Hop til hovedindhold
Nyhed

Foreninger i parløb med kommune: Vision for at styrke Birkerød

Første møde i nyt visionsudvalg sparker udviklingen i gang: Idrætsliv, kulturliv, handel, borgere og kommune i tæt dialog for at blive klogere på forslag til nyskabelser i og omkring Birkerød Idrætscenter og gymnasium.

En lang række repræsentanter for Birkerøds fritids- og kulturliv og øvrige foreninger samt kommunalbestyrelsen satte forleden hinanden stævne til første møde i et nyt visionsudvalg, der skal arbejde sammen om en visionært grundlag til en ny helhedsplan for Birkerød – i og omkring idrætscenter og gymnasium.

Visionsudvalget er udtryk for en åben og inddragende proces, hvor deltagerne har mulighed for at blive inspireret og blive klogere i fællesskab - alt sammen for at stå bedst muligt rustet til det videre arbejde, der fortsætter året ud.

- Jeg er glad for, at vi nu har skudt arbejdet i gang, og for mig er det vigtigt, at vi får så meget input som muligt fra de mange gode og aktive foreninger og institutioner, vi har i kommunen, siger Knud Skadborg, formand for Kultur- og Fritidsudvalget og formand for visionsudvalget. Projektet har betydning for hele Birkerød, og Birkerøds borgere vil derfor også få god mulighed for at komme med input. En god proces med en markant inddragelse af alle gode kræfter er helt afgørende for mig.

Helt konkret skal udvalget arbejde med afklaring og forskellige scenarier for det pågældende område i Birkerød. Slutprodukterne er en vision og et program for det videre arbejde henimod en helhedsplan.

Målet er at blive klogere

Udgangspunktet for visionsudvalgets arbejde er arealerne ved idrætscentret og gymnasiet, men opdraget går langt videre, da målet er en helhedsplan som sikrer sammenhæng og bedre forbindelse på tværs af Bistrupvej.

Processen skal få så mange tanker og ideer frem i lyset som muligt med det klare formål at styrke fritids-, idræts- og kulturliv og rekreative muligheder.

- Det er foreninger, institutioner, handelsliv, de ældre og de unge, som ved, hvor skoen trykker, og behovene er, fortsætter Knud Skadborg. De har mange tanker om, hvordan vi sammen kan styrke Birkerøds kultur- og fritidsliv, og vi skal have dem alle på bordet. Det handler ganske enkelt om at blive klogere sammen, så vi til sin tid kan overdrage et super godt oplæg, der skal skabe grundlaget for en visionær byomdannelse til gavn for hele Birkerød.

Fem overordnede temaer

På det første udvalgsmøde gav deltagerne input til fem overordnede emner, der skal arbejdes videre med:

  1. Udvikling af idrætsfaciliteter
  2. Forbedret sammenhæng mellem stadionområde og bymidte
  3. Det økonomiske grundlag
  4. Ejerskab og foreningsliv: Tværgående behov og grundlag for nye samarbejder
  5. Planlægning med fokus på ungdomsmiljø

Den videre proces

Det samlede projekt består af to faser:

  • En visions- og programfase (2025)
  • En fase med udarbejdelsen af selve helhedsplanen (2026)

Arbejdet med en vision og et program for området omkring Birkerød Idrætscenter og gymnasiet skal være i mål inden udgangen af 2025. Visionen og programmet vil blive afleveret til den nye kommunalbestyrelse i begyndelsen af 2026.

Anden fase omfatter udarbejdelsen af den samlede helhedsplan. Her er det op til den nye kommunalbestyrelse at beslutte projektets videre organisering, planer for evt. udbud, tidsplan mv.

De sidder i visionsudvalget

Foreninger

  • Sigma Swim: Mads Peters
  • Skjold Birkerød Fodbold: Henrik Sloth-Ollendorff
  • Birkerød Basketball: Lise Pil Schmidt
  • Aktiv Birkerød Seniorer: Mogens Norup Thomsen

Øvrige deltagere

  • Formand Birkerød Handel og Erhverv: Rune Jørgensen
  • Mantzius, formand for kammermusikforeningen: Klaus Ostenfeld
  • Formand Kulturparaplyen: Jack Otto Kristensen
  • Rektor, Birkerød Gymnasium: Claus Reinholdt Campeotto
  • Elev Birkerød Gymnasium: Madelene Larsen
  • Søholmskolen (afd. Toftevang): Michelle Bea Lund-Müller
  • Ung i Rudersdal: Afventer deltagelse
  • Birkerød Almene Boligselskab (Møllevangen): Steen Bjerregaard

Politikere

  • Venstre: Julie Quass
  • Lokallisten: Khaled Mustapha
  • Det Konservative Folkeparti: Knud Skadborg (Formand for udvalget)
  • Det Konservative Folkeparti: Christoffer Buster Reinhardt
  • Socialdemokratiet: Thomas Les Rasmussen
  • Enhedslisten: Christoffer Emil Jexen
  • SF: Dorte Kollerup Nørbo
  • Uden for parti: Søren Hyldgaard
  • Radikale Venstre: Jacob Netteberg