Hop til hovedindhold
Afgørelse

Pilotforsøg ift. forurening, Blokken 25A i Birkerød, kræver ikke miljøvurdering

Region Hovedstaden vil iværksætte projekt, som skal afværge den mest forurenede del af området for at reducere risikoen for grundvandsressourcen og indvindingen i området. Klagefrist er fire uger.

Rudersdal Kommune har trukket afgørelse om, at region Hovedstaden kan etablere et pilotprojekt på Blokken 25A i Birkerød, uden det kræver miljøvurdering.

Projektet har til formål at foretage oprensning af forurenet materiale for at reducere risikoen for grundvandsressourcen og indvindingen i området.

I oprensningen vil virksomheden anvende stimuleret reduktiv nedbrydning (SRD) og kemisk reduktion (ISCR) med tilsætning af udvalgte reaktanter.

Afgørelse om VVM-pligt, Blokken 25A

Screeningsskema til afgørelse om VVM-pligt – Blokken 25A

Blokken 25A, ansøgning om §19 tilladelse

Afgørelsen og lovgrundlag

Rudersdal Kommune, By og Miljø, meddeler hermed at projektet ikke er omfattet af miljøvurderingspligt. Afgørelsen er truffet i henhold til § 21 i miljøvurderingsloven.

Projektet kan derfor gennemføres uden miljøvurdering af konkrete projekter.

Høring og påklageret

Rudersdal Kommune har vurderet, at der ikke er berørte eksterne myndigheder, som bør høres jf. miljøvurderingslovens § 35, stk. 3, eller parter med en væsentlig, individuel interesse i sagens udfald.

Afgørelsen har således ikke været i høring inden offentliggørelse.

Klagevejledning

Afgørelsen kan, i henhold til miljøvurderingslovens § 49, stk.1., for så vidt angår retlige spørgsmål, påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet af:

  • Enhver med retlig interesse i sagens udfald
  • Landsdækkende foreninger og organisationer, der som formål har beskyttelsen af natur og miljø eller varetagelsen af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen.

Uddybende klagevejledning fremgår af afgørelsen.

Klagefrist: 22. maj 2025

Klagefristen er fire uger fra afgørelsens offentlige bekendtgørelse på kommunens hjemmeside, sidste frist er således torsdag den 22. maj 2025.

Hvis du ønsker at klage over denne afgørelse, kan du klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Du klager via Klageportalen, som du finder via et link på www.naevneneshus.dk

Klageportalen ligger på www.borger.dk og www.virk.dk