Hop til hovedindhold
Nyhed

Rudersdal aflyser besparelse på mad til ældre

En samlet budgetforligskreds har 29. april besluttet at tilbagerulle en årlig besparelse på 7 mio. kr. på maden til kommunens ældre borgere.

Besparelsen skulle findes ved at udnytte kommunens stordriftsfordele, og få én udbyder til at levere maden til alle plejehjem i kommunen. Formålet var at levere næringsrigtig mad af høj kvalitet, skabe større fleksibilitet i hverdagen på plejehjemmene for Rudersdals ældre og hente en besparelse på 7 mio. kr. årligt. En ny analyse foretaget for kommunen viser, at de ønskede besparelser ikke kan opnås, og derfor er det besluttet, at rulle besparelsen tilbage.

”Vi skal løbende afprøve pris og kvalitet, for det hører jo med til at bruge borgernes penge klogt – og her havde vi håbet, at markedet kunne være med til at sikre det. Men sådan ser det desværre ikke ud lige nu. Vi ønsker ikke at tage nogen risiko i forhold til maden på plejehjemmene. Derfor trækker vi i håndbremsen og venter på, at markedet bliver parat til at kunne levere på pris og kvalitet,” siger Ann Sofie Orth (C), borgmester i Rudersdal Kommune.

Randi Mondorf (V), udvalgsformand for Social- og Sundhedsudvalget fortæller:

”Maden har stor betydning i en hverdag på et plejehjem, og det er afgørende for mig, at kommunens ældre borgere tilbydes en god og ernæringsrig kost. Derfor skal der altid være et stort fokus på arbejdet med at højne kvaliteten af den mad, der serveres for de ældre i kommunen. Det arbejde forventer jeg fortsætter. Jeg er rigtig glad for, at der nu er ro på madsituationen hos de ældre.”