Lokalplan 273 for et boligområde ved Bregnerødvej – Endelig vedtagelse
Kommunalbestyrelsen har den 25. juni 2025 vedtaget Lokalplan 273 for et boligområde ved Bregnerødvej.
Lokalplanen omfatter ejendommene på Bregnerødvej 90-92, 3460 Birkerød.
Den vedtagne lokalplan kan ses her, Lokalplan 273
Formål og indhold
Lokalplanen har til formål at muliggøre omdannelse fra erhverv til bolig enten i form af etageboliger eller rækkehusbebyggelse. Lokalplanområdet må kun anvendes til helårsboliger, og der må maksimalt opføres og indrettes 26 boliger inden for området. Lokalplanen fastlægger bebyggelsesprocenten til 45. Der er dog mulighed for en bebyggelsesprocent på op til 47, hvis de sidste to procent anvendes til fællesfaciliteter. Etageboliger kan opføres i maksimalt tre til fire etager og med en maksimal bygningshøjde på 13,5 til 16,5 m. Lokalplanen indeholder en række krav til bygningernes udformning, som kan sikre arkitektonisk kvalitet og visuel sammenhæng mellem bygningerne. For etageboliger gælder det, at der skal udlægges udendørs fælles opholdsareal svarende til mindst 100 procent af etageboligarealet.
Høring
Lokalplanforslaget var fremlagt i høring fra den 30. september 2024 til den 25. november 2024. Der indkom fire høringssvar.
Du kan orientere dig om Kommunalbestyrelsens behandling af lokalplanforslaget, herunder hvordan de indkomne høringssvar er behandlet via følgende link dagsordner og referater
På baggrund af høringssvarene og efter dialog med Novafos blev lokalplanen vedtaget med en række ændringer.
Lokalplanen er vedtaget med følgende ændringer:
- At muligheden for tre til fire etager fastholdes, men det præciseres i lokalplanens redegørelse hvordan etageantallet er tilpasset området.
- Derudover indsættes der i lokalplanens redegørelse afsnit om lokalplanens forhold til bl.a. spildevandsplan og vandforsyningsplan.
- Det præciseres i § 6.6, at nyt boligbyggeri i området udpeget med risiko for oversvømmelse skal udføres med en fri sokkelhøjde på mindst 250 mm. Der ændres sokkelhøjden fra minimum 150 mm til 250 mm.
- Det tilføjes i § 7.17, at dækninger, nedløbsrør og inddækninger ikke må udføres i zink og kobber.
- Det præciseres i § 3.5, at det ikke er muligt at etablere faskiner eller lignende til håndtering af regnvand. Justeringen foretages for at forebygge risiko for oversvømmelse, da en mindre del af lokalplanområdet er udpeget som risikoområde for oversvømmelse.
Ændringerne forudsætter ikke gennemførelse af supplerende høring, da ændringerne ikke er af væsentlig karakter. Ændringerne har endvidere ikke indvirkning på den gennemførte miljøvurdering.
Miljøvurdering
-
I forbindelse med Lokalplan 273 blev der gennemført en miljøvurdering. Realisering af lokalplanen kan gennemføres uden væsentlig indvirkning af miljøet. Miljøvurderingen er er beskrevet i en miljørapport, som kan ses via følgende link:
Miljørapport til Lokalplan 273
I forbindelse med endelig vedtagelse af lokalplanen er der udarbejdet en sammenfattende redegørelse af miljøvurderingen. Høringssvarene gav ikke anledning til større ændringer af lokalplanen eller boligprojektet. Ændringerne i lokalplanen har ikke haft indvirkning på miljøvurderingen.
Den sammenfattende redegørelse kan ses via følgende link:
Klagevejledning efter planloven
-
Der kan klages over denne lokalplan og miljøvurdering efter reglerne i planlovens § 58, stk. 1, nr. 3[i], jf. § 48 i lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)[ii].
Efter denne bestemmelse kan kun retlige spørgsmål påklages. Det betyder, at du for eksempel kan klage over denne afgørelse, hvis du er af den opfattelse, at kommunen har tilsidesat lovens bestemmelser, herunder de forvaltningsretlige grundsætninger. Der kan derimod ikke klages over kommunens afgørelse, hvis det efter din mening er en dårlig idé, at kommunen har truffet pågældende afgørelse. Der kan således ikke klages over kommunens skøn.
Klageberettiget er erhvervsministeren og i øvrigt enhver med retlig interesse i sagens udfald samt visse landsdækkende foreninger og organisationer, jf. planlovens § 59.
Klagen skal være indgivet skriftligt inden 4 uger efter den offentlige bekendtgørelse af afgørelsen på kommunens hjemmeside.
Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller en helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag, jf. § 2, stk. 2, i Bekendtgørelse nr. 130 af 28.01.2017 (om regler for klage til Planklagenævnet).
Klagen indsendes via Klageportalen, som tilgås her: Nævnenes Hus' hjemmeside her. Login sker med MitID. Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen, jf. bekendtgørelsens § 3.
Kommunen sender via Klageportalen kommunens bemærkninger til sagen og de anførte klagepunkter til Planklagenævnet vedhæftet den påklagede afgørelse og de dokumenter, der er indgået i sagens bedømmelse. Samtidig med at kommunen sender klagesagen til Planklagenævnet sendes en kopi af udtalelsen til dig og eventuelle andre involverede i klagesagen med en frist for at afgive bemærkninger til Planklagenævnet på 3 uger fra modtagelsen.
Planklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det, jf. bekendtgørelsens § 4. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal der sendes en begrundet anmodning til den myndighed, der har truffet afgørelse i sagen. Myndigheden videresender herefter anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Rettidig klage har ikke opsættende virkning, medmindre Planklagenævnet bestemmer andet, jf. bekendtgørelsens § 6.
Gebyret for at klage udgør for privatpersoner 900 kr. og for virksomheder og organisationer 1.800 kr. jf. § 8, stk. 1, i Lov nr. 1658 af 20.12.2016 om Planklagenævnet.
De nærmere regler om gebyrbetaling fremgår af Bekendtgørelse nr. 108 af 28.01.2017 om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet. Det fremgår bl.a. af denne bekendtgørelse, at betaling af gebyr skal ske ved elektronisk overførsel til Planklagenævnet inden en af Planklagenævnet fastsat frist. Betales gebyret ikke inden udløbet af fristen, afvises klagen.
Hvis afgørelsen ønskes indbragt for domstolene, skal dette ske inden 6 måneder efter den offentlige bekendtgørelse af afgørelsen på kommunens hjemmeside, jf. planlovens § 62.
[i]Lovbekendtgørelse nr. 572 af 29. maj 2024 om planlægning.
[ii]Lovbekendtgørelse nr. 4 af 3. januar 2023 om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).
Telefontider
Byplan holder kun åbent for telefoniske henvendelser (via kontaktcenter).