Hop til hovedindhold
Nyhed

Tilbud til stressramte unge fortsætter

Det populære gruppeforløb Åben og Rolig for Unge i samarbejde med Fonden Mental Sundhed og Lind Foundation giver nu flere unge mellem 15 og 25 år i Rudersdal Kommune mulighed for at deltage i kurser, som kan mindske stress og styrke trivsel.

På landsplan er der de seneste år sket en stigning i antallet af unge, der mistrives og udvikler symptomer på stress. Det gælder også i Rudersdal Kommune, hvor tal fra den seneste sundhedsprofilundersøgelse viser, at halvdelen af kvinderne og en tredjedel af mændene mellem 16 og 24 år føler sig stressede.

Derfor har Rudersdal Kommune siden efteråret 2023 deltaget i en pilotafprøvning af konceptet Åben og Rolig for Unge, som er et seks ugers gruppeforløb til unge mellem 15 og 25 år med moderate til mere alvorlige symptomer på stress. I pilotperioden har særligt Birkerød Gymnasium spillet en væsentlig rolle i at realisere Åben og Rolig for Unge, da gymnasiet har haft til opgave at rekruttere unge til forløbene. Nu skal forløbet tilbydes til alle kommunens unge med symptomer på stress, og derfor vil der i efteråret også blive planlagt forløb i samarbejde med bl.a. Nærum Gymnasium og Virum Gymnasium, ligesom unge fra andre ungdomsuddannelser eller andre ungetilbud, som bor i kommunen, også er velkomne.

Det glæder Randi Mondorf, formand for Social- og Sundhedsudvalget i Rudersdal Kommune

”At der er sket en stigning i stress og dårlig mental trivsel blandt unge i de seneste år er nok gået de færrestes næser forbi. Det gælder også i Rudersdal Kommune, og det skal vi tage alvorligt, fordi det kan have store negative konsekvenser for de unges liv og uddannelse. Derfor glæder det mig meget, at vi har mulighed for at fortsætte dette højt kvalificerede tilbud til kommunens unge borgere,” siger Randi Mondorf.

Også borgmester Ann Sofie Orth ser Åben og Rolig for Unge som et vigtigt værktøj i kommunens arbejde med at styrke trivslen blandt kommunens unge.

”Som kommune er det også vores opgave at sørge for, at de unge får de bedste forudsætninger for at trives i deres ungdomsliv. Det kan vi bl.a. gøre ved at gribe ind i tide og forebygge stress og mistrivsel, inden det vokser sig for stort – både ved at stille professionelle tilbud som Åben og Rolig til rådighed, og ved at sørge for, at alle, der kunne have glæde af tilbuddet, også får adgang til det,” siger Ann Sofie Orth.

Fokus på at indsamle viden

Åben og Rolig for Unge udbydes i samarbejde med Fonden Mental Sundhed og Lind Foundation og skal blandt andet tilbyde metoder til at håndtere stress, angst og ensomhed blandt de unge. Tilbuddet er allerede bredt ud i flere andre kommuner, hvor erfaringerne er meget positive.

Og ifølge Christian Gaden Jensen, administrerende direktør for Fonden Mental Sundhed, er formålet med Åben og Rolig for Unge ikke bare tilbyde professionel hjælp til stresshåndtering, men også at indsamle viden, så erfaringerne kan bruges bredere i samfundet.

”Vi er enormt stolte over, at få mulighed for at bidrage til at kommunerne kan arbejde fagligt og systematisk med unge. Jeg synes også samarbejdet her er unikt, fordi det er langsigtet. Vi har fokus på at etablere et evidensbaseret tilbud, men også på at sikre, at det ikke bare er et projekt, der forsvinder ud i det blå. Indsatsen skal undersøges henover flere år – og viden om tilbuddet til unge skal bredes ud til alle,” siger Christian Gaden Jensen.

Næste Åben og Rolig for Unge-hold starter op i september 2025. Er du ung mellem 16 og 25 år og har du lyst til at deltage i et forløb, kan du sende en mail med navn og telefonnummer aru@rudersdal.dk., hvorefter du vil blive kontaktet.

Fakta om Åben og Rolig for Unge

  • Åben og Rolig for Unge er udviklet i 2016 i et samarbejde mellem Center for Psykisk Sundhedsfremme v. Københavns Universitet, Aalborg Kommune og DPU v. Aarhus Universitet. Indsatsen udbydes i dag almennyttigt af Fonden Mental Sundhed.
  • Åben og Rolig-tilgangen er anbefalet af Sundhedsstyrelsen i 2018 og igen i 2022.
  • Åben og Rolig er psykologledet.