Snart kan du sætte dig på 11 nye ønskebænke i naturen
Engagerede borgere har bidraget med 71 forslag til bænke i naturen, og nu er det besluttet, at der i 2025 placeres 11 nye bænke.
I løbet af næste år får naturelskere og andre brugere af den skønne natur i Rudersdal 11 nye muligheder for et hvil på en bænk i naturen.
De 11 nye naturbænke er et direkte resultat af projekt ”Ønskebænke og skraldespande”, hvor borgerne kunne komme med forslag til placering af bænke i naturen. Projektet blev godkendt af Klima- og Miljøudvalget på sit møde 6. marts 2024.
Efterfølgende kunne alle interesserede byde ind med deres forslag på platformen ”Sammen om Rudersdal”. Forvaltningen har i alt modtaget 71 ønsker til placeringer af bænke. Heraf er de 17 ønsker på naturområder, som Rudersdal Kommune ejer.
Forvaltningen har vurderet de indkomne forslag, og nu har Klima- og Miljøudvalget besluttet, at der skal opsættes 11 bænke, som opfylder formålet med projektet og kan realiseres inden for den økonomiske ramme.
Se kort over de samlede placeringer
Se kort for hver enkelt placering i materiale på møde i Klima- og Miljøudvalget 27. november 2024:
Nye bænke, nye muligheder for naturoplevelser
- Jeg er glad for, at vi nu kan tilbyde borgerne en række nye steder, hvor de tage en pause og nyde naturen, siger Court Møller, formand for Klima- og Miljøudvalget. Vi har nogle helt vidunderlige naturområder, og mange efterspørger jævnligt flere muligheder for at sætte sig på en bænk. Det opfylder vi nu, og samtidig er jeg glad for den interesse, borgerne har vist for selv at være med til at ønske, hvor der helt konkret skal være nye bænke.
Enkelte steder vil de afsatte midler også blive brugt på brolægning og rydning i forbindelse med opsætning af bænke. Det sker for at lette den efterfølgende drift.
Der opsættes i første omgang ikke skraldespande ved de nye bænke, da det medfører øgede driftsudgifter. Men forvaltningen vil dog holde øje med, om der skulle komme affald ved de nye bænke. I så fald opsættes skraldespande, hvis behovet opstår.
Åbningstider
Vej og Park er ved at implementere nyt it-system. Det betyder desværre, at der de næste par uger vil være længere svar- og sagsbehandlingstider.