Fire kommuner går sammen om at hjælpe unge til at droppe snus
Ballerup, Gentofte, Gladsaxe og Rudersdal kommuner har fået støtte fra Sundhedsstyrelsen til udvikle et ryge- og nikotinstoptilbud til børn og unge.
Røgfrie nikotinprodukter som snus, vapes og puffbars har vundet indpas hos børn og unge.
Andelen af børn og unge, der bruger de røgfrie nikotinprodukter, er steget fra 9,1 % i 2020 til 13 % i 2023. Og blandt 15-29-årige er der i 2023 35,9 %, svarende til 400.000 personer, der anvender mindst ét tobaks- eller nikotinprodukt.
For at imødegå denne udvikling har Ballerup, Gentofte, Gladsaxe og Rudersdal kommuner indgået et samarbejde om at udvikle ryge- og nikotinstoptilbud til børn og unge frem til udgangen af 2027. Projektet, der støttes af en pulje på 6,7 mio. kr. fra Sundhedsstyrelsen, har til formål at hjælpe flere unge mellem 15 og 25 år med at blive røg- og nikotinfri.
Samarbejdet mellem kommunerne vil fokusere på at nå de unge, hvor de færdes i deres hverdag — på skoler, arbejdspladser, i foreninger og fitnesscentre. Der vil også blive testet forskellige kommunikationsmetoder på sociale medier for at ramme målgruppen mere effektivt.
Det er vigtigt, at vi får skolerne og ungdomsuddannelserne – som fx gymnasierne – med ombord, og dermed også forældrene. Det er nemlig den eneste mulighed, vi har for at påvirke kulturen og få bragt de unges brug af nikotinprodukter ned. Vi kan se, at når en klasse eller skole lykkes med at holde eleverne fra at ryge, så virker det. Men hvis vi bare lader stå til, så bliver det svært.
Vi kan ikke gøre det alene fra centralt hold, da det kræver, at holdninger og kultur ændres. Derfor er det afgørende, at både skolerne, ungdomsuddannelserne og forældrene er med, hvis vi skal lykkes, siger Randi Mondorf, formand for Social- og Sundhedsudvalget i Rudersdal Kommune.
De unge vil få tilbud om rygestop på forskellige tidspunkter og steder, lige fra naturen til ungdomsuddannelser og foreninger. Derudover vil medarbejdere, der har daglig kontakt med de unge, modtage ekstra træning, og de unge selv vil blive inddraget aktivt i projektet.