Elever udstiller spændende bud på grøn transport
Elever fra Holte Skoler udstiller på rådhuset med spændende bud på indretning af byrummet i og omkring Holte Midtpunkt.
En flot udstilling i forhallen til rådhuset i Holte og en tilhørende video er det konkrete resultat af to lokale skoleklassers engagerede arbejde med forslag til et mere bæredygtigt og grønt område omkring Holte Midtpunkt.
Formålet: At fremme mere grøn transport.
I en hel uge har eleverne i 7. B og 7. P på Holte Skole Grünersvej arbejdet med en lang række emner som klima, miljø, bæredygtighed, trivsel og biodiversitet. Tirsdag den 27. januar gik turen så fra skolen ned ad Kongevejen mod rådhuset for at se, hvordan deres projekt tog sig ud.
Borgmester Ann Sofie Orth tog imod og blev præsenteret for nogle af de spændende og flotte bud, eleverne havde skabt.
Video uddyber de mange ideer
Modellerne viser elevernes perspektiv på indretningen af deres lokale byrum, og i den video, som også kører i indgangen til rådhuset, forklarer børnene deres overvejelser og resultater.
Temaugen, hvor eleverne arbejdede med emnet, blev indledt i byrådssalen til en snak om kommunens rolle i den grønne omstilling og byudvikling og grøn transport generelt.
Teksten fortsætter under billederne.
Byvandring og registrering af trafik
Herefter var eleverne på byvandring i området omkring Holte Midtpunkt for at registrere trafikken og få idéer til udviklingen af byrum ved bl.a. at interviewe forbipasserende om deres transportvaner.
Resten af ugen brugte eleverne sammen med lærerne på at arbejde med emnet og lave deres bud på fremtidens byrum og transportmuligheder.
Projektet er en del af skole-virksomhedssamarbejdet, hvor skoler og lokale virksomheder samarbejde om initiativer, der styrker børn og unges læring og fremtidige muligheder.