Vær med, når Arkitektur- og Bevaringspriserne 2024 skal uddeles
Kommunen har modtaget en lang række gode og kvalificerede bud på kandidater til årets Arkitektur- og Bevaringspriser, og vinderne skal nu kåres. Den 5. november bliver der afholdt prisuddeling på Hestkøbgaard, hvor alle med interesse for arkitektur og byudvikling er velkomne. Kom også og hør oplæg om 60’erne og 70’ernes parcelhusarkitektur ved samme lejlighed.
Tidligere på året inviterede Rudersdal Kommune alle kommunens borgere til at indstille deres forslag til Arkitektur- og Bevaringspriserne 2024. Sammen med indstillinger fra 2023 er det blevet til 28 spændende bud på kandidater til priserne, og nu skal vinderne kåres.
Den 5. november kl. 17.30 – 19.00 bliver der afholdt prisuddeling på Hestkøbgaard, Hestkøb Vænge 4, 3460 Birkerød, og alle med interesse for arkitektur og bevaring er velkomne.
Arkitekt Line Stougaard holder oplæg om 60'ernes og 70'ernes parcelhusarkitektur, husenes værdier og forholdet mellem hus, parcel og kvarter. Netop parcelhuse fra denne periode er i stigende grad i fokus for, hvordan man kan renovere og forny dem, eller måske netop bevare den særlige arkitektur.
Borgmester Ann Sofie Orth introducerer Rudersdal Kommunes Arkitektur- og Bevaringspriser. Og til sidst afslører fagdommerne arkitekt Lise Sehested og arkitekt Dan Cornelius hvem, der tildeles årets priser og hædrende omtale.
Nominerede kandidater
Bedømmelsesudvalget har gennemgået alle forslag til kandidater til Arkitektur- og Bevaringspriserne 2024 og har udvalgt følgende finalister:
- Ny rækkehusbebyggelse på Rolighedsvej i Birkerød (Arkitekturprisen)
- Nyt enfamiliehus på Kong Valdemars Vej i Søllerød (Arkitekturprisen)
- Om- og tilbygning til enfamiliehus i Birkerød (Arkitekturprisen)
- Carlsmindeparken i Søllerød (Bevaringsprisen)
- Restaurering af lægebolig i Ebberød (Bevaringsprisen)
- Brutalistisk enfamiliehus i Holte (Bevaringsprisen)
- Restaurering af landsted i Høsterkøb (Bevaringsprisen)
Tilmelding
For at vi kan tilrettelægge arrangementet bedst muligt vil det være en stor hjælp, at du tilmelder dig.
Tilmelding til arrangementet kan ske her
Ved afbud beder vi dig give besked til byplan@rudersdal.dk, så vi kan tilbyde pladsen til en anden.