Hop til hovedindhold
Nyhed

Sjælsø Plejehjem får sin egen præst

Mandag den 9. marts blev Povl Götke indsat som præst på Sjælsø Plejehjem. Fremover vil han være en del af hverdagen på plejehjemmet og til stede for beboere, pårørende og medarbejdere.

På et plejehjem fylder mange store spørgsmål. Når livet nærmer sig sin afslutning, kan der opstå tanker om afsked, sorg, tro og mening. Med en præst tæt på hverdagen får mennesker på Sjælsø et sted at gå hen – eller et menneske, der kommer til dem – når de har brug for en samtale.

“En præst skal være dér, hvor mennesker er – og det er de netop her på Sjælsø. På et plejehjem taler vi ofte om pleje og omsorg. Med en præst tæt på hverdagen skaber vi plads til de samtaler, der handler om livet, afskeden og det, der fylder indeni”, siger borgmester Ann Sofie Orth.

Povl Götke er også hospitalspræst på Rigshospitalet og har stor erfaring med at tale med mennesker i svære livssituationer.

”Som præst er jeg først og fremmest sjælesørger. Det handler om at være sammen om noget, der gør ondt – sorg, ensomhed eller tanker om livet og døden. Man behøver ikke være religiøs for at tale med mig. Alle er velkomne”, siger Povl Götke.

En præst for hele huset

Sjælsø Plejehjem er det første sted i Danmark, hvor en præst har en rolle som virksomhedspræst. Det betyder, at Povl ikke kun er præst for beboerne, men også for pårørende og medarbejdere.

“Povl er her for alle på Sjælsø – beboere, pårørende og medarbejdere – når livet gør ondt, eller når man bare har brug for at blive lyttet til. Han har erfaringen og roen til at tage de svære samtaler om livet, døden og det, der er svært”, siger plejehjemschef Charlotte Buchwald.

Povl får kontor på plejehjemmet, men forventer at være mindst lige så meget ude på gangene og i fællesrummene.

”Man behøver ikke komme til mig. Jeg kommer også gerne rundt i huset og taler med dem, der har brug for en snak”, siger Povl Götke.

Stillingen er blevet til i et samarbejde mellem Sjælsø Plejehjem, Høsterkøb Sogn og provstiet og er finansieret af Kirkeministeriet. Målet er at skabe mere plads til samtaler om livets afslutning, afsked og de svære tanker, der kan fylde, når man selv eller ens kære er i livets sidste kapitel.