Rudersdal hylder årets idrætsmestre: Fællesskab, frivillighed og stærke præstationer
Over 140 idrætsudøvere, ledere og frivillige var tirsdag aften samlet på Mantzius, hvor Rudersdal Kommune hædrede de voksne idrætsmestre fra 2025. Aftenen bød på fejring, fællesskab og et særligt skulderklap til årets idrætsleder, Bjørn Christau fra Holte Roklub.
Tirsdag den 17. marts blev Mantzius fyldt med glade idrætsmestre, klubfarver og en stor portion stolthed, da Rudersdal Kommune fejrede de lokale idrætsudøvere, der i 2025 blev mestre i deres disciplin.
Omkring 150 deltagere var mødt op – næsten dobbelt så mange som sidste år – og aftenen bød både på prisuddelinger, inspirerende oplæg og ikke mindst hyldesten af de mange lokale mestre.
Borgmester Ann Sofie Orth indledte aftenen med en stor tak til både udøvere og frivillige:
Når vi hylder jer, hylder vi meget mere end medaljer og titler. Vi hylder de fællesskaber, der gør Rudersdal til en stærk idrætskommune – og de frivillige kræfter, der hver dag skaber rammerne for, at både unge og voksne kan lykkes, sagde borgmester Ann Sofie Orth.
Bag hver eneste præstation står familier, trænere, frivillige og klubber, der løfter sammen. Det er noget af det smukkeste ved vores idrætsliv – og det fortjener stor anerkendelse. Det er netop også DBU Sjællands begrundelse for at kåre Skjold Birkerød Fodbold som Årets Fodboldklub 2025, at fokus på indsatsen for fællesskabet, de frivillige og medlemmerne i lokalområdet står så stærkt. Jeg er stolt over, at det er det, vi i Rudersdal bliver anerkendt for, fortsætter Ann Sofie Orth.
Aftenen rummede også et inspirerende oplæg fra landsholdsspiller og Holte Volley-anfører Nora Møllgaard, der delte sin personlige rejse i sporten.
Årets idrætsleder 2025: Et helt særligt skulderklap til Bjørn Christau, Holte Roklub
Et af aftenens højdepunkter var kåringen af Årets Idrætsleder 2025, som Rudersdal Idrætsråd stod for. Årets prismodtager blev Bjørn Christau fra Holte Roklub, der gennem mere end to årtier har været en bærende kraft i både klubben og i foreningslivet i Rudersdal. Bjørn har, foruden at have været formand for Holte Roklub i 20 år, skabt et stærkt frivillighedsmiljø, udviklet nye tilbud til nye målgrupper – alt fra 60+ roere til handicaproning, styrket samarbejdet med kommunen gennem mange år i udvalg og råd samt været en central drivkraft i moderniseringen af klubbens faciliteter.
Holte Roklub er i dag en af kommunens største foreninger med omkring 500 medlemmer, og den udvikling skyldes i høj grad Bjørns vedholdende indsats.
Hyldest til årets mestre – fra volleyball til amerikansk fodbold
Aftenens store finale var fejringen af de mere end 80 lokale idrætsudøvere, der i 2025 vandt et mesterskab. På storskærmen blev hver præstation vist, mens udøverne fik diplom og gavekort overleveret af borgmester Ann Sofie Orth.
Særligt Søllerød Golddiggers og Holte IF Volley havde mange mestre med – begge klubber løftede nemlig DM-trofæet for hold i 2025.
Idrætten i Rudersdal er i stærk udvikling
Borgmesteren præsenterede en række anlægsprojekter, som skal styrke idrætsfaciliteterne i kommunen de kommende år – herunder nye padelbaner, en ny multihal i Holte (Holte Hal 3) og en ny kunstgræsbane på Rundforbi.
For dig som borger betyder det flere moderne faciliteter, bedre kapacitet i foreningerne og endnu flere muligheder for at være aktiv – både som udøver og som frivillig.
380.000 kr. til elite- og talentudvikling
Den lokale idræt understøttes også af Rudersdal Elitestøtteordning, hvor Team Rudersdal sammen med Rudersdal Kommune hvert år uddeler støtte til stærke elitemiljøer i kommunen. Formålet er at støtte elite- og talentudvikling, som formår at opnå resultater på højeste nationale niveau.
I år uddelte formanden for Team Rudersdal Lars Hilliger sammen med Knud Skadborg, formand for Kultur- og Fritidsudvalget, og Anders Nim, næstformand for udvalget, i alt 380.000 kr. til 10 lokale klubber, der alle markerer sig som vigtige kraftcentre for elite- og talentudvikling i Rudersdal.
Fakta om arrangementet
- Dato: 17. marts 2026
- Sted: Mantzius, Birkerød
- Deltagere: 140-150
- Foreninger repræsenteret: 25
- Antal mestre hædret: 85
Aktive Birkerød Seniorer • Birkerød Tennisklub • Boldklubben BB • FC Rudersdal • Furesø Golfklub • Holte Atletik • Holte Badmintonklub • Holte IF Volleyball • Holte MTB klub • Holte Roklub • Holte Ski • Holte Tennisklub • Kickboxing Academy • Nærum Tennisklub • Ok Øst Birkerød • Rudersdal Fægteklub • Rudersdal NBC • Rudersdal Tennisklub • Sigma Swim Birkerød • Snik Atletik • Søllerød Golddiggers • Søllerød Golf Klub • Søllerød Orienteringsklub • Søllerød svømmeklub • Vedbæk Sejlklub •