Hop til hovedindhold
Nyhed

Slip den indre iværksætter løs, når du er klar

Maj Toppenberg har haft en iværksætter i sig hele livet. En markant ændring i hendes arbejdsforhold og sikkerhed for, at familiens økonomi kunne hænge sammen, førte til, at hun tog springet og skabte Luups.

Maj Toppenberg er en af Rudersdal Kommunes mange iværksættere, der har valgt at kvitte det faste jobs økonomiske sikkerhed og leve drømmen ud om at starte egen virksomhed. Som hos mange andre skulle der dog et ’puf’ til for at gå fra tanke til handling. I Maj Toppenbergs tilfælde var det en ny ledelse på hendes daværende arbejdsplads, der trak hendes job væk fra det, der motiverede hende. ”Det blev for meget corporate og for lidt det, jeg brænder for,” forklarer hun, der i en længere årrække havde haft forskellige job som direktør i restaurations- og cateringbranchen. 

Det var netop hendes dybe kendskab til branchen og de udfordringer som blandt andet virksomhedskantiner oplever i dagligdagen, der gav inspirationen til Luups: ”I kantinebranchen havde vi fundet ud af, at vi kunne mindske madspildet fra 30 til under ti procent ved at portionsanrette maden. Det skabte desværre ofte kaos ved buffeterne, fordi folk skulle gå flere gange. Jeg satte mig derfor for sammen med to studerende fra DTU at udvikle en mindre bakke, der kunne håndtere transporten af portionsanretningerne, lette flowet og som samtidig kunne motivere et mindre madforbrug. Samtidig skulle produktet gerne være pænt og håndterbart i køkken og opvask.” 

Portrætfoto af Maj Toppenberg
Maj Toppenberg har altid haft en iværksætter i maven

Ro i maven

For Maj var det afgørende dog, at ”have ro i maven”. Hun erkender, at hun tidligere havde prioriteret familiens økonomiske tryghed, selv om hun med egne ord altid har været iværksætter. Derfor fik hun og hendes mand gennemgået deres økonomi. Hun siger: ”Vi er ikke afhængige af, at min virksomhed skal give overskud og vi har lagt en plan, der foreløbig rækker tre år frem. Til den tid vurderer vi, min virksomheds videre fremtid.” Og ambitionerne er store hos Maj Toppenberg, der i øjeblikket udvikler, markedsfører og sælger serveringsbakker, tallerkner og skåle i Danmark og Norge. 

Ikke alene håber hun på en større markedsdækning i Danmark og Norge. Hun forventer også at kunne udvide til det britiske marked og forhåbentligt også en række andre europæiske markeder, selv om hun forudser, at det bliver svært: ”Markedet for mine produkter er globalt, men jeg synes, det har været vanskeligere at få tag i det danske marked, end jeg havde forventet. Og her har jeg endda mere end tyve års brancheerfaring.”

Pakker og sender selv varerne

Maj har p.t. ingen ansatte, får produceret sine varer i Aarhus og har lager i Hørsholm. Hun peger på, at denne måde at organisere sin virksomhed på er meget i tidens ånd med øget digitalisering og fortsat krav om nærhed til markedet samtidig med, at det gør det muligt at holde omkostningerne nede. Hun forventer dog, at en række af de opgaver hun selv løser i dag, med tiden skal løses af andre: ”Jeg synes, det er supersjovt at have mange hatte på i dagligdagen, men jeg er også blevet mere og mere opmærksom på, at jeg er nødt til at prioritere min tid og koncentrere mig om det, jeg brænder for og er god til. Jeg skal ikke fortsætte med at køre til Hørsholm for at pakke og sende varer til mine kunder for eksempel.” 

Helt naturligt har Maj Toppenberg derfor søgt forskellige former for økonomiske støtte til at udvide sin forretning og herunder også til at etablere sig på det britiske marked. Det har dog vist sig vanskeligere end forventet. Hun forklarer: ”Jeg har erfaret, at det er mere end vanskeligt at få adgang til finansiering via offentlige støtteordninger og acceleratorprogrammer. Næsten uden undtagelse lægger de vægt på, at du har ansatte medarbejdere. ”Hun lægger ikke skjul på, at hun er ærgerlig over, at man ikke i højere grad ser på virksomhedens vækstpotentiale, men alene på beskæftigelsesaspektet samtidig med, at hun selvfølgelig har en forventning om at få behov for hjælp til en række støttefunktioner, lagerføring og distribution på sigt.

Mere arbejde, større fleksibilitet

Livet som virksomhedsejer med kontor på hjemmeadressen har ikke betydet, at Maj arbejder mindre. Faktisk tværtimod: ”Jeg arbejder meget mere end tidligere, men til gengæld giver mit arbejde mig en meget større fleksibilitet og langt bedre mulighed for at være sammen med min familie. Jeg arbejder hjemmefra og kan derfor planlægge min dag meget bedre end tidligere, hvor jeg ofte tog hjemmefra tidligt om morgenen, havde arbejde om aftenerne og ofte også i weekenderne.”

Så hvorfor skal man kvitte et fast job for at blive iværksætter? Maj Toppenberg er meget afklaret: 

"Man skal gøre det, hvis man har en iværksætter i maven, og hvis man har en idé, man tror fuldt og fast på. Man skal tro på, at man kan skabe noget, noget der betyder noget for en selv og for andre. Og så skal man frem for alt være i balance. Det forudsætter, at man kender sig selv godt og at man har styrken til kun at beskæftige sig med det, man selv er god til, og lade andre om resten."

Læs mere om Luups på luups.dk