Flere træer skal bevares
Som en del af arbejdet med nye lokalplaner udpeges bevaringsværdige træer og beplantning, så vi sikrer, at særligt værdifulde træer og beplantning ikke går tabt.
Rudersdal Kommune ønsker at bevare flere træer og beplantninger og beskytte dem yderligere fra fældning eller beskæring.
Derfor vil udpegning af et træ eller en beplantning til bevaring i fremtiden ikke kun bero på den æstetiske betydning i landskabet eller bybilledet, men også på en vurdering af træets værdi som levested ud fra hensyn til biodiversitet.
Levested for dyr og planter
Med en ny biodiversitetsstrategi i hånden lægger kommunen nemlig vægt på træernes funktion som levested for dyr og planter.
I det lys kan træer, der bidrager til naturens mangfoldighed, blive udpeget for at sikre en rigere og mere varieret natur i både by- og landområder.
Tiltaget er en del af Rudersdal Kommunes biodiversitetsstrategi og understreger ambitionen om at skabe en mere bæredygtig og naturrig kommune.
- De smukke grønne omgivelser har stor betydning for Rudersdals identitet, og med en ny strategi for biodiversitet går vi skridtet videre, siger Christoffer Buster Reinhardt, formand for Arkitektur- og Byplanudvalget. Vi giver et ekstra lag af beskyttelse til de træer, som har stor betydning for levesteder for dyr og planter, og det er en indsats, vi kun kan lykkes med i samarbejde med borgerne.
Fældning eller beskæring kræver dispensation
Når et træ er udpeget som bevaringsværdigt, må det ikke fældes eller beskæres uden forudgående dispensation fra kommunen.
Det betyder, at hvis du bor i et område med bevaringsværdige træer, fremgår det af lokalplanen. Ønsker du at beskære eller fælde et sådant træ, skal du søge om dispensation hos kommunen.
Kommunen vurderer ansøgningen ud fra træets betydning, sundhedstilstand og plangrundlag.
Dispensation gives kun efter en konkret vurdering, og der kan forventes at blive stillet krav om erstatningsplantning.
Telefontider
Byplan holder kun åbent for telefoniske henvendelser (via kontaktcenter).