Hop til hovedindhold
Nyhed

Stærkere økonomi kommer bl.a. plejehjem til gode

Partierne bag budget 2025 vil nedskrive merforbruget for udvalgte plejehjem med særlige udfordringer. Styringsmæssige tiltag skal understøtte ledelserne bedre fremadrettet.

Som en del af den årlige regnskabsproces overføres institutionernes mer- og mindreforbrug fra år til år.

Det giver i år mulighed for at prioritere de plejehjem, der har oparbejdet store ubalancer. Partierne bag budgettet har besluttet at nedskrive merforbruget for plejehjem, som har stået over for betydelige udfordringer. Ved at nedskrive merforbruget sikres, at plejehjemmene kan fortsætte med at levere service og pleje af samme høje kvalitet.

Borgmester Ann Sofie Orth siger:

Budget 2025 er ikke blot en økonomisk plan; det er et løfte om at tage ansvar for vores mest sårbare borgere og styrke den velfærd, som vi alle værdsætter. Vi er på rette vej med en økonomi i balance, og det giver os muligheden for at investere i den borgernære velfærd. Det glæder mig, at vi sammen kan tage ansvar og sikre, at vores plejehjem får de nødvendige ressourcer til at trives.

Randi Mondorf, formand for Social- og Sundhedsudvalget tilføjer:

Ældreområdet er desværre udfordret. Også i Rudersdal oplever vi, at selv små uforudsete ting kan få plejehjemmenes stramme budgetter til at skride. Plejehjemsbeboerne er i dag ældre og dårligere, når de kommer på plejehjem, og det er vanskeligt at rekruttere de ønskede medarbejdere. Det udfordrer både pleje- og ledelsesopgaven. Vi har fuld fokus på at hjælpe ledelserne og optimere styringen på vores plejehjem, men nu og her er vi nødt til at tage et særligt ansvar og forholde os til realiteterne. Ved at nedbringe en del af gælden og samtidig sætte ind med ledelse og tæt styring kan vi give vores plejehjem et nyt afsæt for at skabe balance i økonomien.

Overførselssagerne behandles efter udvalgsbehandlingerne i Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.