Hop til hovedindhold

Rudersdal Handicappris 2025

Modtagerne af årets Handicappris er fundet!
Handicapprisen 2025 går til Rachid Hajib og Peter Zimmermann for deres store engagement i Rudersdal Neuro Bordtennis Center (Rudersdal NBC).

Peter Zimmermann og Rachid Hajib
Fra venstre: Peter Zimmermann, Ann Sofie Orth, Jeppe Bülow-Lehnsby og Rachid Hajib.
Peter Zimmermann og Rachid Hajib

Hjertelig til lykke til Rachid Hajib og Peter Zimmermann

”Det er mig en glæde at kunne hylde Peter Zimmermann og Rachid Hajib for det kæmpestore arbejde, I gør her i Rudersdal NBC. I har skabt noget, som ikke alene handler om at få rørt sig. I har også skabt et fællesskab, hvor man kan vende de ting, der betyder noget for en, det der fylder noget i hverdagen, og hvor man kan tale med ligesindede om, hvad det betyder at leve med en neurologisk sygdom. Og dét er meget værd!" -Borgmester Ann Sofie Orth

Rudersdal NBC: Træning og fællesskab

Rudersdal NBC blev stiftet i 2022 for at fremme aktiv livsstil og træning for seniorer og personer med Parkinson i Rudersdal Kommune. Klubben er åben for alle med fysiske funktionsnedsættelser og har siden 2025 også været åben for alle over 60 år uden funktionsnedsættelser. 

Formand for Rudersdal Handicapråd udtaler:

Det er lige præcis den her slags initiativer og fællesskaber, vi gerne vil have flere af her i kommunen. Så tak for det.

Peter Zimmerman og Rachid Hajib, som begge selv har Parkinsons, har igennem de sidste tre år stået for den daglige drift af Rudersdal NBC, hvor de organiserer sjove og udfordrende træninger flere gange om ugen, som er særligt tilrettelagt for mennesker med fysiske funktionsnedsættelser – både bordtennis og forskellige former for styrke- og mobilitetstræning – fx fitness, boksning, yoga, tai chi og dans. Derudover har Peter og Rachid haft fokus på at skabe et stærkt socialt fællesskab, hvor medlemmerne udover at træne sammen også tager på ture, danser, drikker kaffe og bruger hinanden til at sparre om livet med en funktionsnedsættelse. 

"Jeg er meget stolt over at modtage prisen. For os betyder det rigtig meget at kunne give til andre og se, hvordan træningen gør en forskel. Når folk med Parkinson kommer herind, kan nogle af dem måske næsten ikke gå – men med et bat i hånden kan de pludselig bevæge sig. Det gør mig utrolig glad at se den udvikling. Bordtennis giver os ikke bare motion, men også et frirum, hvor vi kan glemme sygdommen og bare lege," sagde Peter Zimmermann.

Læs mere om Rudersdal NBC her.

Godt at vide om Handicapprisen

  • Prisen gives til en virksomhed, en forsamling, organisation, forening eller personer, der har gjort en særlig indsats eller vist et særligt initiativ til gode for mennesker med handicap i Rudersdal. 

    Handicapprisen skal gå til det tiltag, som flere mennesker kan have glæde af. Næstekærlighed er en vigtig ting, men det er ikke nok at være en sød bror eller hjælpsom nabo for at kunne modtage prisen. 

    Herudover skal tiltaget tilføre noget nyt ud over lovgivningsmæssige krav. 

    Det kan for eksempel være:  

    • En erhvervsdrivende, der har gjort noget specielt for medarbejdere med handicap i sin virksomhed.
    • En butiksindehaver, der har øget tilgængeligheden til sin forretning.
    • En frivilliggruppe eller en forening, der har arbejdet for at sikre, at borgere med handicap kan deltage i foreningslivet.
    • En sportsklub, der har arbejdet aktivt for handicapidræt.
    • Et byggeri, hvor man har medtænkt adgang for personer med handicap.
    • Øvrige personer, som uegennyttigt har arbejdet for at forbedre forholdene for flere borgere med handicap.

    Tiltaget skal foregå indenfor kommunegrænsen og komme borgere i Rudersdal Kommune til gode.

    Medlemmer af Handicaprådet eller Kommunalbestyrelsen kan ikke indstilles til handicapprisen.

  • Handicapprisen i Rudersdal Kommune er sat i verden for...

    • at hylde de mange initiativer der finder sted i kommunen, som er til gavn for mennesker med handicap 
    • at synliggøre nye og virkningsfulde initiativer til gavn for mennesker med handicap
    • at sætte fokus på vilkårene for mennesker med handicap.
  • Sådan var forløbet med uddeling af Handicapprisen:

    • alle har haft mulighed for at nominere kandidater til prisen i løbet af foråret indtil den 31. maj 2024
    • Handicaprådet gennemgik herefter de indkomne forslag 
    • De heldige vindere modtog Handicapprisen 2024 henholdsvis den 24. og 25.oktober.
       

      For yderligere information kan du kontakte Handicaprådets sekretariat via mailen: handicapraad@rudersdal.dk

  • Udover æren består Handicapprisen af et diplom og en gave, som kan være et pengebeløb eller kunstværk. Helt præcis hvad gaven vil være afhænger af om den vindende kandidat er en eller flere personer, en virksomhed, en organisation eller en forening.