Renovering af signalanlæg kommer alle trafikanter til gode
Nedslidte anlæg og forældet teknologi forstyrrer i dag trafikken flere steder i Rudersdal. Nu sætter kommunalbestyrelsen ind med en større renovering, der skal gøre anlæggene mere stabile og skabe tryghed i trafikken.
Når et signalanlæg pludselig holder op med at virke, kan det skabe utryghed og give gener for både bilister, cyklister og fodgængere. Flere steder i kommunen er anlæggene gamle, og slid samt forældet teknik øger risikoen for fejl.
Renoveringen betyder, at slidte dele skiftes ud – herunder nedslidte master, som samtidig forskønner bybilledet, når de udskiftes. Derudover får signalanlæggene ny og mere tidssvarende teknik, og der indføres teknologi, der bedre registrerer trafikken og tilpasser signalerne løbende. Det gør anlæggene mere stabile og mindre sårbare over for fejl – og hjælper samtidig trafikken til at glide bedre.
Mere tilgængelige kryds for alle
Flere kryds bliver også indrettet, så de er lettere og mere trygge at bruge for alle borgere, uanset funktionsniveau. Det gælder blandt andet bedre forhold for blinde og svagtseende samt for borgere med nedsat mobilitet.
Dorte Nørbo, formand for Arkitektur- og Byplanudvalget, siger:
– Det skal være nemt og trygt at bevæge sig rundt i Rudersdal i hverdagen. Uanset om man cykler i skole, går over vejen med rollator eller sidder bag rattet, skal man kunne stole på, at tingene fungerer. Derfor er det en vigtig investering, at vi nu tager fat på de signalanlæg, der trænger mest – både for at undgå driftsproblemer og for at skabe bedre forhold for alle trafikanter. Det handler i bund og grund om tryghed og om, at hverdagen skal hænge sammen for rigtig mange mennesker.
Prioriteret indsats i etaper
Renoveringen sker i etaper med fokus på de steder, hvor behovet er størst. Projekterne i 2026 er udvalgt ud fra anlæggenes tilstand og betydning for trafikken.
Samtidig ser Rudersdal Kommune nærmere på udfordringerne i Holtekrydset ved Kongevejen, Øverødvej og Holte Stationsvej. Det er et af de mest trafikerede steder i kommunen, hvor der har været gentagne problemer. En analyse skal nu finde årsagerne og sikre en mere holdbar løsning fremover.
Følgende signalanlæg er planlagt renoveret i 2026
- Bistrupvej / Søndervangen
- Bistrupvej / Vasevej
- Bistrupvej / Plantagevej
- Ravnsnæsvej / Dambakken
- Ravnsnæsvej / Byagervej
- Hørsholm Kongevej / Høsterkøbvej / Gøngehusvej
- Hørsholm Kongevej / Kongevejen
- Ravnsnæsvej / Birkeporten
- Stationsvej / Teglporten
- Tornevangsvej / Ludvig Jensens Vej
- Udskiftning af den elektronik, der sidder i masterne i udvalgte anlæg