Budgetforligskreds giver tidlig julegave til to skoler
Partierne bag budget 2025 har besluttet at give Skovlyskolen og Vedbæk Skole en tidlig julegave ved at dække deres merforbrug.
Skovlyskolen og Vedbæk Skole har gennem længere tid haft økonomiske udfordringer, fordi skolernes midler indtil nu er blevet fordelt efter en økonomisk model, der ikke i tilstrækkelig grad tog højde for de enkelte skolers specifikke behov. Partierne bag budget 2025 (alle partier) har nu besluttet at dække de strukturelle underskud for Skovlyskolen og Vedbæk Skole. Det betyder, at de to skoler starter 2025 med en ren økonomisk tavle og uden merforbrug.
Borgmester Ann Sofie Orth siger:
Jeg er utrolig glad for, at budgetforligskredsen har besluttet at dække Skovlyskolen og Vedbæk Skoles merforbrug og dermed give dem en holdbar økonomisk fremtid. Samtidig vil jeg gerne anerkende de to skolers indsats. Trods store økonomiske udfordringer har de formået at holde deres merforbrug under det forventede, og det fortjener de stor ros for.
Formand for Børn- og Skoleudvalget Anne Christiansen fremhæver, at beslutningen baner vej for en frisk start:
Denne beslutning giver Skovlyskolen og Vedbæk Skole mulighed for at fokusere på fremtiden uden at skulle bære rundt på fortidens økonomiske byrder. Med en ny økonomisk tildelingsmodel på vej får vi samtidig skabt et mere robust og retfærdigt økonomisk fundament, der sikrer, at skolerne kan koncentrere sig om deres vigtigste opgave: at levere god undervisning til kommunens børn og unge.
Med dækningen af merforbruget og indførelsen af en ny økonomisk tildelingsmodel fra 2025 får Skovlyskolen og Vedbæk Skole en øget budgetramme. Derudover er der i den nye budgetaftale afsat 11 millioner kroner ekstra til folkeskolerne i kommunen fra den 1. januar 2025 og frem. Midlerne skal bruges til at understøtte den nye økonomiske tildelingsmodel og sikre et substantielt økonomisk løft for alle kommunens skoler.
Læs også: Bred budgetaftale investerer i børn og unge
Fakta om den nye økonomiske tildelingsmodel
Den nye økonomiske tildelingsmodel træder i kraft fra 1. januar 2025.
Alle skoler får samme økonomiske rammer for at sikre høj kvalitet i undervisningen.
Modellen sikrer økonomisk robusthed for skoler med færre elever i klasserne.
Tildelingsmodellen skaber ensartede muligheder og en mere robust økonomi for alle kommunens skoler.