Skadedyr angriber buksbom på kirkegårdene
Rudersdal Kommune er ved at udskifte syge og svækkede buksbomhække.
Borgere og besøgende på kommunens kirkegårde har måske bemærket, at buksbom på Rudersdal Kommunes kirkegårde flere steder er blevet brun, vissen eller helt død.
Årsagen er især angreb fra buksbomhalvmøl, et invasivt skadedyr, som i disse år breder sig hurtigt over hele landet. Problemet, der ses på kirkegårde, i private haver og i offentlige anlæg, har været stigende de seneste år, men i år er angrebene særligt omfattende.
Alle kommunens kirkegårde er berørt i større eller mindre grad. Mange af de karakteristiske buksbomhække omkring gravsteder samt formklippede kugler og buske er blevet hårdt ramt.
Særligt de ældre og større buksbomplanter, som gennem mange år har været en del af kirkegårdenes særlige udtryk, er vanskelige at erstatte.
Kommunen arbejder på løsninger
Kirkegårdene har været opmærksomme på problemet med buksbom de seneste år. På nogle af kirkegårdene er udskiftningen af syge og svækkede buksbomhække allerede begyndt.
Blandt andet er flere afdelinger på Assistens/Søholm Kirkegård gennem årene blevet omlagt, og arbejdet fortsætter løbende. Udskiftning af buksbom er dog både omfattende og omkostningstungt.
Kirkegårdene afprøver samtidig forskellige muligheder for at begrænse skaderne og undersøger, hvorvidt enkelte planter kan overleve angrebene og skyde igen. Det er desværre nok nødvendigt at indstille sig på, at det er en kamp man ikke kan vinde.
Der arbejdes med at finde alternative planter, som på sigt kan erstatte buksbom og samtidig bevare kirkegårdenes grønne og velholdte udtryk.
Gravstedsejere med buksbom
Hvis du har et gravsted med buksbom, som er dødt eller kraftigt angrebet, kan du kontakte Kirkegårdskontoret for at aftale nærmere om rydning og eventuel genplantning med alternative planter, skriv til ruki@rudersdal.dk.
Eventuel rydning og nyplantning på det enkelte gravsted udføres for gravstedsejerens regning.
Status på de fælles buksbomhække
De buksbomhække, der indgår som en del af kirkegårdenes fællesarealer, vedligeholdes af kirkegården.
De omfattende skader betyder dog, at det ikke er muligt at udskifte alle de ramte hække på én gang. Forvaltningen arbejder derfor på en langsigtet plan for, hvordan de eksisterende hække gradvist kan erstattes med mere robuste løsninger, samtidig med at kirkegårdenes særlige karakter og udtryk bevares.
I nogle tilfælde vil vi lade angrebne planter blive stående i en periode for at vurdere, om de kan komme sig efter angrebene. Andre steder vil det være nødvendigt at erstatte planterne helt.
Rudersdal Kommune håber på forståelse for, at kirkegårdenes udseende i en periode vil være præget af de omfattende skader, som buksbomhalvmøl forårsager på kirkegårde og i haver over hele landet.
Om buksbomhalvmøl
Buksbomhalvmøl er et invasivt skadedyr, som har bredt sig til store dele af Danmark. Det er larverne, der gør skade ved at spise bladene på buksbom og i alvorlige tilfælde også gnave i barken, hvilket svækker planterne yderligere.
Kraftige angreb kan få planter og hække til at visne og dø.
Buksbomhalvmøl er ufarlig for mennesker og dyr, men udgør en stor trussel mod buksbom i haver, parker og på kirkegårde.
Sådan skiller du dig af med buksbomhalvmøl