Et helt liv i Ebberød: Jan fejrer 50-års jubilæum

Man skal løbe hurtigt, hvis man skal følge med Jan Morten Siegfred, når han hjemmevant bevæger sig rundt i Ebberød. Ikke kun fordi han arbejder ualmindeligt effektivt, men også fordi han kender området bedre, end du kender din egen bukselomme – alle genveje, smutveje og afveje. Især sidstnævnte kan man nemt ende på, hvis man ikke er lige så stedkendt i de røde mursten og snørklede veje som Jan. 

Den 1. maj kunne han fejre 50-års jubilæum i Ebberød. Og som om det ikke er særligt nok i sig selv, så er Ebberød ikke blot et sted, han har tilbragt hele sit arbejdsliv – det har også dannet rammen om hans barndom og ungdom. Jan er nemlig født i Ebberød og voksede op blandt beboere og medarbejdere på det daværende Ebberødgård, hvor hans far i 1956 blev ansat som fyrbøder. Dengang hed det ”Ebberødgårds arbejds- og plejeanstalt for åndssvage” og husede mere end tusind beboere fra hele landet og næsten lige så mange ansatte. 

Fællesskab, fodbold og en anden tid 

En stor del af personalet boede dengang på området, og mange – også Jans egne forældre – stiftede familie her. Jans barndom var tæt flettet sammen med livet på institutionen, hvor forholdet mellem beboere og ansatte var naturligt og nærværende. 

”Det var et dejligt sted at vokse op. Vi havde et rigtig godt forhold til mange af dem, der boede herude. Jeg kan huske, at beboerne havde et fodboldhold, og personalet havde et fodboldhold. Jeg spillede som regel med på beboernes hold, for det var gerne dem, som kom ned og spillede sammen med os, når vi børn var ude og spille fodbold. Og så vandt vi næsten altid over personalet”, fortæller Jan. 

Men Ebberød rummer også en mørkere historie, som Jan så på tæt hold. Området blev oprindeligt opført i slutningen af 1800-tallet som en anstalt for mennesker, man dengang mente skulle isoleres fra samfundet, både af hensyn til dem selv og til omgivelserne. Jan kan fra sin egen tid i Ebberød fortælle om lukkede afdelinger, brug af magtanvendelse og helt små børn, der blev afleveret på Ebberød for aldrig at se deres forældre igen – et svært kapitel i Danmarks socialhistorie. 

”Ja, det var en anden tid dengang. Og der var også en del, der aldrig burde være endt herude. Mange af dem, der var her i 70’erne var velfungerende. Men hvis man fx blev taget af politiet inde i København, så blev man sat til at tage en intelligenstest. Hvis man dumpede den, så blev man sendt herud – og hvis man ikke havde nogen pårørende, så var der en stor sandsynlighed for, at man ikke kom herfra igen”, fortæller Jan. 

Fra skoletræt til faglært 

Skolen var ikke Jans hjemmebane – han er ordblind og hadede at gå i skole – så han gik ud af skolen efter 7. klasse på den betingelse fra skoleinspektøren, at han skulle finde sig en læreplads. Han blev uddannet karosseripladesmed hos Citroën i Birkerød og blev udlært i 1975. Året efter vendte han tilbage til Ebberød, denne gang som medarbejder. 

Han begyndte i landbruget, som dengang forsynede centralkøkkenet med grøntsager til både beboere og personale. Beboerne deltog også i arbejdet – blandt andet med dyrene – og Ebberød fungerede fortsat i høj grad som et selvforsynende samfund, hvor der i øvrigt også var både bageri, vaskeri, hospital og gildesal. 

Første mand på pletten – også i snevejr 

Efter 14 år i landbruget blev området omlagt, og Jan rykkede til den tekniske afdeling. Her blev han lidt af en alsidig problemløser: Når fjernvarmeledninger sprang om vinteren (og det gjorde de ofte førhen), var det Jan, der kørte ud og gravede.  Og når sneen falder, er Jan som regel den første, der finder skovlen frem 

”Jeg har godt nok ryddet meget sne herude gennem tiden. Mange bander sneen væk, men det gør jeg ikke. For min skyld må der gerne komme flere meter sne. Det er jo egentlig kommunen, der skal rydde sne herude, men inden de når at komme herud, har jeg som regel nået at rydde det hele”, siger han med et grin. 

Til kommunens forsvar skal det siges, at Jan møder tidligt. Meget tidligt. De fleste dage har klokken lige rundet 4.30, når han ruller ind.  

Han beskriver sig selv som lidt af en enspænder, der foretrækker at gå i ro og mag og få noget fra hånden. 

”Jeg synes, at det altid har været en god arbejdsplads. Der er utrolig stor frihed til at bestemme, hvordan opgaverne skal løses, og vi er gode til at hjælpe hinanden herude. Der er ikke to dage, der er ens, så det når aldrig at blive kedeligt,” siger han. 

Ebberød trækker stadig 

I dag bor Jan i Rødovre, men Ebberød trækker stadig. 

”Nu har jeg lige haft et par fridage, så trænger jeg sgu til at komme herud igen. Det kan godt være, at det er fordi, jeg er indfødt ebberødder, men jeg har altid godt kunnet lide at være herude.” 

Efter 50 år kunne man tro, at Jan var begyndt at overveje at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Men står det til Jan, bliver der ikke tale om pension lige foreløbig. 

”Nej, jeg skal ikke hjem og gå. Jeg kom til skade med min fod for et par år siden, hvor jeg gik hjemme i fem uger. Det var forfærdeligt. Så jeg fortsætter, så længe helbredet holder”. 

For nogle er en arbejdsplads et kapitel. For Jan er Ebberød hele fortællingen. Og den er langt fra slut. Jan er stadig i gang. Stadig meget tidligt oppe. Og stadig en helt fast del af hverdagen i Ebberød.