Rudersdal Kommune renoverer vejbro på Trørødvej
I august begynder Rudersdal Kommune at renovere vejbroen på Trørødvej over Maglemoserenden. Arbejdet forventes afsluttet i slutningen af oktober.
Den lille vejbro på Trørødvej, som går over Maglemoserenden, har længe været i dårlig stand og skal nu renoveres.
Det betyder, at Trørødvej mellem nr. 8 og nr. 10 lukkes for biltrafik fra 17. august til 5. oktober.
Fodgængere og cyklister kan passere vejarbejdet, for bilister vil der blive skiltet med omkørsel.
Vejlukningen gør, at arbejdet kan udføres væsentligt hurtigere - på ca. syv uger mod næsten det dobbelte, hvis arbejdet skulle udføres i to etaper med en kørebane ad gangen.
Midten af august er valgt, da højsæsonen for strandbesøg på dette tidspunkt er ved at være slut.
Broen skal sikres mod frostskader og korrosion
Som det vigtigste skal broen isoleres på ny. Der skal udlægges en vandtæt, elastisk membran oven på brodækket (broens bærende betonkonstruktion) for at beskytte det mod vandindtrængning, frostskader, kemikalier og korrosion.
Membranen forlænger broens levetid betydeligt, da den holder fugt ude og forhindrer, at betonen nedbrydes. Derfor skal hele vejen hen over Maglemoserenden graves op, helt ned til brodækket.
Det er derfor nødvendigt at lukke vejen, mens der arbejdes.
Selv om vejen først lukkes fra 17. august, begynder arbejdet på broen allerede 3. august. Men her arbejdes kun på undersiden af broen - fra Maglemoserenden - så det har ingen indvirkning på hverdagen og trafikale forhold.