Hop til hovedindhold
Høring

Høringsproces for cykelsti langs Hørsholm Kongevej

Rudersdal Kommune sender udkast til tilladelse samt miljøkonsekvensrapport i høring.

Rudersdal Kommune planlægger at etablere en enkeltrettet cykelsti langs Hørsholm Kongevej mellem Rudegård Stadion og Sandbjergvej.

Kommunen har i forbindelse med projektet fået udarbejdet en miljøkonsekvensrapport, som kortlægger de mulige miljøpåvirkninger, der kan være i forbindelse med projektet.

På baggrund af oplysningerne i denne, samt kommunens egne vurderinger, har kommunen udarbejdet et udkast til tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25.

Udkast til tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25

Miljøkonsekvensrapport inkl. bilag – bilag 1 til § 25-tilladelsen

Arealplan med angivelse af træfældning - bilag 2 til § 25-tilladelsen

Høring

Miljøkonsekvensrapporten samt udkast til § 25-tilladelse fremlægges i otte ugers offentlig høring fra den 30. januar 2025 til den 27. marts 2025.

Høringssvar skal modtages af Rudersdal Kommune senest den 27. marts 2025 og sendes til rudersdal@rudersdal.dk eller til Rudersdal Kommune, Klima, Natur og Miljø, Øverødvej 2, 2840 Holte.

Baggrund for projektet

Rudersdal Kommune finder, at projektet samlet set vil skabe forbedrede forhold for både trafiksikkerhed og miljøet i form af fremtidig rensning af overfladevandet fra vejbanen. Kommunen finder videre, at projektet ikke vil medføre væsentlige indvirkninger på hverken naturtyper eller arter.

Kommunen har lagt vægt på, at anlægsarbejdet skal foregå fra eksisterende vejbane, og at der benyttes paddehegn for at sikre, at padder og krybdyr ikke bliver påvirket af anlægsarbejdet.

Derudover har kommunen lagt vægt på, at det i driftsfasen sikres, at lys langs cykelstierne er tilstrækkelig til, at brugerne kan færdes sikkert også i de mørke perioder af året, samtidig med at flagermus samt andre nataktive dyr, der måtte kunne påvirkes af varig belysning, ikke bliver påvirket væsentligt.