Børn og unges læseglæde i fokus
Danske børns læselyst er faldende, og det gælder også i Rudersdal. Derfor har kommunen sat en målrettet og langsigtet indsats i gang for at styrke børn og unges læseglæde og læsekompetencer.
Indsatsen bygger på ny forskning, lokale erfaringer og en politisk prioritering af skolebiblioteker og fysiske bøger. Både international forskning og Rudersdal Kommunes egen læselystundersøgelse fra 2024 peger på samme udfordring: Elevernes læseglæde falder markant, jo ældre de bliver. Undersøgelsens resultater blev præsenteret for Børne- og Skoleudvalget i august 2025 og har siden dannet afsæt for en samlet plan for at styrke læselysten i Rudersdal Kommunes folkeskoler.
Formand for Børne- og Skoleudvalget Christoffer Buster Reinhardt siger:
Når vi ved, at læselyst hænger tæt sammen med faglighed, trivsel og muligheder senere i livet, så har vi også et ansvar for at handle. Derfor har vi gjort læsning til en klar politisk prioritet i Rudersdal.
Læsepakke med brede indsatser og fælles retning
Som led i budgetaftalen for 2026–2029 har Kommunalbestyrelsen afsat 4 mio. kr. årligt til at løfte læseindsatsen på skolerne. Indsatsen samler en række konkrete initiativer, der tilsammen skal styrke både læseglæden og læsekulturen i hverdagen. Fokus er blandt andet på velfungerende og bemandede skolebiblioteker på alle skoler, flere fysiske bøger og varierede bogsamlinger, fælles læseaktiviteter, der gør læsning meningsfuld for børnene, samt læseaktiviteter i SFO og klubber.
Forældrene spiller en vigtig rolle for børns læselyst, og derfor handler en del af indsatsen også om at styrke samarbejdet med forældrene og give inspiration til, hvordan læsning kan få mere plads i hverdagen.
Derudover etableres en årligt tilbagevendende uge, hvor der på tværs af dagtilbud, skoler, fritidstilbud og folkebiblioteker sættes ekstra fokus på læsning. I løbet af ugen vil der være arrangementer, fælles aktiviteter, tips og inspiration, som samler børn og voksne om gode læseoplevelser.
Jeg glæder mig meget til læseugen – både som borger i kommunen og som forælder. Tanken er at skabe en tradition, der går på tværs af hele Rudersdal, og hvor fortællinger og glæden ved at læse bliver noget, vi deler og oplever sammen, siger Christoffer Buster Reinhardt.
Mindre skærm – flere bøger
Et centralt element i læseindsatsen er også et øget fokus på fysiske bøger og at skabe rammer for fordybelse i en hverdag med mange digitale distraktioner.
Vi har en stærk politisk målsætning om, at skærme skal fylde mindre i skolen, end de gør i dag. Derfor prioriterer vi skolebiblioteker og fysiske bøger – og tager samtidig konkrete skridt til at reducere skærmtiden. Blandt andet får alle skoler skabe til opbevaring af skole‑iPads i løbet af næste skoleår, og vi vil i Børne- og Skoleudvalget drøfte mulighederne for at reducere antallet af iPads i skolerne og i stedet investere i flere analoge læremidler, siger Christoffer Buster Reinhardt.
Initiativerne i læseindsatsen udvikles i samarbejde mellem læsevejledere, lærere, pædagoger, biblioteker og forvaltningen.