Hop til hovedindhold
Nyhed

Driftsfolket tager skraldet for strandfolket

Kommunens driftsfolk sørger for at holde strandene i Vedbæk og Skodsborg rene for skrald.

Den milde og regnfulde sommertid er nok ikke en livret for feriefolket, men driftsfolkene i Rudersdal Kommune byder den velkommen, for den betyder rene strandområder og skraldespande, hvor affaldet ikke vælter ud over det hele.

På en tur til strandene i Vedbæk og Skodsborg en mandag morgen i juli skæmmes de smukke omgivelser ikke af henkastet skrald eller overfyldte affaldsbeholdere. De faste morgenbadere på Vedbæk Nordstrand nyder livet, mens solen prøver at bane sig vej gennem morgendis og et let skydække.

Imens har Michael Juul Nielsen, som er teamleder, og Søren Hjalte Johansen fra kommunens driftsafdeling parkeret den blå ladvogn og er klar til at læsse skraldeposer på ladet.

- Der er ikke meget i dag, konstaterer Michael. Når der er mest affald, er hele stranden nærmest fyldt op, og så kan vi godt bruge et par timer på hver strand.

Teksten fortsætter under billederne.

I dag er arbejdsfordelingen den, at Michael kører bilen, tømmer skraldespandene og smider poserne på vognen, mens Søren har grebet hapseren og samler papir, cigaretskodder, plast og andet op fra græsset.

I dag begynder arbejdet på strandene ved 7-tiden, men normalt siger uret 5, når de sætter sig i vognen og forlader Driftens materielgård på Rundforbivej i Nærum.

Driften udfører mange opgaver for borgerne

At gøre strandene pæne og imødekommende over for de mange gæster er dog kun en af mange opgaver, som Driften udfører. De ca. 75 udførende medarbejdere lapper huller i asfalten, luger ukrudt på grønne arealer, tynder ud i parker og naturområder samt vedligeholder veje – for blot at nævne nogle af de største opgaver.

Om vinteren sørger de for at fjerne sne, og der gruses og saltes, så borgerne kan komme til og fra arbejde, uddannelse og andet.

Om sommeren gælder det affald i lange baner, når varmen for alvor tager fat, og det er alt fra papir og plast, dåser, madaffald, slikpapir, cigaretskodder og sidst, men ikke mindst er det lokale pizzeria i nærheden en flittig bidragyder i form af kilovis af tomme eller knap så tomme pizzabakker.

Og Nordstranden i Vedbæk er altid mere travl end Sydstranden.

Glæde over at affaldet bliver fjernet

Søren lader sit kyndige blik glide hen over græsarealet og stenkanten ned mod selve stranden og finder hurtigt lidt plast og nogle skodder, som fanges og puttes i posen.

- Jeg har kun arbejdet i kommunen et års tid, men det er en god arbejdsplads. Jeg nyder udelivet, samværet med kollegerne og den høje grad af frihed, hvor man selv kan styre arbejdet.

Michael smider endnu en pose op på vognen og hilser på en af de faste i området. Han nyder også udelivet – og selvfølgelig mest om sommeren hvor der er lyst og varmere end den mørke og kolde vintertid.

- Man får sig altid en lille sludder, og folk er rigtig glade for, at vi kommer og rydder op, især de faste som tager en dukkert hver dag, siger han. Og så er der selvfølgelig altid et par brokkehoveder, heldigvis fylder det ikke ret meget. Men når det regner, er det ikke så sjovt.

Teksten fortsætter under faktaboksen.

Om tømning på strandene

I højsæsonen tømmes skraldespandene på strandene hver dag, dog ikke i weekenden. Uden for højsæsonen tømmes mandag, onsdag og fredag, og er vejret dårligt, tømmes mandag og fredag.

En almindelig affaldsbeholder er på 90 liter, og dem er der fast 19 af på de tre strande, Vedbæk Nord- og Sydstrand samt Skodsborg. Disse er udstyret med sensorer, som giver besked, når de er ved at være fyldte.

I højsæsonen er der suppleret med 13 store containere, der hver kan rumme 660 liter. På den måde øges kapaciteten til det seksdobbelte, i alt ca. 10.290 liter.

De mange indsamlede poser samles på de to materielgårde i Birkerød og Nærum, hvorfra kommunens renovatør kører affaldet til forbrænding hos Nordforbrænding – Norfors’ anlæg i Hørsholm.

Færre pizzabakker – mere grillaffald

Fra Vedbæk går turen til stranden ved Skodsborg, hvor aktiviteten generelt er mindre.

Her er der heller ingen pizzabakker, men til gengæld en del affald efter forskellige grillmåltider på stedet.

Med strandturen vel klaret går turen videre til Nærum Skole, hvor Michael skal brænde ukrudt, mens Søren og en kollega skal ud og tømme de store containere på stranden.

Da den faste bil, som kan klare de store containere, er på værkstedet, kommer det til at ske manuelt og med respekt for korrekt arbejdsstilling, for der skal være 100 pct. styr på arbejdsmiljøet, så man undgår skader.