Ændringer i afhentning af affald omkring jul og nytår 2025-2026
I uge 52 og uge 1 kan du opleve at få afhentet dit affald på andre dage, end du plejer. Brug din tømmekalender til at orientere dig.
Alle skal have lov at holde jul, også skraldemændene. De holder derfor fri torsdag den 25. december og torsdag den 1. januar. Nogle af de affaldsbeholdere, der normalt har tømning tirsdag eller torsdag, bliver således tømt en anden dag end normalt.
Hold gerne øje med tømmekalenderen, som du kan tilgå via Mit Affald eller appen Affaldsportal.
BEMÆRK: Hvis du er tilmeldt beskedservice, kan du - modsat sidste år - stole på den besked, som du får inden tømning.
Har du mere affald, end der kan være i din affaldsbeholder, kan du købe en ekstra tømning via Mit Affald. Renovatøren udfører ekstratømningen hurtigst muligt, også selv om vi ikke sender dig en bekræftelse som normalt (vi har julelukket fra 20.12.2025 til den 4.1.2026).
Genbrug dit gavepapir og -bånd
Gavepapir og -bånd kan sagtens bruges flere gange, men hvis det er for ødelagt til at blive brugt igen, skal det smides ud som restaffald. Udtjent gavepapir skal ikke i beholderen til papir.
Har du ikke plads til gavepapiret i restaffaldsbeholderen, kan du aflevere det på genbrugspladsen som småt brændbart.
Julefedt og juletræ: Sådan gør du
Madrester og overskydende fedt fra julemaden skal i beholderen til madaffald - brug evt. en ekstra madaffaldspose for at undgå at spilde. Hæld ikke fedtet i vasken, da det nemt klumper sig sammen i afløbet eller kloakken.
Skal du af med dit juletræ, efter julen er overstået, kan du med fordel lægge det i haven, hvor det kan blive til et insekthotel. Du kan også aflevere det på genbrugspladsen som haveaffald. Husk at fjerne julehjerter og -lys inden. Juletræer afhentes ikke gennem kommunens indsamlingsordninger.
Se åbningstider på kommunens genbrugspladser:
Tænd lyset for skraldemanden (og julemanden)
Skulle vi være så heldige at få en hvid jul i år, så husk at rydde for sne og is samt salte eller gruse på vejen hen til dine affaldsbeholdere.
Sørg også for at skraldemanden (og julemanden) kan se noget i mørket.