Hop til hovedindhold

Opfølgning på nabomøde vedr. Holtegårdsparken

Se materialer med meget mere viden om det planlagte varmeanlæg i Holtegårdsparken.

Rudersdal Kommune og Norfors var 25. og 27. november værter for nabomøder om de planlagte varmeanlæg i Holtegårdsparken i Gl. Holte og på Blokken i Birkerød.

Mere end 200 borgere deltog på mødet om anlægget i Holtegårdsparken, og den 27. november deltog 13 borgere i det tilsvarende møde for projektet på Blokken.

På begge møder bidrog de fremmødte med konstruktive og kritiske spørgsmål til kommunens plan.

Som opsamling på nabomøderne kan du nedenfor finde den fulde dokumentation for, hvilke andre placeringer der har været i spil, før politikerne traf den beslutning, at der skulle arbejdes videre med de to aktuelle steder.

Materialer, den politiske proces og det videre forløb

  • De to placeringer er udvalgt efter en grundig analyse, hvor i alt 90 steder har været vurderet.

    Herunder finder du tre dokumenter, der fortæller om udvælgelsen af de to steder:

    1. Kort over screenede områder
    2. Oversigt over de 90 placeringer
    3. Notat med beskrivelse af processen

    Du kan også se, hvilke fagområder som har bidraget og med hvad.

    Kort over screenede områder

    Oversigt over de 90 områder

    Notat: Proces for screening af arealer til varmeproduktion

    Bemærk: Arealet nr. 66 "Frit areal ved Nordskrænten" omfattede arealet umiddelbart nord for Holtegårdsparken.

  • Vi er i færd med at følge op på spørgsmål fra de to nabomøder. I første ombæring kan du se følgende:

    Elleslettegårdsvej 2 som muligt alternativ

    Elleslettegårdsvej 2 har været foreslået som alternativ placering til Holtgårdsparken

    Notat med vurdering af Elleslettegårdsvej 2

    Visualiseringer

    Vi har fået udarbejdet nogle visualiseringer, som måske kan give et indtryk af, hvordan varmeanlægget kan indpasses på arealet i Holtegårdsparken.

    De seks slides viser oversigtskort, en 3D-visualisering og en visualisering med bearbejdning af landskabet. Det kan du se dels med akkumuleringstankene placeret i parken, dels - som et muligt alternativ – placeret på den anden side af Øverødvej ved Kulturcenter Mariehøj

    Visualiseringer Holtegårdsparken

    Materiale på vej

    På nabomødet 25. november på Nærum Gymnasium blev systemet Mentimeter brugt til at samle input fra salen. Vi arbejder på at kunne levere besvarelser på de mange forskellige spørgsmål.

    Vi arbejder også på at kunne formidle et notat fra Artelia om støjforhold. Endelig arbejde vi – i tæt samarbejde med Norfors og Artelia – videre med nedenstående dokumentation:

    • Status på evt. flytning af de to akkumuleringstanke til den anden side af Øverødvej
    • Status på undersøgelser af geotermi
    • Nærmere redegørelse for støj
    • Undersøgelse af mulighed for indpasning af fjernvarmeanlæg på FDF- og brevduegrunden, Gammel Holtevej 24 A+B
    • Perspektiver i jordvarme i Holtegårdsparken
  • Ganske kort har det samlede forløb været dette:

    14. december 2022

    Kommunalbestyrelsen vedtager en ny varmeplan for Rudersdal Kommune. Varmeplanen dækker årene 2023-2035.

    Vedtagelse

    Frem til udvalgsbehandling 16. august 2023 om placering af store varmepumper

    I den mellemliggende tid arbejder Rudersdal Kommune og Norfors med at screene 90 kommunale arealer for potentiale for placering af fjernvarmeproduktion.

    16. august 2023

    Klima- og Miljøudvalget samt Arkitektur- og Byplanudvalget præsenteres for fem mulige arealer til etablering af grøn varmeproduktion til fjernvarme. De fem arealer er forvaltningens anbefaling på baggrund af en grundig kortlægning af 90 kommunale arealer.

    Udpegningen af arealer til grøn varmeproduktion er en forudsætning for fjernvarmeudbygningen i Rudersdal Kommune, jf. ovenstående beslutning om "Varmeplan 2023-2035".

    På mødet bliver det besluttet at prioritere arealerne Blokken (47A og 48), Rundforbivej (+ materielgården) i Nærum og arealet bag Kulturcenter Mariehøj.

    Efterfølgende har forvaltningen vurderet, at det af hensyn til at opnå tilstrækkelig kapacitet også er relevant at se nærmere på den nordligste del af Holtegårdsparken.

    I den forbindelse er det forsyningsselskabet Norfors’ vurdering, at hovedparten af varmebehovet i kommunen kan dækkes af Blokken 47A og den nordlige del af Holtegårdsparken, hvorfor der i udgangspunktet fokuseres på de to arealer.

    Det bemærkes dog, at ingen af de fem arealer på forhånd kan udelukkes, hvis hele varmebehovet skal kunne dækkes, idet anlæggenes potentielle kapacitet bl.a. afhænger af arealernes størrelse.

    Vedtagelse

    8. november 2023

    Klima- og Miljøudvalget samt Arkitektur- og Byplanudvalget vedtager en principbeslutning om at arbejde videre med to af de fem arealer, den nordlige del af Holtegårdsparken og Blokken.

    Vedtagelse

    Frem til udvalgsbehandling med forslag til lokalplanproces 6. november 2024

    Forvaltningen og Norfors har i den mellemliggende tid arbejdet med at afdække, vurdere og dokumentere alle de forhold, som skal være på plads, før en konkret proces for en ny lokalplan kan sættes i gang.

    Da der er tale om komplekse anlæg med stor betydning og potentielle konsekvenser, særligt for de nærmeste naboer, er der mange ting, som skal afklares.

    Det gælder bl.a. tekniske aspekter og lovgivningsmæssige forhold knyttet til den konkrete placering og udformning af de to anlæg.

    6. november 2024

    Arkitektur- og Byplanudvalget beslutter at igangsætte proces for udarbejdelse af udkast til lokalplaner for de to projekter.

    Vedtagelse

  • Rudersdal Kommune har sat en række initiativer i søen for at belyse flere aspekter af projektet i Holtegårdsparken.

    Desuden er indledt en dialog med en række lokale foreninger i området. Første møde fandt sted 17. december, og deltagerne var disse:

    • Grundejerforeningen Gassehaven
    • Gl. Holte og Omegns Grundejerforening
    • Grundejerforeningen Lille Sandbjerg
    • Andelsboligforeningen Brillerne
    • Ejerforeningen Holtegårdsvej
    • Grundejerforeningen Pilekæret

    På mødet blev det bl.a. aftalt, at repræsentanterne for disse foreninger, som deltog i mødet, fremover skal danne en følgegruppe.

    Gruppen får på denne måde mulighed for at komme tættere på det videre arbejde indgå i en løbende dialog med forvaltningen.