Regnskab 2024: Bedre resultat end budgetteret
En foreløbig opgørelse over Rudersdal Kommunes regnskab for 2024 viser en økonomi i god form med et større plus og en bedre likviditet end budgetteret. Stram udgiftsstyring og administrative besparelser er blandt forklaringerne.
Styr på udgifterne med stram budgetopfølgning, administrative besparelser og omprioriteringer tidligt på året. Det er hovedforklaringerne på, at Rudersdal ser ud til at opnå et større plus på kontoen og en bedre likviditet end budgetteret. Dermed kan kommunen overholde sin serviceramme.
Den foreløbige opgørelse over kommunens regnskab for 2024 viser bl.a., at:
- Rudersdal kan realisere et forventet overskud på 140 mio. kr. mod budgetteret 113 mio. kr.
- Kommunen kan overholde sin del af økonomiaftalen med staten – den såkaldte serviceramme. Her går Rudersdal forventet 1-2 mio. kr. under det forventede.
- Vi går ud af 2024 og ind i 2025 med en bedre likviditet end forudsat i budgettet.
Den foreløbige opgørelse af vores regnskab er opløftende. Vi har styr på vores driftsudgifter, har foretaget nogle nødvendige omprioriteringer – med bl.a. flere midler til det specialiserede socialområde – og vi har sparet på vores administration, så vi kan drive kommunen mere effektivt. Det er et godt afsæt for at styre det igangværende budgetår 2025 godt i mål, og det tegner godt for den kommende budgetproces, siger borgmester i Rudersdal, Ann Sofie Orth.
Statslige benspænd på indtægtssiden
Der er fortsat behov for tæt styring af kommunens økonomi i budgetperioden, fordi der er nogle usikkerheder knyttet til kommunens indtægter – blandt andet ejendomsbeskatning og den kommende reform af det kommunale udligningssystem.
Vi har styr på det, vi kan kontrollere, nemlig vores udgifter. Desværre har de seneste år vist os, at indtægterne kan være uforudsigelige. At staten endnu ikke har formået at få ordentligt styr på ejendomsbeskatningen stiller os som kommune i en situation, hvor vi ikke ved, hvad vi kan regne med. Og så lurer den varslede udligningsreform, hvor sporene desværre skræmmer, men hvor vi kan håbe på fornuft, siger Ann Sofie Orth og tilføjer:
Vi har gjort vores. Nu skal staten gøre sit.
Administrative effektiviseringer fortsætter
Rudersdals effektiviseringer på det administrative område vil fortsætte de kommende år.
Vi har nu nogle af de laveste administrative udgifter i landet, og vi fortsætter med at effektivisere. Med de besparelser, vi allerede har gennemført i denne valgperiode og de besparelser, vi har vedtaget med det seneste budget, vil de årlige udgifter til administration og ledelse fra 2028 og frem være 55 mio. kr. lavere end i 2022 – til gavn for service og velfærd til borgerne, siger Ann Sofie Orth.