Løsning på vej for lyskryds i Holte
Teknikken i det store lyskryds ved rådhuset og Holte Midtpunkt har længe givet problemer, men efter en større gennemgang forventes anlægget at være fuldt funktionsdygtigt før sommerferien.
I den seneste tid har lyssignalet i krydset ved rådhuset i Holte og Holte Midtpunkt i flere omgange ikke virket og skabt udfordringer for trafikken.
Problemerne skyldes fejl i den tekniske styring af signalanlægget, fordi der er trængt vand ind en række steder. Der er utætheder i kabler, trykkene ved fodgængerovergangen og enkelte steder også i signalarmaturerne.
Rudersdal Kommune forventer, at anlægget er gennemgået, og alle de nødvendige dele er skiftet inden sommerferien.
- Vi kan simpelthen ikke leve med, at det mest trafikerede kryds i kommunen ikke fungerer, som det skal. Både børn og voksne skal kunne færdes trygt, og det er altså sin sag at skulle krydse som fodgænger eller cyklist, når lyssignalet er ude af drift. Der kan hurtigt opstå farlige situationer, siger borgmester Ann Sofie Orth.
Problemer opstået i vinterens løb
De fortsatte problemer er opstået i kølvandet på den hårde vinter. Signalanlægget har været ud af drift i flere omgange i 2026, og problemerne begyndte efter en lang periode med frost / tø i februar.
Kommunens leverandør har været ude og se på forholdene hver gang, der har været fejl i systemet, men det har været vanskeligt præcist at lokalisere fejlen.
I de tilfælde, hvor et lyssignal ikke fungerer, gælder de almindelige færdselsregler om ubetinget vigepligt. Samtidig skal bilister og cyklister på Kongevejen holde ekstra godt øje, når de skal gennem krydset.
Teksten fortsætter under faktaboksen.
Tjek på vigepligten...
Når lysene strejker, er det godt at vide, hvad man gør som gående, cyklist og bilist, derfor en kort genopfriskning af færdselsreglerne.
Generelt gælder naturligvis, at alle skal passe ekstra på. Det gælder fodgængere og cyklister, når de krydser vejen, og det gælder selvsagt også de mange biler, som kan komme med en pæn hastighed ned af bakken mod krydset.
Men reglerne er meget enkle: Kommer man fra Øverødvej eller Holte Stationsvej og skal enten krydse Kongevejen eller ud på den, har man ubetinget vigepligt. Det viser den rød/hvide trekant.
Ubetinget vigepligt betyder, at man som gående, cyklende og kørende i bil skal holde tilbage både fra dem, som kommer fra venstre og fra højre.
Pas ekstra på når lyset svigter
I myldretiden kan det imidlertid være svært at komme ud på Kongevejen, hvis lyset strejker, fordi der bliver ved med at komme biler.
Kommer du til et lyskryds, som er slukket, skal du derfor passe ekstra på. Det er afgørende, at du kører langsomt og opmærksomt og sikrer dig, at dine medtrafikanter holder tilbage, inden du begiver dig ud i krydset.
Søg øjenkontakt med de krydsende trafikanter, hvis det er muligt, og tag ikke for givet, at alle trafikanter kender vigepligtsreglerne og holder tilbage for dig.
Se også Vejdirektoratets gode råd:
Hensyn til sikkerhed kan også slukke lyssignalet
Teknisk kan anlægget også ”gå i sort” af en helt gyldig grund, nemlig af hensyn til sikkerheden.
På grund af de mange biler i alle retninger i krydset er systemet i signalanlægget nemlig indrettet sådan, at så snart der blot er en lille bitte ting, som ikke fungerer, slukker systemet sig selv og går i sort af sikkerhedshensyn.
Det sker for at undgå, at der fx opstår grønt i to modsatrettede retninger.