Hop til hovedindhold
Nyhed

Ideer for Birkerød Idrætscenter tager nu form

Nu kan borgerne se konkrete scenarier til udvikling af området ved Birkerød Idrætscenter – alle interesserede inviteres til at komme med input på workshop 23. oktober.

Arbejdet med at udvikle en vision for Birkerød Idrætscenter, Birkerød Gymnasium og omgivelser er nu gået ind i en mere håndgribelig fase med to konkrete scenarier til, hvordan området ved Birkerød Idrætscenter kan se ud og kan anvendes.

Dermed er de mange spændende tanker og ideer, som et hold af eksterne konsulenter har arbejdet intenst på det sidste stykke tid, nu blevet lettere at forholde sig til.

Det særlige visionsudvalg, som består af politikere og repræsentanter for foreninger, handelsliv og skoler, har for nylig kigget på de skitser, som er blevet udviklet, og snart er det borgernes tur.

To forskellige scenarier præsenteres på en workshop torsdag den 23. oktober kl. 18.30-21.30 i Glassalen, Birkerød Idrætscenter. Scenarierne indeholder forskellige strategiske greb til, hvordan området ved idrætscentret kan udvikles

Her er alle med interesse i en fortsat god udvikling af området omkring Birkerød Idrætscenter, Birkerød Gymnasium og omgivelser meget velkomne til at deltage og fordybe sig i de tanker, der er gjort.

Du kan allerede tage et smugkig på materialet, som vi har lagt ud på projektets hjemmeside.

Helhedsplan skal styrke Birkerød

Vision for en kommende helhedsplan skal være klar ved årets udgang

Efter workshoppen opsamles alle input og tages med tilbage til videre overvejelse og behandling i visionsudvalget.

Ved årets udgang skal det endelige resultat foreligge: Vision og program for en kommende fysisk helhedsplan som kan overdrages til den nye kommunalbestyrelse til videre politisk beslutning.

Den fysiske helhedsplan forventes udarbejdet i 2026.