Anlæg af cykelsti på Hørsholm Kongevej fortsætter trods sne og frost
Aktuelt arbejder entreprenøren bl.a. på at etablere anlæg til at rense regnvand.
Trods vinterkulde og store mængder sne fortsætter arbejdet med at anlægge cykelsti på Hørsholm Kongevej.
Bag afspærringerne har entreprenøren travlt med en række aktiviteter, som godt kan udføres, selv om frosten har lagt Danmark på is.
Folkene på stedet har bl.a. travlt med at grave ud til og etablere såkaldte Rockflow-anlæg, et system af presset stenuld til håndtering af regnvand. Systemet renser regnvandet, inden det nedsives eller udledes til den omkringliggende natur.
Derudover er entreprenøren også i fuld gang med at anlægge den øvrige vejafvanding, som skal lede vandet hen til Rockflow-anlæggene.
- Vinteren slider på os alle, og derfor er jeg ekstra glad for, at arbejdet stadig er godt i gang på Hørsholm Kongevej, siger Dorte Nørbo, formand for Arkitektur- og Byplanudvalget. Det er godt at se, at entreprenøren ufortrødent trodser vind og vejr og fortsætter arbejdet, så vi hurtigst muligt kan blive færdige og åbne vejen op for trafik igen.
Teksten fortsætter under billederne.
Syv km. nye cykelstier
Entreprenøren sørger for løbende bemanding og materiel, så arbejdet kan fortsætte uden unødige afbrydelser, og det gælder altså også i perioder med lave temperaturer og vintervejr.
Anlægsarbejdet hen over vinteren betyder, at Hørsholm Kongevej fortsat er lukket på den strækning, hvor arbejdet udføres: Fra Kongevejen i syd til Høsterkøbvej / Gøngehusvej i nord.
Det er et stort projekt, hvor der skal anlægges ca. syv km. nye cykelstier med tilhørende nyt system til at rense vejvandet. Tidligere løb vejvandet urenset ud i skoven og de nærliggende søer.
Arbejdet løber frem til sensommeren 2026, og vejen vil i hele anlægsperioden være lukket for trafik af hensyn til arbejdets udførelse. Læs mere om projektet: