Fortæl om jeres byggeprojekter
Rudersdal Kommune søger otte familier og husejere, som har lyst til at fortælle om deres erfaringer og overvejelser i forbindelse med byggeprojekter og større renoveringer af hjemmet.
Vi søger både familier, som har valgt at rive ned og bygge nyt, og familier, som har valgt at renovere og modernisere det eksisterende.
Jeres input vil vi bruge til at kvalificere en politisk drøftelse af, hvordan vi fremover bevarer vores byområders æstetiske kvaliteter, hvordan vi sætter fokus på materialer af høj kvalitet, og hvordan klima og bæredygtighed i højere grad tænkes ind, når der bygges nyt eller renoveres. Det gælder både for privatboligen, og når vi som kommune står for et projekt.
Kort sagt skal vi sikre, at Rudersdal også fremover er en smuk kommune, hvor kvaliteten af arkitekturen, bevaring, æstetik og klimahensyn går hånd i hånd.
Drøftelsen udmøntes i et såkaldt klimatillæg til kommunens Arkitektur- og Bevaringspolitik.
Det praktiske
- Varighed: Ca. en times interview
- Hvornår: I uge 10-12
- Hvor: Hjemme hos jer på et tidspunkt, som passer jer (også aftentimer er en mulighed)
Sådan gør I
Kontakt Marie Aarup, maaar@rudersdal.dk, om aftale og evt. uddybende spørgsmål.
Alle interview behandles anonymt i den videre proces.