Hop til hovedindhold

Tilbud om vækst og virksomhedsudvikling

Har du ambitioner om at skabe vækst i din virksomhed? Erhvervshus Hovedstaden er et tilbud til dig, der står i spidsen for en vækstorienteret virksomhed. Eller er du leder af en mindre virksomhed, og har brug for sparring med erfarne tidligere virksomhedsledere? Så læs mere om begge tilbud nedenfor.

Erhvervshus Hovedstaden hjælper hvert år små og mellemstore virksomheder med at udvikle sig og skabe vækst. Her kan du deltage i en række specialiserede udviklingsprogrammer med fokus på fx vækst gennem ledelsesudvikling, internationalisering, grøn produktion samt digitalisering og automation.

Kernen i Erhvervshusets arbejde er uvildig sparring og vejledning til vækstvirksomheder. Desuden er Erhvervshusets netværk en vigtig og afgørende del af de fleste vækstforløb, da det ofte kan hjælpe virksomhederne videre i deres proces.

Erhvervshus Hovedstaden​

Tilbud hos Erhvervshus Hovedstaden

  • Erhervshus  Hovedstaden har stor erfaring inden for internationalisering og opbygning af nye eksportmarkeder, fra etablering af distributionskanaler over logistik til salg og markedsføring. Det handler bl.a. om at vælge de rette internationale samarbejdspartnere og om at skabe den struktur og prioritering, der kan være med til at effektivisere din internationale indsats.

    Kontakt Erhvervshus Hovedstaden, når du:

    • skal i gang med eksport – og har brug for input til, hvordan det skydes i gang bedst muligt
    • ønsker at få effektiviseret dine internationale partneres indsats
    • allerede eksporterer, men ønsker at styrke virksomhedens internationale position
    • har brug for hjælp til konkrete udfordringer i  eksportprocessen.

    Kontakt vækstkonsulent Louise Dyhrberg, Erhvervshus Hovedstaden, ldy@ehhs.dk. Louise er også en del af Trade Council under Udenrigsministeriet – hun kan derfor trække på specialister i hele verden.

    Trade Council

  • Erhvervshus Hovedstaden sætter i et vækstforløb fokus på digitalisering og automation som vækstdriver. Den teknologiske udvikling, en tilbageholdende lønudvikling m.m. har givet en uventet mulighed for igen at kunne drive konkurrencedygtige produktionsvirksomheder i Danmark. Samtidig giver yderligere arbejdspladser i produktionsvirksomheder traditionelt følgearbejdspladser i andre erhverv.

    Vækstforløbet kan også have fokus på fx grøn produktion.

    Se fx dette tilbud::
    Flyer om hjælp til digitalisering

  • En grøn omstilling kan være en vej til vækst.

    Grøn omstilling handler både om virksomhedens egen grønne omstilling og om at bidrage til kundernes grønne omstilling.

    Erhvervshus Hovedstaden tilbyder udviklingsforløb med feltets bedste rådgivere og eksperter, netværksdannelse mellem deltagerne og adgang til sparring med succesfulde serieiværksættere. Formålet er at udvikle og teste en grøn forretningsmodel.

    Hjælp til grøn omstilling

  • At overdrage sin virksomhed til næste generation eller sælge til tredje part er ofte et følsomt emne, som kræver høj grad af fortrolighed og uvildighed.

    Erhvervshus Hovedstaden yder sparring om ejer- og generationsskifte til ejerledere i mindre eller mellemstore virksomheder.

    Hjælp til ejerskifte

Tilbud fra tidligere erhvervsledere

Virksomheder i Rudersdal Kommune har adgang til en særlig mentorordning, hvor tidligere erhvervsledere tilbyder gratis assistance. Aktuelt står fire frivillige mentorer klar. De har stor erfaring fra både direktions- og bestyrelsesarbejde, og kan hjælpe mindre virksomheder i gang på markedet eller løse hverdagens små og store udfordringer. Hjælpen supplerer fint tilbuddene fra Erhvervshus Hovedstaden, som rigtig mange Rudersdalvirksomheder allerede anvender. 

Læs mere her:

Virksomhedsmentorer