Nu går arbejdet med ny kommuneplan i gang
Efter vedtagelse af Planstrategi 2024 begynder arbejdet med en revision af kommuneplanen, der vil fokusere på kommunens grønne udtryk, byliv og erhverv.
Den endelige version af Planstrategi 2024 er for nylig vedtaget i kommunalbestyrelsen, og det er startskuddet til, at arbejdet med en revision af kommuneplanen kan gå i gang.
Som en del af planstrategien er det nemlig besluttet, at Kommuneplan 2021 skal revideres. Den nye udgave, som forventes endeligt vedtaget i begyndelsen af 2026, vil især rette søgelyset mod disse emner:
- Levende bymidter med mulighed for offentlige funktioner og sundhedshuse i bymidterne samt en ændret placering af offentlig service, institutioner og kultur-, fritids- og idrætstilbud.
- Grønnere bymiljøer gennem regulering for mindre befæstelse og krav til udpegning af bevaringsværdige træer i lokalplanlægningen.
- Mulighederne for fortætning og justering af anvendelsesmulighederne i erhvervsområder. Her er der behov for en forudgående analyse og en indledende dialog med de relevante erhvervsforeninger m.fl.
- Det grønne udtryk og oplevelsen af det åbne land skal sikres via bedre indpasning af byggeri i det åbne land samt grøn regnvandsopsamling.
Kommuneplan 2025: Proces- og tidsplan
Kommuneplan 2025 tager afsæt i anbefalinger fra Planstrategi 2024, der bygger på borgerinddragelse bl.a. i form af borgersamlinger, høring og et åbent dialogmøde.
Denne forudgående dialog forventes at kunne tjene som grundlag for kommuneplanarbejdet. Derudover vil der i processen blive afholdt dialogmøder med relevante interessenter, der kan kvalificere specifikke emner i kommuneplanen.
Forslag til Kommuneplan 2025 vil blive udsendt i offentlig høring i otte uger. I høringsperioden vil der blive afholdt borgermøde om de hovedemner, der er blevet revideret.
Kommuneplan 2025 forventes endelig vedtaget i primo 2026.
Telefontider
Byplan holder kun åbent for telefoniske henvendelser (via kontaktcenter).