Hop til hovedindhold
Nyhed

Rudersdal: fortsat få klager over afgørelser

Den seneste klagesagsredegørelse for Rudersdal Kommunes social- og sundhedsområde, viser, at området sammenlagt har truffet afgørelser i henved 12.000 sager. I alt 29 borgere valgte at klage over afgørelserne.

Kommunens årlige klagesagsredegørelse er netop udkommet, og giver et samlet overblik over, hvor mange sager der er blevet behandlet, hvor mange klager der er modtaget, og hvordan disse klager er blevet håndteret af Ankestyrelsen. Redegørelsen er et vigtigt redskab til at sikre kvaliteten i sagsbehandlingen, og udgives én gang om året.

 

Redegørelsen omfatter afgørelser foretaget i 2023 på voksenområdet, som bl.a. dækker merudgifter, hjælpemidler og visitationer. Ud af de henved 12.000 afgørelser afgjorde Center for Hjælpemidler omkring 8.500 sager, og stod dermed for den største del af samtlige afgørelser. Langt de fleste klager er derfor også kommet fra borgere, der havde fået afgørelser vedrørende hjælpemidler.

 

De 29 klager fra borgere i 2023, svarer til en klageprocent på cirka 0,2 %. Dette er en mindre stigning i forhold til 2022, hvor klageprocenten lå på 0,1 %.

 

Når en borger klager over en afgørelse, bliver sagen først genvurderet af kommunen. Hvis afgørelsen fastholdes, sendes den videre til Ankestyrelsen, der træffer den endelige beslutning.

 

Ankestyrelsen har på nuværende tidspunkt afgjort langt størstedelen af de 29 klager. Indtil videre har kommunen fået medhold i 14 af sagerne, mens området er blevet bedt om at genvurdere seks sager. Ankestyrelsen har givet én borger medhold i klagen, mens tre sager er blevet afvist.

 

Formanden for kommunens Social- og Sundhedsudvalg, Randi Mondorf (V), siger:

 

Klageadgangen er helt central for at sikre borgernes retssikkerhed, og for at Ankestyrelsen kan fastlægge praksis for tolkning af lovgivningen, hvor der er uklarhed om fortolkningen. Selvom klageprocenten er steget en lille smule fra året før, viser den fortsat, at der generelt er stor tilfredshed med sagsbehandlingen. Jeg hæfter mig også ved, at Ankestyrelsen har stadfæstet afgørelserne i langt størstedelen af de klagesager, de har behandlet indtil videre.

 

Kommunen følger nøje med i Ankestyrelsens afgørelser og praksisundersøgelser for løbende at tilpasse sin praksis til de nyeste regler og principafgørelser. Erfaringer fra klagesagerne bruges bl.a. til at forbedre den fremadrettede sagsbehandling, ligesom sagsbehandlerne deltager i kurser om relevant lovgivning for at sikre en høj standard.