Hop til hovedindhold
Nyhed

140 børn og unge skabte fællesskab på scenen: Musikskolen samlede over 3.300 tilskuere

Dans, musik og fællesskab var i centrum, da elever fra Rudersdal Musik- og Billedskole og RuBA i denne uge opførte årets store forestilling Let’s Dance. Over 3.300 børn og voksne oplevede forestillingen – heriblandt næsten 2.400 skolebørn fra Rudersdal, der så forestillingen i løbet af fire formiddagsforestillinger.

Lets dance 2026
Foto: Chris Gosling

Sammen om noget større

Forestillingen var kulminationen på flere måneders intensivt arbejde, hvor omkring 140 elever på tværs af alder, instrumenter og danseformer har øvet, skabt og udviklet forestillingen sammen. Undervejs har eleverne mødtes til øveweekender og fælles prøver, hvor de ikke blot har udviklet deres kunstneriske udtryk, men også lært hinanden at kende og skabt nye venskaber.

For leder af Rudersdal Musik- og Billedskole, Henrik Lilleholt Smidt, er det netop fællesskabet, der har gjort Let’s Dance til noget helt særligt:

- Det mest rørende ved Let’s Dance var ikke kun de imponerende tal – 100 musikskoleelever og 40 dansere på scenen – men det fællesskab, der opstod mellem børnene. Det voksede gennem alle prøverne, og det var skønt at se, hvordan de støttede hinanden og skabte noget, der var større end dem selv, fortæller han.

Skolebørn som engageret publikum

Fællesskabet rakte langt ud over scenekanten. I løbet af de fire formiddagsforestillinger overværede næsten 2.400 skolebørn fra kommunens skoler forestillingen. Her blev der sunget med, klappet og heppet – og enkelte havde endda lavet bannere til venner og søskende på scenen.

- At så mange skolekammerater oplevede forestillingen i dagtimerne, gav en helt særlig stolthed hos de medvirkende. De stod ikke bare på scenen – de blev set af deres egne fællesskaber, siger Henrik Lilleholt Smidt.

Om aftenen oplevede mere end 900 gæster forestillingen og fik et indblik i, hvordan børn og unges kreativitet kan samle både deltagere og publikum.

Kreative fællesskaber for børn og unge i Rudersdal

Samarbejdet mellem Rudersdal Musik- og Billedskole og RuBA (Rudersdal BevægelsesAkademi) er en del af kommunens arbejde for at give børn og unge mulighed for at udfolde sig kreativt og være en del af fællesskaber, der styrker både trivsel og talent – både som deltagere og som publikum.