Borgersamling i Rudersdal
Her kan du få en indsigt i borgersamlingen, der strakte sig fra udgangen af oktober 2020 til midten af 2021, og som resulterede i syv bæredygtige anbefalinger til lokalpolitikerne fra engagerede borgere i Rudersdal.
De syv anbefalinger
-
1. anbefaling tager afsæt i biodiversitet, dyreliv og natur.
Vores drøm
Vi drømmer om et Rudersdal, hvor politikere, borgere og erhvervsliv tager ansvar for at skabe en grønnere, rigere og endnu mere mangfoldig natur til de fremtidige generationer, gennem viden om biodiversitet og ændring af adfærd.
Principper
- Bæredygtighed skal tænkes ind i handlinger og beslutningsprocesser alle steder i kommunen, offentligt og privat.
- For alle politiske beslutninger, som bliver vedtaget, skal det oplyses, hvordan byrådets beslutning påvirker dyreliv og biodiversitet i Rudersdal.
- Mangel på ressourcer er ikke et argument for at tilsidesætte hensyn til bæredygtighed. Alle skal bidrage med det, som de kan.
- Information om biodiversiteten i Rudersdal skal være tilgængelig for borgere til alle tider.
- Rudersdal skal altid ligge i top 5 blandt Danmarks kommuner, når det kommer til biodiversitet, vandkvalitet og skovkvalitet.
Forslag
- Etablering af et råd for bæredygtighed bestående af borgere, erhvervsdrivende, kommune, andre aktører og interesseorganisationer, som sammen udarbejder konkrete planer for at opnå bæredygtige mål, og som følger op og garanterer, at målene opfyldes indenfor tidsfristen. Bæredygtighed skal tænkes ind i handlinger og beslutningsprocesser alle steder: I kommunen, offentligt og privat. (63%)*
- Kommunal støtte til foreninger og initiativer, som udbreder viden om natur og biodiversitet blandt borgerne i Rudersdal. Herunder også støtte til projekter, som inviterer til ny eller anderledes brug af naturen, og som fremmer borgernes naturoplevelser (f.eks. oprettelse af forhindringsbaner, shelters og andet). Økonomisk og praktisk støtte til at realisere initiativer, der ændrer folks adfærd overfor naturen. (44%)
- Etablering af en hjemmeside/app/grupper på sociale medier, som kan inspirere og vejlede borgere til mere vilde og biodiverse haver.(31%)
- a. Konkurrencer om den vildeste have: a.skab en vild have b. dokumenter de forskellige dyrearter, din have tiltrækker(via foto, video)
- b. Information og vejvisning til særlige haver, som borgerne kan besøge f.eks. til Den Gamle Præstegård, De Runde Haver i Nærum, eller andre besøgshaver rundt om i Rudersdal
- c. Borgerfrivillige eksperter bidrager med specialviden, så information om naturen i Rudersdal kan blive spredt blandt alle interesserede (Et forum)
- d. Promovering af virksomheder og private, som går forrest i kampen for vildere haver og arealer
- e. iNaturalist app for Rudersdal, hvor vi deler observationer.
- Offentlige arealer skal inspirere borgere til at anlægge vilde, private haver. (31%)
- Frigiv offentlige arealer så borgerne selv kan bruge dem til at fremme dyre- og planteliv i kommunen.
- Opret flere badesøer i Rudersdal Kommune.
- Tilbyd ”Vild”-vejledning: F.eks. ”Hvordan får jeg pindsvin i min have?” eller ”Hvordan får jeg flere sommerfugle i min have?”.
- For hele Rudersdal skal der udarbejdes en overordnet plan for naturområder, som er offentlig tilgængelig: Status Nu og hvordan det ser ud fremadrettet? Jf. delmål for biodiversitet. Samtidig udnævnes specifikke naturarealer til særlige ”Områder for biodiversitet”: både mark, eng, skov, haver, vandløb,søer og hav.
- Månedlig naturkvalitetsregistrering, herunder måling af vandkvalitet (drikkevand, spildevand og badevand). Resultat af diverse lokale miljø- og biodiversitetsmålinger skal være offentligt tilgængelige og lette at orientere sig i.
- Alle marker i kommunen dyrkes økologisk. Ingen kunstgødning i Rudersdal! Kun fritgående husdyrhold i Rudersdal. Forbud mod spredning af gylle fra industrielt landbrug i kommunen. Brug af pesticider indberettes til kommunen, som registrerer og følger op på omfang/art. Skab mulighed for etablering af økologiske mikro- jordbrug, etablering af skolehaver, familiehaver, beboerforeninger, haveforeninger, cooperativer, hvor borgere selv dyrker grønt til eget brug eller videresalg.
*(Procentsatser angiver borgersamlingens prioriterede forslag og målepunkter)
Målepunkter
- Øjeblikkeligt STOP for inddragelse af skov, marker og naturområder til beboelse, erhverv og veje, så der bliver plads til naturen og dyrelivet i fremtiden. Dette skal være en fast del af alle kommunalplaner. (71%)
- Danmarks reneste spildevand udledes i Rudersdal i 2025. (71%)
- Antallet af insekt-, dyre- og plantearter, der findes i Rudersdal i 2050 skal bringes på niveau med biodiversitet i 1950. (53%)
Vi ønsker, at der sættes delmål for 2025, 2030, 2035, 2040 og 2045, og den forventede stigning i antallet af insekt-, dyre- og plantearter skal klart fremgå.
-
2. anbefaling tager afsæt i bo, bygge og energi.
Vores drøm
Vi drømmer om et Rudersdal, hvor boliger opvarmes med grøn energi – alt fossilt er udfaset. Materialer fra nedrivningsbygninger genanvendes og der er materialepas på alle elementer i nybyggeri. Vi er både kreative og kritiske, har øje for høj udnyttelsesgrad af byggemassen, gennemtænker nuværende byggeri ift. påtænkt nybyggeri ud fra placering og formål/funktion. Vi bevarer, hvor vi kom fra – de gamle landsbystrukturer - og fastholder/bevarer de gode grønne områder, som er et væsentligt element i vores grønne kommune. Vi bruger ikke flere (energi)ressourcer i Rudersdal på byggeri og bolig, end hvad der svarer til, hvad jorden kan bære, hvis alle bor som vi gør i Rudersdal.
Principper
- Vi ønsker løsninger gennem forandringsfællesskaber, fra det lille fællesskab mellem den enkelte borger/virksomhed og kommunen i fx en byggesag m.m. til de store tværgående fællesskaber. Bæredygtighed i alle aspekter er det naturlige udgangspunkt overalt.
- Inddragelse og solid oplysning om hvad og hvorfor danner grundlag for forståelse for at løse udfordringerne og nå målene.
Forslag
- Kommunen tager gennem aktivt lederskab initiativ til en tidsplan for en trinvis udrulning af mere grøn energi (2-3 trin) (100%).
- Der stilles gradvist stigende krav til procentandel af genanvendte materialer ved alt nybyggeri og renovering i kommunen. Nye produkter skal indeholde stigende grad af genanvendte materialer (72%).
- Kommunen kontakter alle boligejere udenfor ”fjernvarme- zonerne” for at høre deres interesse for at tilslutte sig i fx. 2023, 2025, 2027. Inden for hvert trin arbejdes der sammen med interesserede borgere på at nå frem til et optimalt tilbud fra udbyder af opvarmningsløsninger (fx varmepumper) teknisk såvel som økonomisk for borgerne, gennem den stærke forhandlingskraft.
- Både kommune, erhverv og borgere forpligter sig på større bæredygtighed, og for at vi når målene.
- Dokumentationskrav i relevante ambitiøse standarder (fx DGNB) inddrages. Både nedrivning og nybyggeri evalueres ud fra bæredygtighedsprincipper.
- Hvad ville den mest bæredygtige løsning være:
- Kan nye anderledes anvendelser blive muligt, hvad er formålet?
- Bebyggelsesprocent i villaområder justeres til fordel for mindre boliger, med et mindre forbrug af byggematerialer/lavt energiforbrug, hvilket samtidig understøtter yngre tilflyttere til kommunen og bredere aldersfordeling (leave no one behind)
- Kommunen opbygger en funktion, der fungerer som vidensbank, tovholder, omdrejningspunkt, koordinator og formidler blandt andet via digitale platforme og egen hjemmeside.
Målepunkter
- 100 % omstilling til fjernvarme (tæt bebyggelse) og varmepumper/andre løsninger (villakvarterer/spredte bebyggelser inden 2035) (88%)
- I 2050 er der materialepas på alle bygninger i Rudersdal 50% genanvendte materialer i nybyggeri 2035 (59%)
- Anvendelsesprocent by - kulturlandskab/natur (< 60%) fastholdes (47%)
- Vi ønsker løsninger gennem forandringsfællesskaber, fra det lille fællesskab mellem den enkelte borger/virksomhed og kommunen i fx en byggesag m.m. til de store tværgående fællesskaber. Bæredygtighed i alle aspekter er det naturlige udgangspunkt overalt.
-
3. anbefaling tager afsæt i fødevarer, forbrug og genbrug.
Vores drømme
Vi drømmer om, at det nemme valg altid er at vælge bæredygtigt. At der udvikles bæredygtige fællesskaber, både institutionelt og blandt borgerne selv, så vi kan samles om en reducering af ressourcespild og en holdningsændring, hvor det bliver positivt og let at handle bæredygtigt. En ændring, der kan skabe nye forbrugsmønstre og skabe gejst og interesse for flere grønne investeringer.
PRINCIPPER
- Bæredygtighed skal altid indgå med større vægt end pris.
- Resultaterne af kortlægning og indsats skal formidles klart og tydeligt til borgerne.
- Kommunen skal forpligte sig til at være sparringspartner for lokale initiativtagere.
- Der skal flyttes penge fra forbrug til grønne investeringer.
Forslag
- Repair Cafeer oprettes i samarbejde med SeniorSamarbejde Rudersdal og jobcentre og/eller botilbud, som tilfører medarbejdere og unge i et inkluderende arbejdsfællesskab. Lokaler stilles til rådighed af kommunen. (59%)
- Institutioner og andre mindre enheder skal i højere grad selv indkøbe og tilberede mad med fokus på lokale indkøb. Private borgere og private erhvervsvirksomheder bør også opfordres til at indtænke dette i deres madplaner. (47%)
- Der skal oprettes et nyt mærke, man får tildelt hvis ens produkt bliver produceret og transporteret bæredygtigt og indenfor kommunegrænserne. Rudersdalmærket skal være et incitament for lokale virksomheder til at producere og transportere bæredygtigt og øge den lokale kundekreds. (35%)
- Der oprettes en vidensbank, som kortlægger kommunens forbrug på globalt plan, og dermed skaber et overblik over det kommunale aftryk. (35%)
- Supermarkeder stiller containere til rådighed, hvor folk kan bortskaffe emballage, de ikke vil have med hjem. Erfaringer kan indhentes fra Tyskland, hvor dette er eller har været lovpligtigt. (35%)
- Der etableres materialebanker og evt. samkørsel i boligforeninger, sportsklubber, kommunale institutioner mm., med deleøkonomi. Kommunen kan promovere det via hjemmeside, nyhedsbreve, foldere og Facebook-side.
- Der planlægges et større arrangement om genbrug, hvor borgere kan inspireres, og introduceres til nye måder at forbruge bæredygtigt. SFO og Ungdomsskolen udbyder undervisning i recycling og genanvendelse af materialer til nye formål eller nyt design.
- Der lanceres en kampagne med emnet “Hvor meget mad smider du ud?” for at tydeliggøre problemet ved vores forbrugskultur. Vægte opstilles i den forbindelse til vejning af madrester i kantiner, der holdes konkurrencer i at have det mindste madspild, og der sættes fokus på at skabe bedre mulighed for at købe frugt og grønt pr. vægt og ikke i færdigpakket emballage.
Målepunkter
- Kortlægning af kommunens offentlige og private forbrug hvert år mht. at fastsætte reduktionsmål for forbruget. (88%)
- Halvering af madspild 4 år efter første kortlægning og en yderligere halvering efter de næste 4 år. (75%)
- Løbende vejning af biomasse for at afgøre mængden af madspild.
-
4. anbefaling tager afsæt i cyklisme og grøn transport.
Vores drømme
Vi drømmer om et Rudersdal, hvor lokal transport foregår på cykel og via grøn transport, hvor kommunens infrastruktur understøtter den grønne udvikling, og hvor cyklismen sætter rammerne for et spirende fællesskab. Rudersdal skal tilbyde borgerne flere grønne transportmuligheder, der passer til alle typer af borgere.
Principper
- Forbedre den offentlige transport ved at gøre den mere effektiv, pålidelig, tilgængelig og komfortabel.
- Tænk grønt først.
- Gentænke transport fra passiv til aktiv.
- Cyklisme som integreret del af hverdagen og som livsstil.
- Cyklister prioriteres i infrastrukturprojekter.
- Tænk ambitiøst i stedet for pessimistisk.
- Fokuser på mennesket og menneskets sundhed.
Forslag
- Bedre dækning med lokale busser. (44%)
- Flere, bedre, sikrere og sammenhængende cykelstier – især langs skoleveje. (38%)
- Indsætte el-busser, hvor det er muligt. (38%)
- Opfordring til brug af låne-elbiler/lokale delebilsordninger for elbiler. Kommunen er med til at facilitere kontakt mellem elbilejere igennem en platform – fx facebookside eller app.
- Støtte til ladestandere hos lokale virksomheder eller boligforeninger.
- Ladestandere skal indtænkes i planer for nye byggerier.
- Undersøge om/hvornår hydrogen-busser bliver en mulighed.
- Hyppigere drift med mindre busser.
- Opfordring fra skolernes side til at cykle – indfør cykelprøver (hvis det ikke findes allerede).
- ’Cykelvenner’ – hvor elever følges i skole.
- Supercykelstier.
- Etablere cykelreparation ’cykel-repair-café’ med socialt fællesskabselement. Evt kombineret med restaurering af cykler.
- Sikker parkering for cykler ved stationer.
- Mulighed for at tage cykel med i bus og tog.
- Mulighed for at låne cykler ved stationer som ”bycykler” – med ladestandere.
- Cykelbytte-stationer – et sted, hvor man kan aflevere sin brugte cykel til fri afhentning for andre, som kan bruge den.
- Kommunen bruger sine kommunikationsplatforme til at fremme cyklisme og grøn transport og udbrede information om nye tiltag og muligheder.
- Mulighed for lån af elcykler (til prøve eller midlertidigt) fra kommunen.
Målepunkter
- 100% fuldt udbygget og sikkert netværk af cykelstier i hele kommunen (63%)
- Støj og luftforurening skal reduceres med 25% inden 2025. I 2030 skal antallet af køretøjer, som bruger fossile brændstoffer være reduceret med 80%. (56 %)
- Transporttiden med offentlig transport på tværs af kommunen skal i snit sænkes med 33% inden 2030 (50 %)
- Afstanden til den nærmeste elbil-ladestander skal være mindre end 2 km. Der bør hurtigst muligt etableres superladestandere på alle tankstationer. (50%)
- Etablering af 5 elcykel-ladestandere.
- 90% af alle børn cykler til skole.
- 100% stigning i hverdagscyklister i Rudersdal.
- 100 % af kommunens cykelstier skal have foretaget en sikkerhedsevaluering.
- Mængden af seriøse ulykker på cykelstien skal falde med 20%. Dette udregnes ift. mængden af ulykker kontra mængden af cyklister i hverdagen. Tallet kunne evt. skrives op som “Mængden af uheld pr. 1000 cyklister”.
-
5. anbefaling tager afsæt i ensomhed, social ulighed og mental sundhed.
Vores drømme
Vi drømmer om en fremtid, hvor der ingen ensomme er i Rudersdal i alle forskellige grupper af borgere i kommunen. Alle bør være med i et fællesskab, hvor vi bidrager med dét, vi er gode til. Det gælder alle typer af borgere, men især de grupper, hvor vi ved, der er mange ensomme: Børn & unge, ældre, fysisk og psykisk handicappede og borgere af anden etnisk herkomst.
Vi drømmer om en fremtid, hvor der ingen social ulighed er i Rudersdal, så alle har lige muligheder for at deltage i samfundslivet.
Vi drømmer om en fremtid, hvor alle er med til at række ud og invitere hinanden indenfor. Dette er samtidig med til at skabe glæde og trivsel og forebygge sygdom.
Vi drømmer om en fremtid, hvor vi respekterer hinandens forskelligheder, og hvor alle kan deltage i fællesskabet uanset alder, køn, etnisk baggrund, handicap etc. Det gælder alle områder i samfundslivet, arbejdslivet, sociale fællesskaber, foreningsliv, kulturliv, naturliv etc.
Principper
- Bekæmpelse af ensomhed skal højt op på dagsordenen i kommunen.
- Der skal skabes et bedre overblik over fællesskaber og aktiviteter i kommunen. Det er vigtigt, at det formuleres i et sprog, som alle borgere forstår.
- Vi skal udnytte de eksisterende rammer og faciliteter bedre og invitere flere med ind, så de kan bidrage med dét, de kan.
- En god erfaring fra Corona-tiden er, at folk nu er mere venlige, hilser og taler med hinanden, når man mødes i skoven og andre steder. Denne fællesskabsfølelse skal vi bygge videre på og tage med fremover.
- Fremme ligestilling og diversitet generelt i kommunen.
- Skabe initiativer der styrker samarbejdet med foreninger og sikrer, at der bliver skabt relationer blandt borgere på tværs af grupper, foreninger, aldersgrupper, etnisk baggrund etc.
Forslag
- Skabe bedre overblik over aktiviteter og fællesskaber. (44%)
- Lave en app, der viser alle muligheder for at deltage i fællesskaber og aktiviteter.
- Forbedre overblikket over aktiviteter og fællesskaber på kommunens hjemmeside. Det gælder også mulighederne for mentor-/buddy-programmer og ledsagere.
- Udarbejde en folder til de ikke-digitale målgrupper, der giver overblik over nogle af de vigtigste muligheder.
- Vigtigt at det formuleres i et sprog, som alle borgere forstår. Det gælder f.eks. alder, uddannelse og etnisk baggrund.
- Generelt bør der tænkes i initiativer, hvor generationer bringes sammen på tværs. (44%)
- F.eks. børnehaver og ældreboliger i samme byggeri.
- Invitere til fællesspisning på tværs af unge, ældre og etniske minoriteter i nogle af de fælleshuse, vi har. Kombineret med musik, foredrag eller andet.
- Vigtig at få frivillige med anden etnisk baggrund med i arbejdet.
- Vigtigt at der også er relativt billige lejeboliger, som kan tiltrække unge og ældre borgere og danne ramme for fællesskab på tværs af generationer.
- Kommunalbestyrelsen laver en politik til bekæmpelse af ensomhed, så det kommer lige så højt på dagsordenen som andre vigtige områder. Bør generelt tænkes med i arbejdet på forskellige områder. (38%)
- Synliggøre og evt. videreudvikle eksisterende frivilligstrategier, som samler mulighederne.
- Vigtigt at synliggøre mulighederne og aktiviteterne.
- Formidle besøgsvenner til forskellige grupper af ensomme i samarbejde med forskellige foreninger.
- Frivilligkonsulenter der kan bakke op om idéer og initiativer.
- Det skal være synligt, hvor man kan få adgang til hjælp, hvis man har sociale eller psykiske problemer, eller hvis man har misbrugsproblemer. Det kan være svært at overskue i dag, hvis man ikke har så meget overskud.
- Vi skal udnytte fælleshuse og fællesfaciliteter bedre som rammer for fællesarrangementer, foredrag, fællesspisning, fritidsinteresser m.m. Der bør være flere samlingssteder for unge.
- Man bør kunne søge midler til at lave bedre faciliteter og støtte til konkrete ”højskoleagtige” arrangementer. Sociale foreninger bør også kunne søge støtte – ikke kun foreninger under Folkeoplysningsloven.
- Vi bør invitere frivillige ind, fordi de kan noget, som vi har brug for i arbejdet. Det er vigtigt at tydeliggøre, at vi har brug for dét, de kan.
- Handikappede skal have let adgang til alle huse, faciliteter og aktiviteter i Rudersdal – både ude og inde. Det gælder alle typer af handikap. Det handler om at skabe inkluderende fællesskaber for alle mennesker.
- Styrke samarbejdet med virksomheder, som kan bidrage til at understøtte ovenstående ambitioner. Det kunne f.eks. være via flere fysiske lokaler, faciliteter og udstyr, som borgerne kan drage nytte af i arbejdet. Samtidig bør virksomhederne være opmærksomme på, at alle typer af borgere har adgang til jobs uanset baggrund.
Målepunkter
- Antallet af ensomme bør falde løbende indenfor alle kategorier. Et langsigtet mål kunne være, at der skal være under 1 %, der føler sig ensomme i de forskellige grupper i 2030. (88%)
- Måle på udviklingen i antal frivillige og antal, der deltager i foreningsliv. (88%)
- Kommunen bør tage ansvar for årligt at måle, hvor mange der føler sig ensomme indenfor de forskellige målgrupper: Børn & Unge, ældre, etniske minoriteter, fysisk og psykisk handicappede. (75%)
- Bekæmpelse af ensomhed skal højt op på dagsordenen i kommunen.
-
6. anbefaling tager afsæt i læring og uddannelse ift. bæredygtighed og verdensmål.
Vores drømme
Vi drømmer om, at alle borgere i Rudersdal deltager i en naturlig, fælles og livslang læringsproces om at handle og agere bæredygtigt, både socialt og miljømæssigt. Vi ønsker med læring at motivere til adfærdsændring, for sammen at bygge en kultur, hvor klima og fællesskab er en naturlig del af alle borgeres handlinger, mens vi deler et smil.
Vi drømmer om, at ny læring skaber en kultur, hvor vi bliver bedre til at række ud til hinanden på tværs af interesser, alder og grupper. Vores mål er, at Rudersdal bliver en kommune, som skaber adfærdsændringer, der inspirerer og får følgeskab andre steder.
Principper
- Adfærdsændring er det primære mål for læringsprocesser i bæredygtighed
- Læringsprocesser skal bygge bro mellem generationer, så ældre og børn bidrager til hinandens læring.
- Læringsprocesser skal etablere samarbejder på tværs mellem forskellige foreninger, borgergrupper, kommune, virksomheder.
- Der skal tages højde for, at bæredygtighed, som begreb, kan være en stor mundfuld for den enkelte borger, men at et skridt i den rigtige retning er bedre end ikke at gøre noget. Derfor skal løsninger være let tilgængelige, lette at forstå samt appellere til adfærdsændring.
- Involver og aktiver børn og unge, så de oplever, at de selv kan gøre en reel forskel, samtidig med at de inspirerer hinanden og andre til adfærdsændring, på en måde hvor alle kan være med.
Forslag
- Alle Rudersdals skoler gøres til verdensmålsskoler, hvor bæredygtighed og biodiversitet bliver en integreret del af undervisningen gennem temauger, konkurrencer (kåring af mest CO2 reducerende klasse/skole), faglige samarbejder på tværs af skoler og klassetrin, udnyttelse af naturen i nærområderne. (69%)
- Ambassadørkorps: Uddanne forandringsagenter, som kan støtte lokale fællesskaber, borgergrupper og foreninger i arbejdet med bæredygtighed, og som kan rådgive og inspirere om konkrete tiltag som fx. affaldssortering, ressourceforbrug, bæredygtig energi (44%)
- Ambassadører i kommunens institutioner, som får kompetencer, viden og ansvar for at arbejde for miljømæssig og social bæredygtighed.
- Netværk af kommunale bæredygtighedsambassadører, som kan erfaringsudveksle på tværs af professioner i kommunen.
- Læringsforløb tilbydes virksomheder, som ønsker at uddanne en intern bæredygtighedsambassadør.
- På skoler, gymnasier og Musik- og Billedskolen udnævnes Verdensmålsambassadører for miljø, ligestilling, ulighed etc. (Elevrepræsentanter med særligt ansvar. Uddannelse via skolenetværk).
- Frivilligkorps i samarbejde med ”Verdensmål i Hverdagsliv”
- Samarbejde med influencers, som skal være med til at gøre bæredygtighed cool i Rudersdal.
- En digital verdensmålsplatform, hvor folk kan dele idéer med kommunen og hinanden, dele viden, tips, arrangementer osv. (44%)
- Velkomstpakke til nye borgere, hvor de bliver introduceret til, hvordan Rudersdal arbejder med Verdensmål. Inddrag og opkvalificer biblioteker på tværs af Rudersdal Kommune i et samarbejde om bæredygtighed og verdensmål.
- En årlig Bæredygtighedsdag (ligesom Kulturnatten), hvor kommune, organisationer, foreninger, virksomheder og borgere sammen lærer om bæredygtighed gennem leg og aktiviteter, deltagelse, idédeling, vidensdeling.
- Kommunen forpligter sig til at kortlægge hvilke adfærdsændringer, der vil give de bedste resultater i forhold til bæredygtighed og socialt sammenhold.
- Interaktiv læring gennem leg: Udvikling af en app, som fungerer ligesom Pokemon GO, hvor borgere kan lære at “fange” bæredygtighed i den omkringliggende natur - evt. i samarbejder med andre kommuner og på nationalt plan.
- Inddrage materialer fra Verdens Bedste Nyheder i læringen.
Målepunkter
- Bæredygtighed bliver en integreret del af undervisningen i alle fag, på alle kommunens skoler og gymnasier, hele året rundt. (100%)
- Alle borgere i Rudersdal kender til kommunens arbejde med Verdensmål og bæredygtighed. (82%)
- Effekten af læring og bæredygtig adfærdsændring i Rudersdal måles på privatforbrug. (Falder nykøb (f.eks. tøj, telefon) med 10 % om året? Stiger årlig andel af genbrug med 50 %?) (59%)
-
7. anbefaling tager afsæt i kommunen som forandringspartner for lokale omstillingsfællesskaber.
Vores drømme
Vi drømmer om at binde kommunens handlingsparter tættere sammen for at sikre en virkeliggørelse af Borgersamlingens anbefalinger, således at kommunens forskellige aktører føler sig som demokratiske legekammerater i et handlefællesskab fremfor kun at se kommunen som en særskilt, formel og afgørende instans.
Principper
- Fællesmål og fællesansvar: Kommunen skal facilitere en proces, hvor det er muligt at fungere og indgå som ligeværdig samarbejdspartner, frem for som en ledende rolle.
- Det skal afdækkes, hvilke eksisterende grupper der allerede findes i kommunen, og inkludere dem i arbejdet.
- Alle borgere i Rudersdal skal mindst to gange prøve at være inviteret til at deltage i det demokratiske arbejde og beslutningsprocesser i kommunen.
Forslag
Der skal oprettes et omstillingsfællesskab for hver af borgersamlingens anbefalinger, som skal arbejde med en implementering og evt. videreudvikling af anbefalingerne. Hver gruppe sammensættes af repræsentanter for forskellige af kommunens relevante forandringspartnere som erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner, frivilligforeninger, kommunen selv og så selvfølgelig almene borgere. Udvælgelse til at deltage i disse omstillingsfællesskaber går efter et stafet-princip, når man har deltaget i gruppen i et kvartal, giver man selv pladsen videre til en anden indenfor samme kategori.
Omstillingsfællesskaberne skal gå i dialog og samarbejde med eksisterende aktører indenfor området, som erhvervspanel, verdensmål i hverdagsliv, frivillige foreninger og lignende aktører.
Kommunen skal facilitere arbejdet praktisk med koordinering, økonomi, lokaler og lignende faciliteter. Omstillingsfællesskabet, der arbejder videre med borgersamlingens overordnede visioner, koordinerer alle de forskellige fællesskabers samlede fremtidige arbejde og udvikling, evt. med udformning af nye relevante omstillingsfællesskaber, og sikrer en god formidling af fællesskabernes arbejde og inddragelse af de resterende borgere i kommunen. (100%)
Målepunkter
- Inden udgangen af 2022 har mere en 1/3 af kommunens borgere kendskab til omstillingsfællesskaberne, og hvad der svarer til 10% af kommunens borgere har været direkte eller indirekte involveret i gruppernes arbejde. (57%)
- Hvert kvartal udarbejdes en opsamling og gennemgang af, hvilke fremskridt der er sket, hvor langt vi er nået og hvordan det videre arbejde udvikler sig, for hvert enkelt omstillingsfællesskab. Disse opsamlinger offentliggøres på kommunens hjemmeside. (50%)
- Inden september 2021 indgår repræsentanter for kommunen og repræsentanter for borgersamlingen sammen i et arbejde om at etablere rammerne for det videre arbejde med borgersamlingens anbefalinger. Rammerne kan inkludere en digital platform for individer, for samspil med kommunen, men også de fysiske rammer, planlægning og ressourcer for videre arbejde med et omstillingsfællesskab indenfor hver af borgersamlingens anbefalinger. (47%)
- Senest i oktober 2021 opstartes omstillingsfællesskaberne i en pilotfase med blandt andet medlemmer fra borgersamlingen og de af de 800 borgere, der ansøgte om at blive en del af borgersamlingen i 2020 og fortsat er interesseret. De første deltagere sidder indtil afslutning af første kvartal i 2022.
- I januar 2022 offentliggøres den første kvartalsvise opfølgning på omstillingsfællesskabernes arbejde.
- I sammenhæng af de samlede omstillingsfællesskaber afholdes hvert halve år et arrangement, hvor alle borgere kan deltage, og der afrapporteres på konkrete anbefalinger, diskuteres og det videre arbejde planlægges.
- Fællesmål og fællesansvar: Kommunen skal facilitere en proces, hvor det er muligt at fungere og indgå som ligeværdig samarbejdspartner, frem for som en ledende rolle.
Værdierne bag
Borgersamlingen har fire klare værdier, som alle understøtter de anbefalinger, som er blevet givet videre til kommunen.
Borgersamlingens værdier
-
”Alle skal med” er essensen i FNs Verdensmål. I Rudersdal vil vi gerne være med til, at alle motiveres og inddrages til at bidrage og føle ansvar. Det handler om vores fælles fremtid og fælles arv. Verdensmålene er en universel agenda, som kan samle kommunen på tværs af alder, køn, race og religion. Det handler om at løfte i fællesskab og om at få de svage i samfundet med. På tværs af medier, erhvervsliv, foreninger, kommune og borgere. Det er en platform for borgernær dialog og kommunikation, som kan integreres i kommunens fortællinger og branding.
-
Der påhviler os alle en stor opgave, hvis vi skal nå at opfylde forpligtelserne for FN's Verdensmål. Rudersdal er en velstillet kommune og det forpligter i særlig grad. I Rudersdal vil vi gerne gå forrest, og vi vil være stolte af at vise vejen for andre kommuner i landet. Vi drømmer om at omtanke for hensigter bag FN's Verdensmål, tænkes ind på alle niveauer i kommunen. Det kræver omtanke og viden, og vi skal alle hjælpe hinanden med at blive klogere. Vi skal tænke ud af boksen – skabe lidt anarki – få nye perspektiver, turde gøre det, andre kun taler om, så vi tænker nyt og skaber innovationskraft. Engageret og inkluderende ledelse til at føre forandringerne igennem.
-
Samtidig med ambitionen, bliver vi nødt til at være realistiske, så vi møder hinanden i øjenhøjde. Vi skal træffe de rigtige valg – og i dem skal vi hver gang tænke på fremtiden og på forpligtelser i forhold til FNs Verdensmål. Dette skal være første prioritet, når vi træffer beslutninger i fremtiden. FN's Verdensmål skal øverst på dagsordenen indenfor mulighedens grænser. Drag nytte af venskabsbyerne i Norden. De er i gang med at realisere FN’s Verdensmål.
-
I Rudersdal drømmer vi om i fællesskab at skabe en balance for bæredygtighed mellem det, der er muligt både i forhold til økonomi, mangfoldighed og meningsfuldhed. Kommunalbestyrelsen i Rudersdal skal kunne arbejde på tværs af partigrænserne, særligt når det gælder FN’s Verdensmål, da principperne er upolitiske. Vi skal huske at løfte i flok og stræbe efter ligestilling, og sørge for at vægten ikke tipper, men at alle har samme muligheder. Vi er stolte af, at Rudersdal ligger i top på Naturkapitalindeks, når det f.eks. gælder biodiversitet. Men vi skal stadig huske, at ALLE skal være med, og alle skal have adgang til naturen, f.eks. Rudeskov.
Borgersamlingens forløb
Deltagerne i borgersamlingen overrakte den 28. april 2021 deres anbefalinger til politikerne. Næste fase satte fokus på det politiske arbejde med at få anbefalingerne prioriteret og vakt til live.
Borgersamlingens arbejde
-
Borgersamlingens medlemmer mødtes virtuelt til den 1. borgersamling den 31.oktober 2020 kl. 10.00 - 16.00 til en dag med både vidensoplæg og gruppedrøftelser.
På syv forskellige lokationer rundt om i Rudersdal var der opstart på processen under corona-venlige forhold. På vegne af den samlede kommunalbestyrelse overdrog borgmester Jens Ive officielt stafetten til borgersamlingen, der har til hovedopgave at komme med anbefalinger til kommunalbestyrelsen indenfor spørgsmålet: ”Hvordan skal livet i Rudersdal se ud i en bæredygtig fremtid, hvor vi sammen realiserer verdensmålene?”
Dagen var todelt. Formiddagen var sat af til at klæde borgersamlingen på med viden omkring verdensmålene, herunder hvad status er på arbejdet med verdensmålene i Rudersdal, og hvorfor kommunalbestyrelsen synes det et centralt og vigtigt emne at få borgerne engageret i.
Tre oplægsholdere var derfor inviteret til at tale ud fra hver deres perspektiv på arbejdet med verdensmålene.
Kommunaldirektør Birgitte Lundgren indledte med et indblik i, hvor der allerede arbejdes med verdensmålene i Rudersdal, men også en tydelig opfordring til borgersamlingens medlemmer om at bidrage til den politiske kerneopgave, nemlig, hvordan civilsamfundet kan bringes mere i spil. Her er der plads til forbedring, og dermed konkret brug for hjælp fra borgersamlingen.
Direktør for Verdens Bedste Nyheder, Thomas Ravn Pedersen, tog herefter over og gav borgersamlingen en indføring i, hvad de 17 verdensmål udspringer af, om de tre forståelser af bæredygtighedsbegrebet (miljø, sociale aspekter og økonomi) samt perspektiver på, hvordan Rudersdal kan være medvirkende til at omsætte verdensmålene lokalt.
Direktør for Samsø Energi Akademi, Søren Hermansen, satte i det følgende oplæg - med Samsø som case - fokus på, hvordan civilsamfundet kan manifestere store kræfter og sammen skabe fantastiske resultater. Samsø har henover en periode på 10 år arbejdet med at blive 100 % selvforsynende med alternativ energi.
Dagens anden del var afsat til gruppedrøftelser blandt borgersamlingens medlemmer.
Med udgangspunkt i det informationsmateriale (kompendium), som borgersamlingen havde modtaget på forhånd samt formiddagens oplæg, blev der etableret spilleregler for borgersamlingens arbejde, der var drøftelser af borgersamlingens værdisæt samt et allerførste bud på, hvilke verdensmål som borgersamlingen syntes var de vigtigste at arbejde videre med.
Afslutningsvis fik borgersamlingen mulighed for at komme med input til, hvilken viden de gerne ville have tilført og hvilke oplægsholdere, der kunne være relevante at få besøg af på de kommende møder.
-
Her kan du se de åbne dele af programmet, så du ved, hvornår du skal følge med. Hvis du vil se hele programmet, kan du åbne denne pdf-fil.
Kl. 10.00 Velkomst og rammesætning (åben del)
Kl. 10.30-11.00 Gennemgang og kvalificering af af opsamling fra første møde: Spilleregler, værdier og temaer (åben del)
Kl. 11.15-11.35 Oplæg og dialog: Maciej Truszczynski, Danmarks Statistik om ”Vores mål” og nationale målepunkter (åben del)
Kl. 12.00-12.30 Oplæg og dialog: Sara Krüger Falk, Global Compact om bæredygtig omstilling og hvor man som civilsamfund kan opnå størst mulig effekt af indsatser (åben del)
Kl. 13.40-14.20 Oplæg og dialog: Svar på borgersamlingens spørgsmål og opmærksomhedspunkter (åben del)
- Lene Lilja Pedersen, Leder for Center for sociale indsatser, Rudersdal Kommune
- Anja Whittard Dalberg, Områdechef for Teknik og Miljø, Rudersdal Kommune
-
Programmet ved det åbne møde
17.00 Velkomst og introduktion
- Velkomst ved borgmester, Jens Ive
- Introduktion til dagens program ved borgersamlingens facilitator, Johan Galster.
17.20 Præsentation af borgersamlingens arbejde, værdier og foreløbige temaer
- Præsentation af borgersamlingens foreløbige arbejde, værdier og temaer.
- Borgermødets deltagere kommer på digital rundtur hos borgersamlingens medlemmer i borgermødets ”digitale grupperum”. Her vil du få mulighed for at lytte til de foreløbige temaer og komme med dine idéer, inputs og styrke borgersamlingens videre arbejde for en bæredygtig fremtid i Rudersdal
18.30 Opsamling – og næste skridt for borgersamlingens arbejde
19.00 Tak for inputs og tak for i dag!
-
Kort virtuelt møde for borgersamlingens medlemmer. Her får de mere tid til at kvalificere de input, der er kommet fra borgere i kommunen.
-
Kort virtuelt møde for borgersamlingens medlemmer. Her får de mere tid til at kvalificere de input, der er kommet fra borgere i kommunen.
-
Temaet for dette møde er, at Borgersamlingens medlemmer skal begynde arbejdet med at gøre de temaer, der er drøftet på de foregående møder til konkrete anbefalinger.
Borgersamlingen mødes virtuelt, møderne kan ikke følges online.
Programmet for dagen er:
Kl. 10.00 Introduktion – program og formål med samling 5
- Opsamling fra samling 4
- Introduktion til arbejdsproces
Kl. 10.30 I arbejdsgrupper: Gå fra temaer til anbefalinger i overskifter
Kl. 11.15 I plenum: Præsentation af anbefalinger i overskifter
Kl. 11.45 Pause
Kl. 12.00 Samtale med ekspertgruppen om
Kl. 12.20 Introduktion til arbejdsproces og fordeling i mindre arbejdsgrupper:- X antal arbejdsgrupper skal arbejde videre med anbefalinger
- Én arbejdsgruppe skal arbejde med visionen for et bæredygtigt Rudersdal
- Én gruppe skal arbejde med at udfolde og beskrive værdierne
Kl. 12.30 Gruppearbejde – med mulighed for sparring med Anja Whittard Dalberg og Lene Lilja Petersen fra Rudersdal Kommune og ekspertgruppen
Kl. 13.30 Touch base – hvordan går det med arbejdet? Sparring fra plenum
Kl. 13.45 Gruppearbejde: arbejde videre
Kl. 14.15 Opsamling og samling 6
Kl. 14.30 Tak for i dag -
Borgersamlingen har lørdag den 10. april fået lov til at mødes fysisk på Nærum Gymnasium. Her fordeles deltagerne ud i ti lokaler og det fælles program vil foregå online. De enkelte deltagere, ordstyrer og arrangører er opfordret til at blive testet inden mødet.
Sammen skal de lægge allersidste hånd på anbefalinger til Kommunalbestyrelsen. De skal kvalificere og der skal være konsensus blandt deltagerne.
Program for dagen:
Kl. 09.30 Blød ankomst
Kl. 10.00 Velkomst og introduktion
Kl. 10.20 Vision og værdier - Genbesøg vision og værdier med en dialog om, hvordan de kan bruges i forhold til anbefalingerne.
Kl. 10.40 Værksteder - Grupperne arbejder med hver deres anbefaling
Kl. 12.00 Frokost
Kl. 12.20 Kvalificering og eventuelle sten i skoen
Kl. 13.20 Pause
Kl. 13.30 Værksteder - Indarbejder evt. input og færdiggøre anbefalingerne
Kl. 14.30 Afstemninger - Der stemmes om prioritering af anbefalingerne
Kl. 15.20 Hvad sker der nu - Afsluttende refleksionsrunde og en snak om, hvad der skal ske den 28. april
Kl. 16.00 Tak for denne gang
Borgersamlingen afsluttes på dette møde, da det er det sidste inden den endelige præsentation for Kommunalbestyrelsen.
-
Borgersamlingens anbefalinger præsenteres for lokalpolitikerne i Rudersdal Kommune på kommunalbestyrelsesmødet den 28. april fra kl 18:30-20.00. Her er der sat tid af til offentliggørelse, præsentation og dialog mellem kommunalpolitikerne og fire repræsentanter fra Borgersamlingen.
Program for aftenen
Kl. 18.30 Velkomst, Film og Indflyvning
Kl. 18.45 Præsentation af anbefalinger
Kl. 19.15 Dialog med Kommunalbestyrelsen
Kl. 19:40 Perspektiv fra ekspertgruppeformand
Kl. 19:50 Afslutning og hvad sker der herfra v. Jens Ive. -
Fredag den 18. juni kl. 9.00 til 9.45 præsenteres Rudersdal Kommunes arbejde med borgersamlingen på Folkemødet på Bornholm
Her kan tilskuerne høre, hvordan Rudersdal borgerne blev inviteret helt ind i hjertet af det politiske maskinrum, og hvordan realisering af Verdensmålene kan kickstarte en vigtig demokratisk fornyelse og ny type af borgerinddragelse.
-
Kommunalbestyrelsen skal forholde sig til anbefalingerne og diskutere, hvordan det videre politiske arbejde med anbefalingerne skal forløbe.
-
Selv om de syv møder er overstået og anbefalinger er præsenteret for kommunalbestyrelsen, så fortsætter en videre proces med anbefalingerne og temaet bæredygtighed i Rudersdal Kommune.
Rudersdals arbejde med FN’s verdensmål
-
Rudersdal Kommune arbejder målrettet på at inddrage FN's verdensmål. Vi har samlet et udpluk af de mange initiativer Rudersdal Kommune har sat i søen for at støtte op om målene. Initiativerne går både på tværs af verdensmålene, men også de forskellige områder i kommunen.
-
I Rudersdal Kommune er der mange frivillige, der er med til at skabe arrangementer og bæredygtige fællesskaber.
-
Unges Verdensmål er inspireret af de 17 verdensmål, som blev vedtaget i 2015 af alle verdens ledere, og som skal finde fælles løsninger på mange af jordens største problemer inden 2030.
Med projektet inviterer Rudersdal Kommune unge til at inspirere hinanden til at tage ansvarsfulde og omsorgsfulde valg, der kan gøre en forskel – lokalt og globalt. Projektet er støttet af partnerskabspuljen i Rudersdal Kommune.
-
Den bæredygtige skole i Rudersdal Kommune satte fokus på adfærdsændringer, der var med til at reducere energiforbruget på skolerne med over 20 %. Eleverne lærte at slukke for varme, el og vand, og visionen var, at de kunne tage den nye energibevidste adfærd med hjem og bruge den resten af livet.
Styrket borgerdialog
I april 2021 anskaffede kommunen sig den digitale platform, CitizenLab, der skal understøtte dialogen mellem borger til borgere og mellem borgere og politikere. Platformen vil blive brugt til at fremme borgerdrevne forslag og initiativer, herunder særligt i forbindelse med den konkrete realisering af en række af borgersamlingens anbefalinger.
Se tidligere og aktuelle borgerdrevne forslag og aktiviteter (Sammen om Rudersdal)
Rudersdal Kommune indgik tilmed i et samarbejde med rådgivningsorganisationen, We Do Democracy, som drev borgersamlingen samt hjalp med at fremme en objektiv borgerdialog og styrke den demokratiske inddragelse.
Borgersamling og borgerting (We Do Democracy)
Du kan også læse om We Do Democracy’ oplevelse af borgersamlingen i Rudersdal Kommune.