Hop til hovedindhold
Nyhed

Et bankende hjerte for Birkerød

En sprudlende glassal var fødested for en mangfoldig og engageret udveksling af ideer og tanker til en kommende helhedsplan for idrætscentret.

På en mørk, halvkold og helvåd torsdag aften havde omkring 40 borgere, repræsentanter og foreninger samt politikere sat hinanden stævne til workshop i Glassalen, Birkerød Idrætscentret.

Fremtiden for idrætscentret og området omkring var på plakaten, og de engagerede deltagere havde ét fælles mål, selv om der var både hjørner og skarpe kanter, når meninger og idéer kappedes om opmærksomheden:

Målet, drømmen, visionen er, at Birkerød skal styrkes og gøres til et bankende hjerte for fællesskab og aktivitet.

Udfordring med slidte faciliteter og trafikforhold

Baggrunden er idrætsfaciliteter, Søndervangshallen og svømmehallen, som efterhånden er ret slidte. Dertil kommer udfordringer med parkering ved idrætscentret og øvrige trafikforhold.

Endelig danner den firesporede Bistrupvej en svær hindring for at skabe liv og sammenhæng mellem området ved idrætscentret og bymidten på den anden side af vejen.

Opsummeret er der en brændende platform i form af:

  • En svømmehal, der er nedslidt og som det vil koste rigtig mange penge at renovere. Måske er alternativet at bygge nyt.
  • Et flot idrætscenter, der ikke rigtig binder de forskellige faciliteter i idrætsområdet sammen.
  • Bistrupvej er en stor barriere i forhold til områdets sammenhæng og forbindelser til bymidten.

Grupper drøftede scenarier og bidrog med egne ideer

På workshoppen blev borgerne præsenteret for to forskellige scenarier, som er resultatet af forudgående inddragelse af både visionsudvalg og borgere.

Herefter blev deltagerne opdelt i grupper, som drøftede fordele og ulemper ved de forskellige scenarier samt bidrog med egne ideer.

Teksten fortsætter under billederne.

Vision for kommende helhedsplan klar ved årets udgang

I alt omkring 65 kommentarer og ideer blev det til på workshoppen, og alle input fra mødet indgår i det videre arbejde, som visionsudvalget står i spidsen for. Udvalget består af politikere samt repræsentanter for foreninger, handelsliv og skoler.

Ved årets udgang skal det endelige resultat foreligge: Vision og program for en kommende fysisk helhedsplan som kan overdrages til den nye kommunalbestyrelse til videre politisk beslutning.

Det eneste nagelfaste kriterium for den endelige vision er, at de initiativer, den foreslår, skal kunne realiseres.

Den fysiske helhedsplan forventes udarbejdet i 2026.