Hop til hovedindhold
Nyhed

Hvem skal vinde Rudersdal Kommunes erhvervspris 2024?

Hvert år uddeles Rudersdal Kommunes Erhvervspris til udvalgte lokale virksomheder, der har gjort en særlig indsats. Lige nu og frem til 1. november kan du indstille kandidater til prisen.

Kender du en virksomhed i Rudersdal Kommune, der har gjort det særligt godt og anerkendelsesværdigt i 2024? Det kan for eksempel være en virksomhed, som har gjort en særlig social, samfundsmæssig eller klimabevidst indsats. Så kan du indstille den til Rudersdal Kommunes Erhvervspris 2024.

”Med erhvervsprisen ønsker vi at anerkende og værdsætte lokale virksomheder, som sætter fokus på den sociale, den samfundsbevidste og den bæredygtige bundlinje, og som bidrager til at løse nogle af samfundets mange udfordringer på en innovativ måde. Og det glæder mig, at de virksomheder, som vi hvert år tildeler Rudersdal Kommunes erhvervspris, får så megen gavn af prisen,” siger Kristine Thrane, formand for Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget i Rudersdal Kommune.

Sidste år blev prisen givet til følgende tre virksomheder i Rudersdal:

  • Green Station
  • JJ X-Ray
  • ALK

Kriterier for at komme i betragtning

For at komme i betragtning til Rudersdal Kommunes erhvervspris skal virksomheden have bidraget positivt til samfundet eller til det gode og nyskabende samarbejde mellem virksomhed, kommune og borgere. Det kan fx handle om mere liv i bymiljøer, bæredygtig drift, det rummelige arbejdsmarked, udvikling af produkter til særlige samfundsudfordringer, eller andre forhold, der særligt kommer samfundet til gode.

Prisvinderne modtager en messingplade med virksomhedens navn, tildelingstitel og årstal samt en e-mailsignatur med vinderlogo og et beløb på 10.000 kr. til et personalearrangement.

Læs mere om prisen og se tidligere års vindere her

Indstil kandidater til erhvervsprisen

Har du et eller flere bud på kandidater til prisen, skal Rudersdal Kommune have dit forslag senest fredag den 1. november. Alle har mulighed for at indstille kandidater til prisen, både private personer og virksomheder.

Indstil dine kandidater her

Rudersdal Kommunes Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalg udvælger de endelige vindere. Prisen uddeles ved en særlig nytårskur for erhvervslivet i begyndelsen af 2025.