Om rusmiddelcentret
Rudersdal Rusmiddelcenter er et mindre rusmiddelcenter som tilbyder alkohol- og stofbehandling samt -rådgivning. Vi har en bred specialiseret faglighed, og tilbyder både medicinsk og socialfaglig behandling samt behandling fra 15 år og opefter til 100 år.
Rudersdal Rusmiddelcenter har fokus på faglig udvikling og arbejder evidensbaseret efter de nationale retningslinjer indenfor alkohol- og stofbehandling. I behandlingen anvender vi den motiverende samtale samt kognitiv adfærdsterapi, og arbejder altid ud fra den enkeltes mål for behandlingen.
Alle screenes for rusmiddelproblemets indflydelse på deres livssituation inden behandling igangsættes og der følges op med TEM – Trivsel og effektmonitorering ved hver samtale, så den enkelte visuelt kan følge sin udvikling.
Vi ved, at forandringer skabes og fastholdes lettere, hvis forandringen giver mening for den enkelte. Derfor støtter vi op om målet for behandlingen og arbejder tillidsbaseret med at fastsætte små realistiske og opnåelige delmål, på vejen til det endelige behandlingsmål.
Vi er også optaget af at etablere et tæt tværfagligt samarbejde med andre kolleger indenfor kommunens øvrige forvaltninger såvel som på tværs af sektorer i forhold til borgerens egen læge, hospitaler, psykiatrien, Kriminalforsorg mv. Vi er overbevist om, at et tæt helhedsorienteret og parallelt koordineret forløb giver de bedste resultater for borgere og letter arbejdet for andre professionelle fagfolk omkring borgeren.
Rudersdal Kommune har en strategi – Vi lykkes kun i fællesskab – og denne strategi definerer rusmiddelcentrets arbejde med borgere, deres pårørende og samarbejdspartnere. Vi ved, at vaner kan brydes og at forandringer er lettere at gennemføre, når der er støtte og opbakning til det. Det tilbyder vi - og vi vil også gerne hjælpe pårørende til mennesker med rusmiddelproblemer til at kunne støtte bedst muligt og bryde uhensigtsmæssige vaner.
Når du kommer i Rudersdal Rusmiddelcenter vil du opleve, at kulturen er positiv, åben og imødekommende. Vi byder gerne på en kop kaffe i vores lyse lokaler.
Rudersdal Rusmiddelcenter ligger midt i Birkerød med gode offentlige transportforbindelser, så det er nemt at komme hertil.
Vil du vide mere er du velkommen til at kontakte os nedenfor.
Sundhed og Træning, Rudersdal Rusmiddelcenter
Teglporten 11
3460 Birkerød