole end distriktsskolen - også uden for Rudersdal Kommune. 

    Frit skolevalg betyder dog ikke, at du er garanteret plads på den skole, du søger.

    Når du søger en anden skole end din distriktsskole

    Vi bestræber os altid på at imødekomme alle ønsker. Når du søger om en anden skole end distriktsskolen, afhænger det dog af, hvor mange ledige pladser der er, og hvor mange der søger om optagelse. Fordelingen af pladser sker efter nogle politisk vedtagne kriterier, som uddybes i Styrelsesvedtægt for Skoleområdet i Rudersdal Kommune:

    1. Hensynet til familiens skoleønske. Pladserne fordeles så vidt muligt efter forældrenes 1. ønske, men i et overordnet hensyn til, at ingen børn skal have længere end 2,5 kilometer til skole. 
      Hvis der er skoler, som flere har ønsket, end der er kapacitet til på skolen, fordeles pladserne efter de to kriterier Søskende på skolen og Afstand mellem hjem og skole.
    2. Søskende på skolen. Børn med søskende, som allerede går på skolen i et visiteret skoletilbud, er sikret plads på den samme skole som sin ældre søskende. Børn med søskende, som allerede går i skolens almentilbud, har fortrinsret og tildeles plads før børn, der ikke har søskende på den ønskede skole.  
      Søskende defineres som biologiske halv- og helsøskende samt børn med samme folkeregisteradresse.
    3. Afstand mellem hjem og skole. Der kan være situationer, hvor andre børn end dem, der bor tættest på skolen, tildeles pladser først for at sikre, at ingen har en skolevej på mere end 2,5 kilometer, medmindre forældrene selv har ønsket det. Derfor er det ikke blot afstanden fra familiens hjem til den ønskede skole, der er afgørende for tildelingen af pladser. Også afstanden til andre skoler samt andre familiers afstand til skolen inddrages i fordelingsprocessen.

    Bemærk: Der gælder særlige regler for fordelingen af børn i det samlede skoledistrikt for Birkerød Skole, Rude Skov Skole og Søholmskolen samt for børn, der tilhører en distriktsskole med to afdelinger. 

    Skriv din adresse i herunder for at finde dit barns distriktsskole.

  • Forud for skoleindskrivningen holder Rudersdal Kommunes otte folkeskoler informationsmøde, hvor du har mulighed for at besøge de skoler, du gerne vil vide mere om. Her kan du se skolens fysiske rammer, høre om skolens hverdag og få svar på eventuelle spørgsmål.

    Se dato for skolernes informationsmøder her:

    Birkerød Skole

    Tid
    Tirsdag den 29. oktober 2024 kl. 17.00-19.00

    Sted
    Birkerød Skole, Birkerød Parkvej 12, 3460 Birkerød

    Gå til skolens hjemmeside

    Holte Skole

    Tid: 
    Onsdag den 30. oktober 2024 kl. 17.00-19.00

    Sted:
    Afdeling Rønnebærvej, Rønnebærvej 33, 2840 Holte

    Gå til skolens hjemmeside

    Ravnholm Skole

    Tid
    Tirsdag den 12. november 2024 kl. 17.00-19.00

    Sted
    Afdeling Nærum, Fruerlund 9, 2850 Nærum (kl. 17.00-17.55)
    Afdeling Vangebo, Vangeboled 9, 2840 Holte (kl. 18.00-19.00)

    Gå til skolens hjemmeside

    Rude Skov Skole

    Tid:
    Onsdag den 23. oktober 2024 kl. 16.30-19.30

    Sted:
    Afdeling Høsterkøb, Nedenomsvej 22, 2970 Hørsholm (kl. 16.30-17.30)
    Afdeling Sjælsø, Ravnsnæsvej 120, 3460 Birkerød (kl. 17.45-18.45)

    Kl. 18.45-19.30: Overordnet orientering om Rude Skov Skole på afdeling Sjælsø

    Gå til skolens hjemmeside

    Skovlyskolen

    Tid:
    Torsdag den 7. november 2024 kl. 17.00-18.30

    Sted:
    Skovlyskolen, Borgmester Schneiders Vej 40, 2840 Holte

    Gå til skolens hjemmeside

    Søholmskolen

    Afdeling Bistrup

    Tid:
    Mandag den 4. november 2024 kl. 16.30-18.00

    Sted:
    Nordvanggårdsvej 17, 3460 Birkerød

    Afdeling Toftevang

    Tid:
    Tirsdag den 5. november 2024 kl. 16.30-18.00

    Sted:
    Teglporten 9, 3460 Birkerød

    Gå til skolens hjemmeside

    Trørødskolen

    Tid:
    Onsdag den 6. november 2024 kl. 17.15-19.15

    Sted:
    Gl. Holtevej 2, 2950 Vedbæk

    Gå til skolens hjemmeside

    Vedbæk Skole

    Tid:
    Onsdag den 13. november 2024 kl. 17.00-18.30

    Sted:
    Henriksholms Allé 2, 2950 Vedbæk

    Gå til skolens hjemmeside

  • Når dit barn skal starte i skole i august, begynder han eller hun allerede den 1. maj i SFO på den nye skole. 

    Det er derfor vigtigt, at du melder dit barn ind i SFO'en på den skole, du ønsker, når du indskriver dit barn til skole. Du kan gøre begge dele samtidig.

    OBS: For Birkerød Skole, Søholmskolen og Rude Skov Skole gælder det, at hvis dit barn får plads på en anden skole end jeres 1. prioritet, sørger forvaltningen for automatisk at flytte SFO-indmeldelsen til den skole, I får tilbudt plads på.

    Meld dit barn ind i SFO

    Hvis dit barn går i en af kommunens daginstitutioner eller dagpleje, bliver han eller hun automatisk udmeldt derfra den 30. april samme år.

  • Du modtager et velkomstbrev fra den skole, dit barn har fået plads på, i starten af februar det år, dit barn skal starte i skole.

  • Birkerød Skole, Søholmskolen og Rude Skov Skole tilhører ét samlet skoledistrikt. Det betyder, at børn, der skal starte i skole og bor i distriktet, ikke tilhører en bestemt skole, men kan ønske indskrivning på alle tre skoler.

    Her kan du læse, hvordan pladserne på de tre skoler fordeles, hvis det ikke er muligt at tilbyde alle børn plads på den skole, forældrene har ønsket.

    Læs mere i Styrelsesvedtægt for Skoleområdet i Rudersdal Kommune

    Når vi fordeler pladserne på de tre skoler, sker det efter disse principper:

    1. Hensynet til familiens skoleønske
    2. Søskende på skolen
    3. Nærhed

    Hensynet til familiens skoleønske

    Pladserne fordeles så vidt muligt efter forældrenes 1. ønske, men i et overordnet hensyn til, at ingen børn skal have længere end 2,5 kilometer til skole, med mindre familien selv har ønsket det. 

    Hvis der ved fordelingen er skoler, som flere har ønsket, end der er kapacitet til på skolen, fordeles pladserne efter de to øvrige principper, søskendegaranti og nærhed. 

    Søskende på skolen

    Børn med søskende på skolen i indskrivningsperioden er omfattet af søskendegaranti og tildeles derfor pladser på skolen først. Søskende defineres som biologiske halv- og helsøskende samt børn med samme folkeregisteradresse. 

    Nærhed

    Der kan være andre børn end de børn, der bor tættest på skolen, der får tildelt pladser først. Dette sker for at sikre, at ingen børn ved indskrivningen til 0. klasse får mere end 2,5 kilometer til skole, medmindre forældrene selv har ønsket skolen. Dermed er det ikke kun afstanden fra familiens bopæl til den ønskede skole, der er afgørende for at få plads på skolen. Også afstanden til andre skoler og de øvrige familiers afstand til skolen indgår i fordelingen.

    Hvis det ikke er muligt at tildele dit barn plads på den skole, du har angivet som 1. ønske, prøver vi at tildele plads på dit 2. ønske. Hvis det heller ikke er muligt, tilbydes dit barn plads på dit 3. ønske. 

    Øvrige faktorer i fordelingen af pladser

    Ud over familiens skoleønske, søskendegaranti og nærhed tages der i fordelingen af pladser hensyn til følgende:

    • Rudersdal Kommunes egne borgere går forud for andre.
    • Børn fra andre kommuner eller skoledistrikter tilbydes kun plads i klasser, der efter fordeling af kommunens egne børn har færre end 24 elever. For skoler/afdelinger med eller under to spor er denne grænse 23 elever.
    • Klasserne skal have en ensartet størrelse, så tæt på 24 elever som muligt.

    Baggrund

    Sammenlægningen af Birkerød Skole, Søholmskolen og Rude Skov Skoles distrikter er en femårig forsøgsordning, godkendt af Børne- og Undervisningsministeriet. Forsøget startede i 2023/24 og løber til og med 2027/28. 

    Samlingen udspringer af elevtalsprognosen for 2022-2034, der viser, at det forventede stigende elevtal i Rudersdal Kommune fordeler sig ujævnt på tværs af kommunen. Særligt Birkerød Skole er udfordret af, at skolen ikke kan rumme det stigende elevtal i distriktet, mens der er færre elever, end der er plads til, på de nærliggende skoler Rude Skov Skole og Søholmskolen.

  • Fire af kommunens otte skoler er fordelt på to matrikler. Tre af dem har børnehaveklassetilbud på begge afdelinger. Det drejer sig om Ravnholm Skole, Rude Skov Skole og Søholmskolen. Holte Skole er også en skole fordelt på to matrikler, men her er årgangene fordelt med 0.-5. klasse på den ene matrikel og 6.-9. klasse på den anden.

    Kommunalbestyrelsen har vedtaget følgende kriterier for optagelse i et skoledistrikt med to matrikler:

    1. Søskendegaranti. Børn med søskende på skolen i indskrivningsperioden er omfattet af søskendegaranti og er dermed sikret plads på samme afdeling som sin ældre bror/søster. Søskende defineres som biologiske halv- og helsøskende samt børn med samme folkeregisteradresse. 
    2. Nærhed. Pladserne fordeles så vidt muligt efter forældrenes 1. ønske, men i et overordnet hensyn til, at ingen børn skal have længere end 2,5 kilometer til skole. Dermed er det ikke kun afstanden fra familiens bopæl til den ønskede afdeling, der er afgørende for at få plads. Også de øvrige familiers afstand til skolen indgår i fordelingen.

    Læs mere i Styrelsesvedtægt for Skoleområdet i Rudersdal Kommune

  • Hvis du flytter til Rudersdal Kommune og ønsker, at dit barn skal gå i en folkeskole i kommunen, skal du kontakte den skole, du gerne vil indskrive dit barn på. 

    Det gælder både, hvis du ønsker at indskrive dit barn på distriktsskolen (den lokale folkeskole), og hvis du ønsker at indskrive dit barn på en anden folkeskole i kommunen.

    Skolen sørger herefter for at indskrive dit barn. Vær opmærksom på, at dit barn kun kan blive optaget på en anden folkeskole end distriktsskolen, hvis der er plads på skolen.

    Hvis I endnu ikke er flyttet til kommunen, kan I forud for indskrivningen blive bedt om at fremvise købs- eller lejekontrakt som dokumentation for, at I flytter til Rudersdal Kommune.

    Find jeres distriktsskole her

    Overgangen fra dagtilbud til skole

    Det er en god idé, at du og dit barn besøger den nye skole før skolestart. Dette vil yderligere styrke den genkendelige atmosfære, der er afgørende for at give dit barn en tryg start på skolen. 

    Vi opfordrer dig til at kontakte skolen og aftale et besøg, hvor dit barn kan udforske legepladsen og de fysiske omgivelser og måske møde en af de voksne, der vil tage imod børnene i SFO eller børnehaveklassen. Vi ser frem til at byde jer velkommen til Rudersdal Kommune.

Tidlig skolestart

  • Ifølge Folkeskoleloven skal et barn begynde i skole i det år, hvor barnet fylder seks år. Forældre kan dog vælge at lade barnet starte et år tidligere, hvis barnet fylder fem år inden 1. oktober og kan følge undervisningen i børnehaveklassen.

    Tidlig skolestart skal baseres på en individuel vurdering af barnets udvikling og modenhed.

    Hvis du mener, at dit barn vil have gavn af at starte skole et år tidligere, kan du ansøge om tidlig skolestart.

  • Hvis du er i tvivl om, dit barn er klar til at starte i skole, kan du altid tale med dit barns børnehus. Det pædagogiske personale kender dit barn godt og ved, hvad der forventes i skolen.

    Tidlig skolestart skal være begrundet i barnets udvikling.

    For eksempel kan tidlig skolestart være en mulighed, hvis du og personalet oplever, at dit barn er vokset fra sine jævnaldrende i børnehaven. Måske er barnet mere modent, har mistet interessen for lege med de andre børn og foretrækker at være sammen med voksne. Dit barn kan også have større interesse for læring eller trives bedre sammen med ældre børn.

  • Hvis du ønsker, at dit barn skal starte i skole et år tidligere, kan du ansøge om tidlig skolestart.

    Ansøgning om tidlig skolestart

    Når du har udfyldt skemaet, skal det sendes til dit barns børnehus. Her færdiggør de skemaet og sender det videre til forvaltningen senest 1. november.

    Ansøgningen skal indeholde en vurdering af, hvorfor tidlig skolestart er ønsket. Vurderingen skrives af børnehusets leder i samarbejde med dig og barnets pædagog.

    Efter ansøgningen er sendt, inviterer den ønskede skole jer til en samtale. Her vurderes det, om tidlig skolestart er det rigtige for jeres barn. De fleste beslutninger træffes ved denne samtale.

    Hvis der er tvivl om, hvorvidt dit barn er klar, kan han eller hun få lov at prøve en dag i en børnehaveklasse. Her vil der måske også være en psykolog eller logopæd til stede.

    Det er skolelederen, der træffer den endelige beslutning om tidlig skolestart, efter råd fra fagfolk som børnehaveklasselederen eller logopæden.

    Hvis dit barn vurderes klar til skole, vil skolen stå for den digitale indskrivning.

    Hvis I ønsker en anden skole via frit skolevalg, skal I angive tre prioriterede ønsker.

    Forvaltningen behandler ansøgningen om tidlig skolestart, og I modtager svar i løbet af januar.

    I får besked om, hvilken skole jeres barn er optaget på, når klassedannelsen er færdig primo februar.

Udsat skolestart

  • Ifølge Folkeskoleloven skal børn starte i skole det år, de fylder seks år. I Rudersdal Kommune tilbydes alle kommende 0. klasseelever plads i SFO fra 1. maj.

    Skolestart kan dog udskydes med et år, hvis barnets udvikling gør det nødvendigt. Det er kommunen, der fastsætter proceduren for udsættelse.

    Skolerne i Rudersdal Kommune er klar til at modtage børnene, når de når skolealderen. Vi ved, at børn udvikler sig i forskelligt tempo, og at de lærer på forskellige måder. Derfor tilrettelægger vi undervisningen, så der er udfordringer for alle. Skolerne tilbyder også specialpædagogisk bistand til børn, der har brug for det.

    Som forælder kan du søge om at udsætte dit barns skolestart med et år, hvis du vurderer, at barnet endnu ikke er klar. Udsættelsen sker på baggrund af en individuel vurdering af barnet og forventningen om, at barnet vil kunne følge undervisningen det efterfølgende år.

  • Hvis du er i tvivl om, dit barn er klar til at starte i skole, kan du altid tale med dit barns børnehus. Personalet kender dit barn godt og ved, hvad der forventes i skolen. Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) kan også hjælpe med at vurdere, om dit barn har gavn af at blive i børnehuset et år mere.

    Udsat skolestart skal være begrundet i barnets udvikling.

    Nogle grunde til at udsætte skolestart kan være, at dit barn har brug for mere tid til at udvikle sig. Dette kan skyldes forsinket udvikling på grund af sygdom, for tidlig fødsel eller midlertidige sociale vanskeligheder i familien. I disse tilfælde kan et ekstra år i børnehuset være en fordel for barnet.

    Hvis du vurderer, at dit barn har gavn af et ekstra år i børnehuset, kan du ansøge om skoleudsættelse. Ansøgningen laves i samarbejde med børnehuset og skal indeholde en vurdering, der forklarer, hvorfor du ønsker udsættelse.

    Børnehusets leder, sammen med dig og barnets pædagog, skriver vurderingen. Den skal kort beskrive, hvordan et ekstra år i børnehuset vil støtte dit barns udvikling og forberede det til skolestart året efter, samt hvordan barnets behov kan tilgodeses i den yngre børnegruppe, som barnet vil være en del af.

  • Kontakt dit barns børnehus og udfyld ansøgningsskemaet sammen med dem. Børnehuset har skemaet, og private børnehuse kan få det hos forvaltningen (kontaktoplysninger findes nederst på siden).

    Det er børnehuset, der sender ansøgningsskemaet til forvaltningen.

    Ansøgningsfristen er 1. november.

    Du får svar på din ansøgning senest i januar.

    Beslutningen er endelig og kan ikke ankes.

    OBS: Selvom du søger om udsættelse af skolestart, skal du stadig indskrive dit barn til skolestart.

    Hvis ansøgningen om udsættelse bliver godkendt, sørger forvaltningen for at fjerne dit barn fra indskrivningen.

    Når du indskriver dit barn, skal du ikke vælge "Ønsker udsat skolestart". Vælg i stedet den skole eller de skoler, du ønsker plads på.