Hop til hovedindhold

Ny cykelparkering i Birkerød

Plads til aflåsning af 160 cykler ved Birkerød Station

Ny cykelparkering ved Birkerød Station blev indviet 6. maj.

160 nye p-pladser er kommet til lige over for Birkerød Station. De er fordelt på pullerter og almindelige cykelstativer med låsebøjler til cykler. Transporterer man børn eller andet på sin ladcykel, kan den også være der. Der er nemlig seks pladser forbeholdt ladcykler.

Cykelparkeringen er netop blevet indviet ved en lille festlighed om morgenen. Med klar blå himmel og sol var der de bedste betingelser, og der blev efterhånden fyldt godt op med cykler, langt fleste af den almindelige slags, men også en enkelt ladcykel og nogle elektriske.

Både Arkitektur- og Byplanudvalget samt repræsentanter for den lokale afdeling af Cyklistforbundet var til stede, mens der flittigt blev sat cykler i de nye stativer.

Efter udvalget havde fået en kort introduktion til stedet og information om materialer og beplantning greb udvalgsformand Dorte Nørbo saksen og klippede den grønne snor.

To muligheder for at sikre sin cykel

Wirelåsen, som sidder på pullerterne, giver cyklisten mulighed for at låse cykel og pullert sammen uden at medbringe sin egen kædelås. Man låser simpelthen ringen i wirelåsen ind i sin egen cykellås.

For dem, som har kæde- eller bøjlelås, låses cyklen effektivt fast via det hul, som går gennem pullerten. Løs mere om teknikken og se videoen:

FURESØ Cykelpullert

De almindelige cykelstativer har også ekstra fastgørelsesmuligheder. De er nemlig alle forsynet med låsebøjler, så det også her er lettere at fastgøre sin cykel forsvarligt.

Genbrug, klima og regnvand

I forbindelse med projektet har det været vigtigt, at arealet også blev gjort mere åbent og lyst for at skabe mere tryghed, når man stiller eller henter sin cykel. Åbenheden vil også gøre cykeltyveri mindre attraktivt.

Den tidligere tætte hæk, der har omkranset pladsen, er fjernet til fordel for lav beplantning. Planterne er både hjemmehørende arter og nektarbærende stauder, som vil bidrage til en øget biodiversitet på stedet.

Og bedene på pladsen er omdannet til regnvandsbede, der skal sikre bedre nedsivning af regnvandet og dermed en mindre belastning af kloaksystemet.

Der er tænkt genbrug, når det gælder pladsens granitbelægning, som er opbygget af restmaterialer fra tidligere anlægsprojekter i kommunen. Det er bæredygtigt og CO2-venligt byggeri.

Tilgængelighed og udstyr

Pladsens belægning er ”trukket helt ud” til vejen, så det nye byrum tydeliggøres. Herved har det været muligt at sikre tilgængelighed i krydset. Ved fodgængerovergangene er der etableret opmærksomhedsfelt, retningsfelt og ledelinje for svagtseende, ligesom der er sikret niveaufri opgang til pladsen for dårligt gående og kørestolsbrugere.

Pladsen er udstyret med to bænke af genbrugt granit. Midt i maj bliver der desuden opsat en station til at reparere cykler med luftpumpe og ophæng.

Bedre cykelforhold kan fremme cyklisme

Forbedrede parkeringsforhold og bedre faciliteter for cyklister er både en klimamæssig og sundhedsmæssig gevinst.

Vi vil gerne gøre det mere attraktivt for flere at vælge cyklen frem for bilen, for hvis flere cykler, reduceres CO₂-udledningen, luftforureningen mindskes, og trængslen og støjniveauet på vejene falder.

Samtidig bidrager daglig cykling til mere fysisk aktivitet, hvilket styrker folkesundheden og forebygger livsstilssygdomme.

I Rudersdal Kommunes klimahandlingsplan indgår forbedringer for cyklister som et centralt fokusområde, fordi bedre cykelinfrastruktur gør det nemmere og mere attraktivt at vælge en mere bæredygtig transportform i hverdagen. Tak fordi du cykler!