Politisk ramme for styrket beredskab er nu på plads
I tæt samarbejde med bl.a. foreninger og frivillige skal nyt udvalg være med til at styrke det lokale beredskab og hjælpe med at gøre kommunens samlede beredskab mere robust.
Med etableringen af et §17, stk. 4-udvalg har kommunalbestyrelsen nu støbt en klar ramme for det politiske arbejde med at styrke beredskabet i Rudersdal Kommune til gavn for borgere og virksomheder.
Baggrunden er næsten overflødig at nævne: Trusler på mange niveauer og i mange former rettet mod den grundlæggende infrastruktur og dermed borgernes basale følelse af tryghed.
- I en så usikker tid – også på nationalt plan – er det afgørende, at borgerne er trygge, fordi de ved, at vi som myndighed er så godt forberedt som overhovedet muligt, fortæller Alexander Friborg, formand for det nye udvalg for beredskab. Derfor vil vi også komme med en række konkrete initiativer, jeg håber, borgerne vil opleve som relevante. Fx planlægger vi et arrangement her i første halvår, hvor vi vil se på, hvordan vi kan udbygge det lokale beredskab, og hvordan borgerne kan styrke beredskabet i deres egen bolig.
En vigtig komponent er inddragelse og aktivering af civilsamfundet, repræsenteret ved fx grundejerforeninger, boligforeninger, interesseorganisationer, frivillige og gerne også lokale virksomheder. Workshops og øvelser vil også indgå i den samlede indsats.
Vi vil sikre den kritiske infrastruktur
Court Møller, fungerende næstformand i udvalget, siger:
- Selv om der er meget opmærksomhed på cyberangreb, misinformation og andre hybride trusler, må vi ikke glemme den fysiske dimension. Derfor er det meget vigtigt for os sikre kritisk infrastruktur som vand, el og varme, så vi i videst muligt omfang kan hjælpe kommunens mest sårbare borgere. Som kommune har vi et særligt ansvar overfor de borgere, der bor på vores plejehjem og bosteder, og de borgere, som vores hjemmepleje dagligt hjælper i hverdagen.
- Men også borgere i eget hjem, som vi ikke kender til, kan være sårbare, fortsætter Alexander Friborg. Derfor kommer vi som samfund og individer til i langt højere grad at skulle hjælpe og understøtte hinanden. Og her vil vi som kommune gerne være med til at støtte dette arbejde, så alle kan være trygge, hvis krisen kommer.
Dertil kommer at gøre forventningen til forsyningsselskaberne og deres ansvar mere tydelig i tilfælde af en større, uvarslet hændelse.
De syv medlemmer af kommunalbestyrelsen i udvalget
- Alexander Friborg (C), formand
- Næstformand Court Møller (B) (i Christian Fink Elkjærs fraværsperiode)
- Ann Sofie Orth (C), medlem
- Anja Christine Røgind (I), medlem
- Amalie Heegaard (B), medlem (i Christian Fink Elkjærs fraværsperiode)
- Dorte Nørbo (F), medlem
- Per Carøe (V), medlem