Invitation: Temamøde om overgangen til voksenlivet for unge med handicap
Rudersdal Kommune inviterer til temamøde om overgangen til voksenlivet for unge med handicap torsdag d. 30 oktober kl. 16 - 19. Mød bl.a. socialrådgiver og handicapkonsulent Inge Louv.
Når unge med handicap nærmer sig voksenlivet, åbner der sig en ny verden af muligheder og valg. Når man fylder 18 år, bliver man i lovens forstand voksen med ret til at træffe egne beslutninger og tage ansvar for sit liv. Det betyder, at den unge selv bliver den centrale samarbejdspartner for de offentlige myndigheder – med forældrenes støtte i baghånden, naturligvis. Det kan give anledning til mange spørgsmål, og det er naturligt, at familien gerne vil være klædt på til at navigere i de nye rammer og regler.
Rudersdal Kommune inviterer derfor til et temamøde, hvor socialrådgiver og handicapkonsulent Inge Louv giver et overblik over, hvilken støtte der kan fortsætte, hvilken der ændres, og hvilke nye muligheder der kan træde i stedet.
Vi ser på, hvordan unge kan få den rette støtte til at samarbejde med kommunen – fra let vejledning til mere omfattende hjælp – og dykker ned i reglerne for bisidder,
partsrepræsentation og værgemål. Samtidig drøfter vi, hvordan forældre kan give deres unge voksne børn den perfekte balance mellem støtte, selvstændighed og frihed.
Tid og sted
Torsdag d. 30 oktober kl. 16 - 19
Store Sal, Stationsvej 38, 3460 Birkerød
Program
16.00 | Velkommen v. områdechef Christina Olsen |
16.15 | Oplæg om overgangen fra barn til voksen v. socialrådgiver og handicapkonsulent Inge Louv |
17.30 | PAUSE |
17.50 | Hvordan arbejder vi med overgangssager i Rudersdal? V. Myndighedschef Iben Hellvik og afdelingsleder Thomas Bentzen |
18.30 | Dialog ved bordene |
19.00 | Tak for i aften |