Forpagter til Rundforbi Idrætsanlæg søges
Rudersdal Kommune søger efter en forpagter, der kan drive caféen på Rundforbi Idrætsanlæg med fokus på at fremme anlæggets sociale fællesskaber og understøtte foreningernes aktiviteter.
Ansøgningsmateriale sendes til Rudersdal Kommune senest 23. januar 2026.
Rundforbi er et moderne idrætsanlæg med et bredt udvalg af faciliteter til både foreninger og motionister. Rundforbi Idrætsanlæg er beliggende på Egebækvej 118, 2850 Nærum.
Anlægget indeholder både en stor multihal til håndbold, basketball, badminton og pickelball og en svømmehal med et 25m-bassin med springfaciliteter samt et 30 gr. varmt familiebassin. Yderligere er der en mindre sal til dans og yoga og et mødelokale. I kælderplan findes der indendørsbaner til petanque, vægtræningsrum og skydebaner. Endelig er der udendørs faciliteter i form af stadion og træningspavilloner.
Udover det eksisterende vil der snarest blive påbegyndt etablering af seks udendørs padelbaner samt to petanquebaner.
Trods de mange aktiviteter har der i flere år ikke være en fast café på idrætsanlægget. Det er ærgerligt, da en café fungerer som et socialt omdrejningspunkt på et idrætsanlæg, som binder de mange brugere og aktiviteter sammen på tværs og skaber et fællesskab på anlægget.
Derfor søger vi i Rudersdal Kommune efter en forpagter til at drive caféen på Rundforbi Idrætsanlæg.
Vi er på udkig efter en forpagter, der:
- Har mod på og ambitioner om at udvikle en synlig café, som kan være et socialt omdrejningspunkt på anlægget.
- Kan tilbyde mad og drikke som fx en sandwich, lettere varme måltider, kaffe, vand til både foreningsarrangementer og daglige brugere.
- Har lyst til dialog med brugere og foreninger om deres behov i forbindelse med deres aktiviteter.
- Har ambitioner om en daglig åbningstid.
Vi er bevidste om, at cafédriften skal igangsættes og udvikles, da der ikke har været caféaktiviteter i flere år. Derfor vil der også være mulighed for at arbejde med et koncept i faser, hvor aktiviteten øges fra fase til fase.
Køkken- og caféfaciliteter
De forpagtede faciliteter består af et anretterkøkken og et serveringsareal på ca. 125 m2 med plads til 60-70 gæster.
Der vil derudover være ca. 200 m2, der efter aftale vil kunne tages i brug til særlige arrangementer. Ligeledes vil der være mulighed for efter aftale med foreninger og daglig ledelse af idrætsanlægget at yde forplejning over hele anlægget i forbindelse med arrangementer og aktiviteter.
Den rette forpagter skal derfor se muligheder i et koncept, der ikke kræver omfattende køkkenfaciliteter, og hvor caféservicen kan tilpasses fleksibelt efter arrangementer og aktiviteter på dagen.
For at komme i betragtning til forpagtningen skal du fremsende følgende dokumentation:
- Vision og forretningskoncept
Herunder visioner for den daglige drift i forhold til:
- Service til daglige brugere og foreninger
- Drikke- og måltidskoncept
- Initiativer, der kan styrke fællesskab på tværs af anlæggets brugere.
- CV og dokumentation for forudgående erfaring med restaurationsdrift.
- Dokumentation for økonomisk formåen
Herunder:
- At der ikke er gæld til det offentlige
- Forretningsplan og finansieringsplan
- Dokumentation for opstartskapital
- Dokumentation for tidligere selskaber og registreringer i CVR-registeret.
- Anbefalinger fra eksterne samarbejdspartnere.
Forpagtningen udbydes med afsæt i følgende ramme:
- Forpagtningsafgift fastsættes som en del af udbudsrunden under hensyntagen til, at der ikke har været cafédrift i flere år, og at der er behov for at opbygge nyt koncept.
- Forpagtningsafgift reguleres årligt med nettoprisindekset dog minimum 2%.
- Der et mål om en daglig åbningstid, men åbningstider fastsættes i fællesskab mellem forpagter og bortforpagter.
- Måltidskonceptet har en næringsværdi, der matcher idrætsaktivitet. Her er bortforpagter opmærksom på, at køkkenfaciliteterne alene har status af anretterkøkken.
- Forpagter har den indvendige vedligeholdelsesforpligtelse af lejemålet.
- Forpagtningen har en varighed på fire år, men kan forlænges efterfølgende i op til fire år.
Yderligere information om lejemålet kan fås ved henvendelse til Rudersdal Idræt, Sanne Flex, sflex@rudersdal.dk / tlf. 72685661.
Der er mulighed for fremvisning af caféen efter aftale den 12. eller 15. januar kl. 9-10.
Rudersdal Kommune forbeholder sig ret til at vælge frit mellem de indkomne ansøgere og forbeholder sig ret til at indhente anbefalinger fra tidligere samarbejdspartnere.
Ansøgning og materiale skal sendes til chefkonsulent Andreas Poppenbøll Hansen på aph@rudersdal.dk senest den 23. januar 2026. Vi glæder os til at modtage din ansøgning!