Særlig arkitektur i Rudersdal blev hædret
Rudersdal Kommune kårede vinderne af Arkitektur- og Bevaringspriserne 2024 ved et arrangement på Hestkøbgård den 5. november.
Rudersdal Kommune er ud over de grønne områder kendetegnet ved smuk arkitektur og mange bevaringsværdige bygninger – og sine mange borgere, der gør sig umage, når deres huse skal ombygges eller sættes i stand, så det passer ind i lokalområdernes særlige identitet. Derfor uddeler kommunen hvert år Arkitektur- og Bevaringspriserne for at hylde både den nytænkende arkitektur og bevaring af værdifuld arkitektur og kulturarv.
Tirsdag aften blev vinderne af Arkitektur- og Bevaringspriserne 2024 hædret ved et arrangement på Hestkøbgaard i Birkerød.
”I dag hylder vi dem, der passer særligt godt på vores lokalmiljø med noget, som vi ved står i mange år og sætter sit præg på, hvordan vores kommune skal se ud. Med denne prisuddeling ønsker vi i kommunen at vise, at vi sætter pris på, at borgere og bygherrer gør sig umage. Og så er det jo også en god anledning til at sætte nogle tanker i gang om, hvilke ambitioner vi selv har, og hvordan vores arkitektur- og bevaringspolitik egentlig skal udmøntes,” sagde borgmester Ann Sofie Orth, da hun bød de godt 75 fremmødte borgere, arkitekter, fagdommere og lokale politikere velkommen til prisuddelingen.
Priserne blev uddelt af en bedømmelsesudvalg bestående af borgmester Ann Sofie Orth, formand for Arkitektur- og Byplanudvalget Christoffer Buster Reinhardt, formand for Klima- og Miljøudvalget Court Møller, arkitekt MAA Dan Cornelius og arkitekt MAA Lise Sehested.
I år var 28 bygninger blevet indstillet til priserne – heriblandt havde bedømmelsesudvalget udvalgt fem kandidater, som var aftenens fokus.
Arkitekturprisen
Årets arkitekturpris gik til Marianelundsvej 4 i Birkerød, som er et eksempel på et typisk dansk parcelhus fra 1960, tegnet af arkitekt Steffen Hougaard.
I stedet for at rive ned og bygge nyt er det eksisterende parcelhus omhyggeligt ombygget og udvidet, så det på fornem vis danner en velfungerende ramme om et familieliv til en ny familie anno 2024.
Projektet er tegnet af Jesper Kusk Arkitekter med landskab af LoBe Landskab.
I begrundelsen, for at projektet modtager Arkitekturprisen 2024, fremhævede bedømmelsesudvalget bl.a., at det er et fremragende eksempel på, hvordan eksisterende enfamiliehuse kan ombygges, udvides og revitaliseres på fineste vis i stedet for at blive revet ned. Projektet er udført med stor indlevelse, fine rumligheder og er gennemført detaljeret både ude og inde, og samtidig har udearealerne fået samme høje niveau.
Bevaringsprisen
Årets bevaringspris gik til Biskop Svanes Vej 52 i Birkerød, som er en tidligere overlægebolig i historicistisk stil fra omkring år 1900. Huset har undergået en gennemgående restaurering af arkitekt Julie Reinau og husets ejere, som har bragt det tilbage til sin oprindelige funktion som villa for én familie og med enkle karakteristiske udsmykninger.
I begrundelsen, for at projektet modtager Bevaringsprisen 2024, fremhævede juryen bl.a., at de nye ejere viser, at de forstår huset. De kerer sig om de originale detaljer, og de har ikke behov for at sætte deres egne behov over bygningens rammer og historiske kvaliteter. De indtager bygningen, som bygningen ønsker, giver den nyt liv og minder os alle om, at bygninger er noget, vi låner i den periode, vi ejer dem. Vi skal passe på dem – og give dem videre til generationerne efter os.
Hædrende omtale
Udover de to priser modtog tre projekter hædrende omtale: Den nye rækkehusbebyggelse på Rolighedsvej i Birkerød af arkitekt Vagn Borlund og Ag5 Arkitekter, der har vist, hvordan stationsområdet på en fin måde kan fortættes, samt rækkehusbebyggelsen Carlsmindeparken i Søllerød og enfamiliehuset på Elledamsvej 1 i Holte, der begge modtog hædrende omtale for deres oprindelighed, velbevarede stand og arkitektur.