Hop til hovedindhold
Nyhed

Rudersdal styrker beredskabet

Det nyoprettede Beredskabsudvalg i Rudersdal Kommune har sat gang i arbejdet med at klæde borgere på, hvis krisen rammer. I en mere uforudsigelig verden er målet klart: Borgerne skal være bedre rustet gennem borgermøder og workshops.

Beredskab og forsyningssikkerhed er aktuelle temaer i dagens Danmark. I Rudersdal Kommune er det en høj prioriteret dagsorden: For hvad skal vi gøre, hvis krisen rammer? Hvilke opgaver løfter kommunen, og hvad skal borgerne selv have forberedt?

Spørgsmålene er mange og relevante. Derfor har kommunalbestyrelsen oprettet et nyt beredskabsudvalg. Det skal sikre, at Rudersdal har et robust beredskab og sætte retningen for arbejdet fremad.

Alexander Friborg, formand for beredskabsudvalget, siger:

"Rudersdal er et trygt sted at bo og leve, men verden omkring os forandrer sig hurtigt og bliver mere usikker. Spørgsmålet er ikke længere, om vi bliver udfordret. Men hvor godt vi er forberedt, når det sker."

Tryghed kræver et stærkt beredskab

Tryghed opstår, når vi ved, hvad der sker, hvis krisen rammer – og hvem der gør hvad. 

Det gælder både kommunen, forsyningsselskaberne og os selv. Kommunen skal kunne holde kritiske funktioner i gang. Forsyningsselskaberne skal levere vand, varme og strøm. Og borgerne skal være forberedt på at kunne klare sig selv i tre dage. 

Udvalget arbejder målrettet på at styrke beredskabet. Planer bliver gennemgået, samarbejder bliver styrket, og nye løsninger bliver udviklet. Det kræver et tæt samarbejde på tværs, hvor kommunen, forsyningsselskaber, virksomheder og civilsamfund skal arbejde tættere sammen, så beredskabet fungerer i praksis.

Lokale fællesskaber er en del af løsningen

Et vigtigt fokus i udvalgets arbejde er at styrke de lokale fællesskaber. Når noget uventet sker, er det ofte naboer, netværk og lokale initiativer, der gør den største forskel. 

Derfor vil udvalget arbejde for, at flere grundejerforeninger og boligselskaber får deres egne beredskabsplaner. Blandt andet så sårbare borgere ikke overses. Måske er det din nabo eller en anden i lokalområdet, der har brug for ekstra hjælp. 

I sidste ende handler beredskab ikke kun om planer. Det handler om at kende hinanden og være klar på at hjælpe, når det gælder. 

Bliv klar – før krisen rammer

Arbejdet stopper ikke på rådhuset. Udvalget vil sætte ind med konkrete tilbud til både borgere og foreninger.

Alexander Friborg, formand for beredskabsudvalget, siger:

"Udvalget vil have et klart fokus på, hvordan vi bedst understøtter borgerne og foreningerne. Det kan være gennem målrettet information, konkrete værktøjer til lokale beredskabsplaner, eller temamøder, hvor man får gjort beredskab nærværende og håndgribeligt."

Derfor inviterer beredskabsudvalget til et borgermøde – en såkaldt “prepper-aften” – onsdag den 3. juni kl. 18.30-21.00.

Aftenen byder blandt andet på oplæg om aktuelle trusler, konkrete råd til hjemmeberedskab. Her kan borgerne få viden og værktøjer til selv at være bedre forberedt. Både derhjemme og i deres lokalområde.  

Arrangementet afholdes i samarbejde med blandt andre Ældre Sagen, Styrelsen for Samfundssikkerhed og Nordsjællands Brandvæsen.

Et stærkt beredskab skabes i fællesskab. Jo bedre vi er forberedt – hver især og sammen – jo bedre kan vi passe på hinanden, hvis krisen rammer.

Læs beredskabsudvalgets kommissorium.