Rudersdal-elever blandt landets bedste
Rudersdal Kommunes afgangselever klarer sig flot ved folkeskolens prøver og ligger fortsat i top fem på landsplan. Det viser de nyeste tal fra Børne- og Undervisningsministeriet.
Karaktergennemsnittet er steget fra 8,1 i 2024 til 8,4 i 2025, mens landsgennemsnittet er gået fra 7,2 til 7,5. Samtidig er andelen af elever med et snit over 10 vokset fra 21,6 % til 24,3 %, mens andelen med et snit under 4 er faldet fra 5,4 % til 2,6 %. Gruppen med et gennemsnit mellem 4 og 7 er steget fra 21,6 % til 24,7 %.
"Det er stærkt gået af både elever og lærere, at vi nu er tilbage på niveauet fra før Corona," siger borgmester Ann Sofie Orth. "Resultaterne viser, at vi har gode skoler, og at vi ligger i top på landsplan er noget, vi alle kan være stolte af."
Formand for Børne- og Skoleudvalget, Anne Christiansen, understreger, at arbejdet fortsætter:
"Vi er tilfredse, men hviler ikke på laurbærrene. Vi har allerede igangsat tiltag, der skal løfte elevernes færdigheder i dansk og matematik. Fremadrettet vil vi også arbejde målrettet på at styrke elevernes læselyst gennem investeringer i skolebiblioteker, bøger og samarbejdet mellem skole og hjem."
Med budgetaftalen for 2026-2029 er der afsat ekstra midler til flere ressourcer, to voksne i timerne og bedre læringsmiljøer.
"Alt sammen skal sikre, at alle børn – uanset fagligt udgangspunkt – får de bedste muligheder for at trives, lære og udvikle sig," siger Ann Sofie Orth.
Også specialklasserne har høje ambitioner. Flere elever tager allerede fuld eller delvis afgangsprøve, og målet er, at endnu flere får muligheden, når det giver mening for barnet.