Klar Parat Skolestart
Et stort nyt kapitel venter 700 børn i Rudersdal. Her får du et smugkig ind i skolestarten på skolerne i Rudersdal.
Hvordan er det egentlig at gå i skole i Rudersdal? Det får du et indblik i her. Skolen lærer dit barn meget mere end blot plus og minus og abc, skolen er også der, hvor vi lærer at samarbejde, bruge vores kreativitet og være gode kammerater.
I filmen herunder kan du høre nogle af vores dygtige børnehaveklasseledere fortælle, hvordan det er at starte i 0. klasse.
Fra børnehave til skole
En dejlig tid i børnehaven er ved at være slut, og en ny spændende skoletid starter. Mange børn glæder sig og er også lidt spændte, og børnehave og skole arbejder tæt sammen om at give dit barn en tryg og rar overgang.
Alle børn besøger deres kommende skole sammen med børnehaven, hvor de får set vigtige steder som deres nye klasse, skolegården og hvor man lægger madpakken.
Både i dagtilbud og i 0. klasse arbejder vi med temaet Ask & Liv. Det er trygt og motiverende for børnene at opleve genkendelighed i aktiviteter og materialer.
Leg, læring og trivsel
Dit barn tager et stort og spændende skridt, når han eller hun starter i skole. Børnene skal lære alt det nye at kende og lære at gå i skole, og da børn elsker at lege, ja, så bruger vi legen som en vigtig vej for børnenes læring i indskolingen.
Børn er fulde af nysgerrighed og spørgelyst, og de lærer bedst, når de tør stille spørgsmål, undersøge og afprøve. Derfor gør vi os umage for at bevare denne nysgerrighed hele skoleforløbet igennem. Samtidig tager vi udgangspunkt i det enkelte barns behov og forudsætninger, og læringsaktiviteterne differentieres, så alle børn føler sig trygge, trives og lærer så meget, de kan.
Dit barn lærer at lære
Det er sjovt og motiverende for børnene at gå i skole, når de ved, hvad og hvordan de skal lære. Igennem sin skoletid lærer dit barn at finde vej i sine læreprocesser. Helt grundlæggende lærer børnene at bruge spørgsmålene:
- Hvad skal jeg lære nu?
- Hvor er jeg i forhold til målet?
- Hvad er mit næste skridt hen mod mit mål?
Med disse spørgsmål sætter vi fokus på processen frem for slutresultatet, og det øger dit barns motivation at kende sin læreproces.
Mod til at begå fejl
Det er uundgåeligt at lave fejl, når man er i gang med at lære noget nyt, og derfor lærer børnene allerede i indskolingen strategier, som de kan bruge, når noget er svært.
Nogle gange kan en strategi være at bede om hjælp og få feedback fra enten en kammerat eller en voksen, andre gange hjælper det at tænke sig om og prøve igen.
Når børnene har strategier til at klare udfordringer, bliver de dygtige til at lære nyt, at være vedholdende og ikke give op.
Fysiske læringsmiljøer
Nyere forskning viser, at børn lærer og trives bedst, når de er kreative, eksperimenterer, er fysisk aktive, arbejder projektorienteret på tværs af fagene og kan se meningen i det, de skal lære.
Rudersdal Kommune har de seneste år arbejdet med at implementere dele af denne praksis på skolerne, og skal vi lykkes fuldt ud med det, kræver det, at vi bruger og indretter vores fysiske rammer på nye måder.
I filmen kan du høre om, hvordan de fysiske rammer understøtter børnenes læring og trivsel.